Kvaliteten af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) svinger fra kommune til kommune. Mange steder går det godt, men der er sorte pletter på landkortet, hvor man ikke lever op til folkeskolelovens forpligtelser, og hvor børn ikke får den hjælp, som de har ret til.

Folk med indsigt på området udpeger de værste pletter til at være lig med Odense, Næstved og Høje Taastrup plus en lang række små kommuner.

Folkeskolen nummer 17 beskrev forholdene i Odense, og både i Næstved og Høje Taastrup bekræfter DLF's lokale kredsformænd, at situationen omkring PPR er yderst problematisk.

Begge steder blev den kommunale struktur ændret for at få et helhedssyn på børnene fra 0-18 år.

Alice Jelen, kredsformand for Lærerkredsen for Næstved og Omegn, siger:

- Tanken om et helhedssyn på børnene er fin nok, men socialområdet har ædt den serviceforanstaltning op, som skolerne tidligere har haft i PPR. Vi har altid betragtet PPR som et hjælpekorps, der gav råd og vejledning, og ikke som et behandlerkorps.

- Før var PPR forebyggende, de kunne støtte og rådgive lærere til at afhjælpe nogle besværligheder, før de blev rigtige problemer. Men dét eksisterer overhovedet ikke mere, og det betyder, at lærerne står utroligt alene.

Lovgivningen er meget svag på PPR-området, og det er overladt til kommunerne at forvalte de sparsomme regler. Og det udslagsgivende bliver så, hvilke områder de kommunale politikere mener, der skal postes penge i.

Henning W. Nielsen, formand for Pædagogiske Psykologers Landsforening, siger:

- Både i Kommunernes Landsforening og i Undervisningsministeriet står PPR-området svagt. Der er en lang tradition for, at socialforvaltningerne har en hurtigere vej til politikerne, end vi har. Politikerne er gennemgående bedre informeret om, hvad der sker i socialforvaltningerne, end om, hvad der sker på PPR-kontorerne.

I mange kommuner har man de seneste år lavet forvaltningsændringer. Før havde man typisk en socialforvaltning på den ene side og en skole- og kulturforvaltning på den anden side. PPR var en del af skole- og kulturforvaltningen og havde kun opgaver der. Socialforvaltningen på den anden side løste selv sine opgaver inden for bistandsloven.

Op igennem 80'erne begyndte der mange steder et samarbejde på tværs mellem de to forvaltninger for at lave en mere helhedsbetonet indsats omkring børn og familier.

I sidste halvdel af 80'erne og frem til i dag er der dukket nye forvaltningstyper op. Mange steder laver man børn- og ungeforvaltninger. Og PPR-funktionen går så fra at være en rådgiver for skolen til at være en slags kommunal rådgivningsfunktion.

Bjarne Nielsen, ledende skolepsykolog i Jægerspris, siger:

- Tidligere havde man den traditionelle skolepsykologiske rådgivning med en leder. Man laver så nye strukturer med nye ledertyper i hele forvaltningen, og så skal man tage stilling til, hvor skolepsykologisk rådgivning skal ligge henne. I mange kommuner har der været interessemodsætninger omkring, hvem der skal tegne den nye forvaltning - er det skolen, eller er det socialvæsenet.

- I nogle kommuner ser vi, at personalet fra skolepsykologisk rådgivning er blevet rykket nærmere de sociale opgaver og bliver tvunget ud i flere opgaver inden for det sociale regelsystem, især bistandsloven. Og dermed har man problemer med at løse de opgaver, man hele tiden har haft og stadigvæk har i skoleregi. Man har ikke længere det gamle faste skoleudgangspunkt for funktionen, og dem, der bliver ledere, er måske nogen, for hvem det sociale har større bevågenhed.

Henning W. Nielsen siger:

- De mange skift, der sker på chefposterne ude i kommunerne, giver turbulens og betyder, at kvaliteten ikke altid bliver så høj. Mange af kommunernes organisationsplaner for 'hjælpetiltag for børn og familier, der er i klemme' er fantastisk amatøragtige. Der mangler tit en analyse af, hvad det er for opgaver, organisationen/kommunen egentlig skal løse.

- Det, der sker i for eksempel Odense og Høje Taastrup, er et amatørteater spillet til glæde for politikerne.

Bjarne Nielsen og Henning W. Nielsen er enige om, at nye forvaltningstyper med helhedssyn på børnene kan lykkes. Men PPR skal være en selvstændig synlig enhed med psykolog-faglig ledelse, og antallet af medarbejdere skal svare til det antal arbejdsopgaver, man forventer, de skal lave. Og så skal de enkelte faggruppers arbejdsopgaver respekteres.

I Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening (KL) er man klar over, at variationen omkring PPR er stor. Ministeriet satte i 1994 et udviklingsprojekt om PPR i gang netop for at skabe et overblik over den temmelig uensartede udvikling.

Projektansvarlig og undervisningsinspektør i Folkeskoleafdelingens Specialkontor, Jørgen Hansen, siger:

- Hvis alt havde været såre godt, havde vi bestemt ikke brugt tid på det her store PPR-projekt. Der er en kæmpe variation i den måde, man har organiseret PPR på rundt omkring i Danmark, den måde, man har bemandet sig på, og i den måde, man i det hele taget griber det an på.

