Uddannelsessystemet, som danskerne gennem generationer har betragtet som verdens bedste, er i dyb krise.

På trods af at de danske uddannelser fortsat er blandt de allerdyreste, er der gennem den sidste snes år sket et væsentligt kvalitetsskred. Det gælder, uanset om kvaliteten måles på elevernes færdigheder, deres trivsel, antallet af unge, der ikke får en kompetencegivende uddannelse, niveauet på gymnasier og erhvervsskoler, efteruddannelserne, den globale konkurrenceevne eller universiteternes kandidat- og forskeruddannelser, lyder den dystre konklusion i en ny bog 'Verdens bedste uddannelsessystem', skrevet af direktør på Dansk Teknologisk Institut, Niels Christian Nielsen, og hans 21-årige datter Maj Cecilie Nielsen, der arbejder som hjemmeservicearbejder og medhjælper i en boghandel, mens hun venter på at blive optaget på retorikfaget ved Københavns Universitet.

Ifølge Nielsen og Nielsen er uddannelsessystemets krise, som dybest set er en samfundskrise, så omfattende, at den er hinsides lappeløsninger i form af ny folkeskolelov, ny læreruddannelse, ændringer af bekendtgørelser med videre.

Kun ved at tænke helt om og gennemføre en uddannelsesrevolution i lighed med, hvad Reventlow og Grundtvig gjorde i forrige århundrede, kan der rettes op påårtiers fejlslagne uddannelsespolitik.

Det største problem for folkeskolen i dag er ifølge Niels Christian Nielsen: Uykkelige børn og uengagerede forældre.

- Vi har en klar målsætning og historisk tradition for overalt i uddannelsessystemet at nedprioritere det elitære for at få bredden med. Men når vi så måler på det, viser det sig, at en tredjedel aldrig får en uddannelse, og at vores børn og unge er notorisk dårlige til at læse og til matematik. Så forklarer vi det med, at de danske børns dårlige faglige placering skyldes, at vi prioriterer, at børn skal have lov at trives og lege, de skal have en god og hel barndom. Men WHO-undersøgelser viser, trivslen hos 15-20 procent af danske børn er i bund, at flere danske børn og unge begår selvmord, og at hver femte barn i løbet af et år er i kontakt med skolepsykologen, siger Niels Christian Nielsen, der ligeledes afviser det som bortforklaringer, når det fremhæves i læsedebatten, at eleverne senere indhenter det forsømte og klarer sig bedre, når de når 8. klasse.

- Jo tak, vi bevægede os fra en 23.-plads til en 18.-plads.

At det er kommet så vidt, mener de to forfattere skyldes, at uddannelsessystemet har sejret sig selv ihjel med stærke institutioner, der er blevet 'behagelige parkeringspladser for ansvar'.

- Vi har bygget så stærke institutionelle systemer op, at ingen længere føler sig ansvarlige. Forældrene har deponeret ansvaret for børnene i institutioner og skoler, og virksomhederne har lagt ansvaret for uddannelse og ansættelse over i arbejdsmarkeds- og skolesystemet. Ansvarsforflygtigelsen viser sig ikke mindst i debatten mellem institutionerne, hvor der er en stærk tilbøjelighed til at sende sorteper videre nedad i systemet. Når der er problemer med kvaliteten på universiteterne, forlyder det, at gymnasierne ikke uddanner studenterne godt nok, mens gymnasierne svarer igen med at sige, at de elever, de modtager fra folkeskolen, ikke er dygtige nok.

Og når det så kommer til ansvaret for den enkelte institution, kan det heller ikke entydigt placeres.

- Det mest utaknemmelige job, jeg kan forestille mig, er at være skoleleder og skulle lede en virksomhed med 40-100 ansatte og have ansvaret for en masse børn. Vilkårene for at lede er fuldstændig umulige: Mål og rammer fastsættes af Folketinget og fortolkes af Undervisningsministeriet, uden der nødvendigvis er en sammenhæng mellem de to instanser. Pengene, der skal opfylde målene, bevilges af byrådene, der måske ikke prioriterer på samme måde som de, der har fastlagt målene. Arbejdsvilkår og løn for de ansatte fastlægges af nogle helt andre, og i det sidder skolelederen med en skolebestyrelse bestående af en blandet flok af velmenende og frustrerede forældre, der ikke ved, hvad de skal stille op med det hele. Hvis man tilbød et sådant direktørjob i en privat virksomhed, ville ikke ét menneske ved sine fulde fem sige ja. Mindstemålet for at kunne lede er, at ansvar, kompetence og midler følges ad og ikke er splittet op mellem stat og kommune, siger Niels Christian Nielsen.

