Dårlige erfaringer med PPR

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsministeriets undersøgelse om urolige elever ligger nu færdig, og undervisningsministeren giver i den anledning en skriftlig redegørelse til Folketinget.

I redegørelsen står, at det af dybtgående interview på 34 skoler fremgår, at lærerne har brug for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) til at hjælpe sig i arbejdet med de mest urolige elever. 'Men overordnet gælder, at der ofte er negative erfaringer med samarbejdet med Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Problemet er i de fleste tilfælde ressourcemæssigt - at der er lange ventetider eller lang sagsbehandling. Kommunernes prioritering af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning synes dermed at ligge langt under, hvad man på skolerne kunne ønske. I en del tilfælde nævnes også, at psykologerne har manglende kompetence med hensyn til urolige elever'.

Af ministerens redegørelse fremgår desuden, at indskolingen skal gøres til et særligt indsatsområde for ministeriets folkeskoleafdeling.

Undersøgelsen om urolige elever var omtalt i Folkeskolen i nummer 12.