- Vi har i dag ikke regler, der gør, at vi kan styre dette her længere. Vi kan ikke stille krav om bestemte organisationsformer eller bestemte kvantiteter. Vi har ingen minimumskrav. Der findes så godt som ingen lovgivning, der på nogen måde kan siges at regulere de lokale løsninger af PPR, fastslår Jørgen Hansen.

I Kommunernes Landsforening erkender Poul Krogstrup, konsulent i Kontoret for Kultur og Skole, at PPR er et meget broget landkort. Han siger:

- Generelt er mit indtryk, at lovgivningen overholdes, men der er nogle mørke felter, hvor kvaliteten ikke er, som den burde være. Den gældende lovgivning omkring PPR minder jo en del om de øvrige dele af folkeskoleloven. Vi har en rammelovgivning, som skal udfyldes lokalt. Så drøftelsen af, hvornår man har overskredet den tærskel, går lidt på de normer, man også fastlægger lokalt.

- Det er kommunerne, der bestemmer, men ansvaret for kvaliteten er altså også placeret lokalt.

I KL har man ikke planer om at gå ud og slå de kommuner i hovedet, som ikke leverer en tilfredsstillende kvalitet. Men Poul Krogstrup oplyser, at de netop har iværksat et stort projekt omkring de svagest stillede børn og unge. I erkendelse af, at det er et område, hvor det er meget vigtigt at få kvalificeret indsatsen.

De faglige organisationer er bekymret og godt trætte af situationen omkring PPR, og mange råber efter minimumskrav.

I Danmarks Lærerforening siger sagsbehandler i Pædagogisk kontor, Birgitte Birkvad:

- Vi har den grundholdning, at jo tidligere indsats, jo mindre omfattende er indsatsen. Moser man først rundt med et barn i årevis uden at tage en beslutning, bliver problemerne mangedoblet. Og undervisningen bliver ødelagt for barnet selv, for de andre børn og for lærerne.

- Vi mener efterhånden, at de forhold, der hersker omkring PPR i en række kommuner, giver så massive problemer, at man næsten kan drømme sig tilbage til, at centralmagten udstedte nogle minimumskrav om bemanding og krav til, hvordan opgaven skal løses. Og påtog sig ansvaret for en kvalitetskontrol af området.

Johanne Bratbo, formand for Dansk Psykolog Forening, siger:

- Vi ser med en voldsom bekymring på, hvad der foregår ude i kommunerne. Det, der er sket mange steder, er, at man placerer PPR efter, hvad man lokalt vil betale for. Med så meget gummi, så mange skønsprincipper og kan-signaler i stedet for skal-signaler udtynder man børns rettigheder.

- Jeg mener simpelthen, at de lokale politikere og embedsmænd skal blive noget mere bange for at administrere under lovens grænse, end de er nu.

- Børns rettigheder - tilbud til børn - skal være undergivet en strengere kontrol og kvalitetsfornemmelse, end det sker på nuværende tidspunkt. Der skal være en mere central styring på kvaliteten af ydelser til børn, mener hun.

Henning W. Nielsen siger:

- Det ville være vældig godt, hvis ministeriet påtog sig et ansvar, det kan ikke ligge andre steder. Man burde kunne lave forpligtelser på kommunerne for at undgå de værste vildskud.

Undervisningsministeriets udviklingsarbejde om PPR er ikke slut med de foreløbige fire rapporter. Til sommer eller efteråret går ministeriet - sammen med KL og forskellige faglige foreninger - i gang med at lave nogle vejledende retningslinier for PPR. Hvordan de bliver, vil undervisningsinspektør Jørgen Hansen ikke tage forskud på. Ifølge ham kan der blive tale om alt lige fra meget bløde regler til meget præcise koordineringsmuligheder. Men de bliver næppe lovpligtige.

- Hele spørgsmålet skal debatteres, og vi skal finde ud af, hvor langt og hvor vi kan gå hen. Det her er jo en balancekunst, fordi vi skal selvfølgelig have de parter med, som er ansvarlige, og det er Kommunernes Landsforening. Og vi kan næppe gå ret meget længere, end KL finder det hensigtsmæssigt, men på den anden side er KL ikke interesseret i, at danske kommuner kan blive beskyldt for at tilsidesætte visse områder, siger Jørgen Hansen.

'Regeringens ønske er, at udviklingen inden for den kommunale pædagogiske-psykologiske rådgivning skal fremmes og styrkes.'

Handlingsplan for de svagest stillede børn og unge

fra Regeringens Børneudvalg februar 1994

Vi har i dag ikke regler, der gør, at vi kan styre dette her længere. Vi kan ikke stille krav om bestemte organisationsformer eller bestemte kvantiteter. Vi har ingen minimumskrav. Der findes så godt som ingen lovgivning, der på nogen måde kan siges at regulere de lokale løsninger af PPR

Generelt er mit indtryk, at lovgivningen overholdes, men der er nogle mørke felter, hvor kvaliteten ikke er, som den burde være