Forestillingen om, at folkeskolen giver et ensartet tilbud overalt i landet, er ifølge Nielsen og Nielsen en myte. Derfor kan vi lige så godt med udgangspunkt i den danske friskoletradition lade pengene følge børnene og lade de 1.000 blomster blomstre, frem for at nogle få embedsmænd i Undervisningsministeriet hvert tiende år udtænker en ny lovgivning, som alligevel i det hastige tempo, forandringerne sker, ikke fanger de 'bedste og mest begavede' løsninger.

Forskellene folkeskolerne imellem er i dag så store, at det er irrelevant at tale om en fælles skole, mener de med henvisning til, at det ugentlige timetal på et givet klassetrin svinger fra 24 til 32 timer, at nogle elever i 5. klasse har fem timers dansk om ugen, mens andre har ni, at klassekvotienten varierer fra 13,7 til 21, og at undervisningsmidlerne per elev nogle steder er det firedobbelte af, hvad det er andre steder.

- Den fælles kultur og identitet er i øjeblikket ved at gå op i institutionel goldhed. Vi vil gerne vende det om og sige, at danskerne som forældre, naboer, lærere, virksomheder og samfund skal generobre ansvaret for vore børns udvikling og uddannelse frem for at hyre nogle embedsmænd til at tage det for os. Og ud fra det genskabe fællesskabet, siger de.

Visionen må være en helt anden måde at tænke skole på. Hvorfor skal skolen fortsat være bygget op efter kornsiloens og kontorbygningens princip på et tidspunkt, hvor vi er på vej ud af industrisamfundets århundrede, spørger de og langer samtidig kraftigt ud efter lærernes arbejdstidsaftale:

- UFØ-normen er en typisk måde at regulere arbejdstiden, som var kendetegnende for 60'ernes og 70'ernes industrivirksomheder. Det er helt absurd, at samtidig med, at erhvervslivet bevæger sig væk fra den tænkning, indføres den i det, der burde være det mindst industrielle i vort samfund, skolen.

- De voksnes arbejdsliv struktureres i stigende grad langt mere fleksibelt. Hvis vi skal tænke det om til børnelivet, har vi mulighed for at skabe langt større sammenhæng i tid og rum, mellem hvor børnene bor, lærer og leger. Hvor skolen bliver et ressourcehus, hvor børnene samles, når der er behov for en fælles læreproces.

- Noget af det, der inspirerer mig mest ved dansk uddannelseshistorie, er, at vi har været i stand til at tænke foran med uddannelserne og med uddannelsesreformerne i stedet for at være et halehæng til, hvad der sker i resten af samfundet. Da Reventlow og de andre lavede Almueskolen, tænkte de ikke inden for rammerne af det feudale system, de eksisterede i, men ind i næste historiske periode. Det samme gjorde andels- og arbejderbevægelsen senere, siger Niels Christian Nielsen.

Men er der ikke en risiko for, at de svageste bliver tabt i et system, hvor ressourcestærke forældre skal mere på banen?

- Det arrogante svar er at spørge, hvor de svageste bliver af i dag. Vi kan dælme ikke gøre det ringere, end vi gør nu, siger han.

- Jeg har meget stor tiltro til, at fremtidens forældre, der befinder sig i uddannelsessystemet i dag, vil engagere sig mere og påtage sig et større ansvar for deres børns uddannelse, tilføjer Maj Nielsen.

'Verdens bedste uddannelsessystem' er udkommet på forlaget Fremad.

Lisbeth Wissing er freelancejournalist.

Det mest utaknemmelige job, jeg kan forestille mig, er at være skoleleder og skulle lede en virksomhed med 40-100 ansatte og have ansvaret for en masse børn

Den fælles kultur og identitet er i øjeblikket ved at gå op i institutionel goldhed