Det er ganske vist! At det danske uddannelsessystem er verdens dyreste og dårligste. Selv OECD siger det, og da 'gentagelsen fremmer indlæringen', er ingen i Danmark i tvivl om den sag. Heller ikke flokken af redaktører og journalister, der kalder sig selv kritiske. Som lemminger følger de såkaldte forskere og økonomer. Sammen med poppolitikere og andre 'spidsborgere' skaber de 'Den Offentlige Mening'.

Men der findes i Danmark ikke et eneste indsigtsfuldt menneske, der kunne drømme om at udtale sig så kategorisk vedrørende uddannelsernes indhold og kvalitet. I al fald ikke for folkeskolens vedkommende. Alene fordi denne skole foruden den uddannende opgave jævnfør sit formål har en dannende opgave, der endnu ikke kan måles og vejes. Og det er jo folkeskolen, der hver gang bringes i fokus, fordi blandt andre journalisterne tror at vide mere om den, end de ved om ungdomsuddannelserne og de øvrige uddannelser. Hvilket ikke er tilfældet.

Heller ikke økonomien er det muligt at udtale sig så kategorisk om, hvilket OECD faktisk heller ikke gør. Måske fordi en arbejdsgruppe sammensat af personer fra Finansministeriet, Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening, Københavns og Frederiksberg Kommuner i 1995 i rapporten 'Folkeskolens Økonomi' konkluderer: 'Arbejdsgruppen har ikke været i stand til at kvantificere om, og i hvilket omfang sådanne mangler (for eksempel hvad der konteres og registreres hvor) ved den internationale statistik kan påvirke de påviste forskelle afgørende'. Sagt på dansk: de internationale statistikker er af en sådan karakter, at unuancerede sammenligninger er vildledende og ikke vejledende.

Men det er de danske statistikker og beregninger også, for når forfatterne i 1995 konkluderer, at 'elev-lærerratioen' (antal elever per lærer) burde være højere i folkeskolen under ét end i privatskolen under ét, så er forklaringen den simple, at de hverken har haft indsigt eller fantasi til at stille de spørgsmål, der kunne opklare mysteriet.

Kunne forklaringen være, at for eksempel læsekonsulenter, specialundervisningskonsulenter, tale-hørekonsulenter og psykologer ikke konteres på privatskolernes konti, men på folkeskolens, selv om privatskolerne også gør brug af dem? Eller kunne det tænkes, at alle disse folk sammen med andre konsulenter, skolebiblioteksvirksomheden, ledernes ledelsestid samt selv skoledirektørens arbejdstid tælles med på folkeskolens fælles konto og indgår i det bruttotal, hvoraf elev-lærerratioen beregnes?

Det kunne alt sammen ikke alene tænkes, det er faktum! Det kunne desuden tænkes, at for eksempel halvdelen af den lærerlønsum, der afsættes til specialundervisningen på folkeskolens konti, reelt er sociale udgifter, der viser, at det er noget andet end undervisningen, det er galt med i Danmark. Og at dette andet blandt andet spejles i folkeskolen generelt: børn og unge, men især mange forældre, forventer, at undervisningen former sig som en ferierejse i bus, hvor guiden fortæller, hvad der kan ses gennem vinduet, mens bussen kører forbi. Managementtænkningen om skolen som servicevirksomhed har bidt sig fast.

Men undervisningen i folkeskolen har aldrig nogensinde været bedre. Det er et faktum, at vi aldrig har haft en så veluddannet og erfaren lærerstab som nu. Er kvaliteten ikke i top, er der tale om dårlig ledelse og systemfejl produceret af inkompetente beslutningstagere. Derfor er det åndeligt dovenskab og udtryk for lemmingesind gang på gang at lægge lærerne til last, at vi på specifikke, tilsyneladende målbare områder ligger under det, der påstås at være det internationale middelniveau. Undersøgelserne er præcis som de økonomiske sammenligninger aldeles værdiløse for andet end dunkedebat; de måler ikke resultater i forhold til mål. De måler et eller andet miskmask af, hvad nogen tror, et barn skal kunne på et bestemt alderstrin. Uafhængigt af den kultur, børnene vokser op i, og de mål, der er sat eller ikke sat. Det gælder helt præcist for matematik- og naturfagsundersøgelserne. Men det gælder også for læseundersøgelser: i Finland har man det mål, at børn skal kunne læse efter 1. klasse. Det mål har vi ikke i Danmark. Derfor er for eksempel sammenligninger mellem Danmark og Finland i de første skoleår tåbelige og vildledende. Forskelle på sprogene og kulturen i øvrigt ufortalt.

Jeg er fuldt ud klar over, at den slags fakta vil blive benægtet, som fakta altid bliver, når de ikke bekræfter 'Den Offentlige Mening'. Mit ærinde er derfor også at give en af Danmarks dygtigste og mest visionære undervisningsministre gennem tiderne, Ole Vig Jensen, det råd at nedsætte 'Den Store Skolekommission'. De ansvarsløse må nu konfronteres med den virkelige virkelighed og repræsentanter for os, der om ikke andet har indsigt og fantasi til at stille de nødvendige spørgsmål.

Nu må de reelle tal for vort forbrug til uddannelse, herunder til folkeskolen, på bordet.

Nu må vi vide, om der kan opnås enighed om at sætte mål for, hvad der skal nås hvornår, og hvad skolen kan blive fri for at bruge tid og kræfter på.

Nu må vi have påvist, hvilken vej vi skal gå mod informations- og videnssamfundet, hvis det ikke er den vej, den nye folkeskolelov allerede viser.

Der er ikke hverken brug for et uvildigt panel af eksperter eller aftagere af uddannede. Et sådant panel findes ikke, for ingen er uvildige. Der er brug for en kommission efter forbillede fra den, den gik forud for den første almene lov om skole i Danmark: 1814-loven. Den Ulidelige Overfladiskhed må have et gennemarbejdet modspil.

Undersøgelserne er præcis som de økonomiske sammenligninger aldeles værdiløse for andet end dunkedebat