En god og billig aftale

Vi vidste, at man også fik decentral løn denne gang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Selvfølgelig ville jeg da hellere være kommet hjem med en aftale, der sagde, at nu var den decentrale løn helt afskaffet. Men den slags har ikke noget med virkeligheden at gøre, når arbejdsgivere - og nogle af de andre organisationer - er vilde med decentral løn, siger Anni Herfort, efter at DLF's hovedstyrelse i sidste uge sagde ja til en delaftale om decentral løn og til, at hun kan fortsætte overenskomstforhandlingerne.

- Jeg er ikke lige pludselig blevet tilhænger af decentral løn, men lige siden vi koordinerede kravene i FTF-K og KTO, vidste vi, at den kom med i overenskomsten. (FTF-K er den kommunale del af Fællesrådet for Tjenestemænd og Funktionærer KTO, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, er det fælles forhandlingsorgan for kommunalt ansatte. Redaktionen.)

- Alternativet til et ja nu var, at arbejdsgiverne havde lavet en aftale med de andre organisationer, og vi kunne så bare stå udenfor og vente. Det er ikke det, jeg forstår ved en stærk fagforeningslinie. Jeg går efter de mål, som kongressen har peget ud - efter et resultat, som jeg med god samvittighed kan anbefale medlemmerne at stemme for ved en urafstemning.

- Et nej kunne have betydet, at lærerne måtte vinke farvel til en masse penge, som pædagoger, gartnere og HK'ere (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark) og andre kommunalt ansatte selvfølgelig hellere end gerne havde samlet op.

- Og det ville betyde, at vi hverken kunne forhandle om almindelige lønforbedringer, omklassificeringer af lærergrupper eller om arbejdstidsaftalen. Vi måtte pænt have ventet på, at alle de andre blev færdige, mens vi bare kunne håbe på, at der var noget til os bagefter, eller at forligsmanden ville være mere venlig mod os senere.

Om den decentrale løn siger Anni Herfort:

- Jeg synes, at vi er kommet et skridt i den rigtige retning med 'gulvet' på 0,5 procent, som alle organisationer er sikret på landsplan, og med 0,2, der er sikret til FTF-området.

- Jeg arbejdede på at få 'loftet' længere ned, men det lykkedes altså kun at få det ned til 0,9 procent. Til gengæld er det en uhyre billig ordning, vi har aftalt. Vi skal kun bruge 0,2 procent af lærernes lønsum til forhåndsfinansiering, mens vi sidste gang måtte punge ud med 0,48.

- Og så har vi sikkerhed for, at den del af pengene, som kredsene ikke bruger til decentrale aftaler, ikke går til andre og ikke går til spilde. Vi får nemlig langt det meste igen ved næste overenskomst. Også det anser jeg for et solidt skridt i den rigtige retning.

- Og så sikrer aftalen jo, at der stadig ikke er nogen skoledirektør eller skoleleder, der kan dele pengepræmier ud til nogen. Det er kredsen, der aftaler med kommunen, hvad pengene skal bruges til. Og jeg er sikker på, at kongressen kan vedtage nogle retningslinier, som kan støtte kredsenes forhandlere, så de indgår aftaler, der for eksempel retter op på skævheder, løfter grupper og sætter nye aktiviteter i gang. Kort sagt: Jeg tror på, at vi i DLF kan finde ud af at udmønte den decentrale løn lokalt, så der ikke bliver tale om 'fedterøv'.

- Alternativet til aftalen vil være, at vores medlemmer får en mindre del af den lønsum, som tilkommer dem, og det kan vi ikke byde dem.

- Til gengæld er jeg sikker på, at kredsene kan lave nogle fornuftige aftaler, der sikrer en fornuftig personalepolitik.

- Nu skal man aldrig sælge pelsen, før bjørnen er skudt, fortsætter Anni Herfort.

- Men en enig hovedstyrelse har godkendt, at vi undersøger mulighederne for at skifte over til nye lønformer. Og hvis det projekt lykkes, så skal vi ikke mange år frem, før det ikke er nødvendigt at spilde tid på decentral løn, for med en ny lønform vil ordningen ikke eksistere mere.

Men fem i hovedstyrelsen sagde nej, fordi de mener, at aftalen er for dårlig, og at den ikke holder sig inden for kongressens vedtagelse.

- Jeg ville da hellere være kommet hjem med en total afskaffelse. Sådan går det bare sjældent ved forhandlinger, hvor modparten vil det modsatte. Og både FTF og KTO ønskede decentral løn denne gang. Det vidste hovedstyrelsen.

- Men, som sagt, jeg synes, at vi tager skridt i den rigtige retning. Og hvis foreningens medlemmer ender med at stemme ja til en samlet aftale, så er jeg sikker på, at vi kan få noget fornuftigt ud af den. Vi er jo enige om, at individuel præmiering ikke passer sammen med samarbejde og undervisning, så den slags er jeg sikker på, at kredsene vil holde ude af lokalaftalerne.-th