Ikan godt bilde dem ind, at konge-rækken er interessant, I kan ogsåbilde dem ind, at to og to er fire. Men hold nallerne væk fra deres fantasi. Der skal være plads til eventyr, man skal levne plads til, at de selv kan udvikle sig. Børnene skal føle, at de erobrer deres eget liv.

Siger Erik Clausen. Gøgleren, kendt fra tv, cirkus og film. Og arbejderknægten, der altid er parat med en fræk replik.

Færre kender ham fra skoleverdenen, hvor han også har sin plads. Han har været formand for skolenævnet i otte år på Kastrupgårdsskolen på Amager, hvor han efter eget udsagn ikke fik gennemført en millimeter.

Han har også siddet i Undervisningsministeriets Musiske Udvalg, hvor han ikke har sparet skolen. Tværtimod. Han har kritiseret skolebyggeri og skoleindretning. Efter hans mening er der for meget institution over skolerne. Det hele skal være mere festligt. Folkeskolen skal lade sig inspirere af kolonihaverne og af tilværelsens lyse sider - ikke af hospitals- og fængselsbyggeri. Skolen skal integreres i lokalsamfundet.

På den baggrund har Folkeskolen bedt ham om at anmelde Kastrupgårdsskolen og indvi læserne i sine ideer. Turen begynder hjemme i Erik Clausens køkken.

En del af demokratiet består i, at man deltager i noget. Skoler interesserer mig, fordi jeg synes, at man gør så mange børn fortræd. Og så hører jeg jo til en generation, der mener, at man skal have meget indflydelse på sine børns skole.

- Folkeskolen er ikke til glæde for børnene på børnenes betingelser. Traditionerne fra forrige århundredes sorte skole - den lutherske mentalitet - ligger for dybt i systemet.

- Der er for meget ro og orden i den danske folkeskole, og værdinormerne er for snævre. Det er sgu i melankolien, du får ideer. Det er i problemerne, at mulighederne ligger. Mulighederne ligger i den dreng i 9. klasse, som lærerne ikke kan få til at fungere. Det er ham, der sætter grænserne for deres tolerance, proklamerer han over kaffen.

Jeg gik selv ud af 7. klasse, men når man nu har lavet en skole, hvor de går til tiende, så må man altså også modernisere skolen, så den får karakter af voksenundervisning. Men jeg kan hilse og sige, at de i 1997 stadigvæk sidder i 10. klasse med store bryster og spirende overskæg med hånden oppe. Og lærerne trækker et kort ned og viser, hvor Fyn ligger.

- De skulle sgu hellere lave en værkstedsskole.

På turen fra køkkenbordskaffen til Kastrupgårdsskolen fortæller Clausen videre:

- Skolen har isoleret sig fra lokalmiljøet. Det gælder både her i forstadskvartererne og i mindre grad ude i provinsen.

- Der er en idiot inde i Folketinget, der siger, vi skal have mere rygvind. Gu' skal vi ej, vi skal have mere modvind. Da jeg var cykelrytter, ku' alle sgu da køre i rygvind.

- Det hedder sig, at man skal finde sig en niche. Gu' skal vi ej, vi skal ud i den friske luft, hvor man kan ses fra alle sider. Der er for mange, der render og gemmer sig i skolen.

- Du kan jo se, lærerne både som stand og faglig gruppe spiller ingen kulturel faktor i dag, de deltager ikke i samfundsdebatten.

- Min søns kammerat kunne blive væk fra skole i to måneder, uden at læreren reagerede. Det skyldes dybest set, at læreren ikke var interesseret i ham. Hvis du var væk i halvanden dag, da jeg gik i skole, så kom læreren og besøgte dig. Ikke for at kontrollere, men for at spørge, hvordan du havde det.

- Ulykken kom, da lærerne begyndte at kalde sig pædagoger. Det er der ingen, der ved, hvad er. Jævne folk forstår ikke rækkevidden af det udtryk.

- Det at være lærer er for mig stadigvæk en livsstil.

Se her, peger Clausen, da vi når skolen. Kastrupgårdsskolen er typisk 70'er-byggeri med røde mursten, flade tage og ikke et eneste vindue ud til vejen.

- Det er iscenesættelsen, der interesserer mig. Når jeg går til boksekamp, så nyder jeg den udadvendte, folkelige, festlige og dramatiske iscenesættelse, det samme til seksdagesløb, og når jeg går op på tankstationen. Det er iscenesat på en farverig måde, der har traditioner i gøglet mere end i så meget andet.

- Men når jeg går op på skolen her, så kommer min folkelige mistænksomhed op i mig. Der er nogen, der har noget i sinde. Der er nogen, der vil ind i mit hoved. Der er nogen, der vil bestemme over mig og opdrage mig.

- Man skulle rive den slags skoler ned og bygge forfra - bruge nogle af de gamle tomme fabriksbygninger og villaer. Indret en skole, som ér lokal, hvor du, selvom du er gammel og ikke har børn i skolen, går hen og låner et lokale til dit sølvbryllup.

Den her skole er fra 70'erne, hvor der var fuld beskæftigelse og masser af penge. Det er sådan set det bedste, man kunne lave i den tid. Men alene det, at lofthøjden er så lav som her, er for ufestligt. Det giver en trykkende fornemmelse. Brydningen af lyset er også for dårlig, og gangene er for lange, så stor er kommunen altså heller ikke.

- Det er ambitiøst. Men det er stadig ikke på børnenes vegne, og der er ikke noget, der formidler fantasien. Der er ikke én unge, der har lyst til at være her efter skoletid.

- Når vi andre laver en forestilling, så skal det være sådan, at folk klapper og vil have et ekstranummer. Sådan skal skolen også være.

- Hvis du står her, når skolen slutter ved totiden, så har du det karakteristiske billede, at børnene løber ud, ligesom, de har fanden i hælene. Og ved du hvad?

Det har de også!

Men på skolens kontor har ingen fanden i hælene, der er god stemning, og de kender Clausen fra gamle dage.

- Den her skole vender ansigtet indad til gårdene. Det kender vi fra hospitaler og fængselsbyggeri, de vender også indad, fordi man skammer sig. Der er ikke noget at skamme sig over. En skole skal vende ansigtet udad, og børnene skal kunne fordrive tiden med at kigge ud på gaden, på mågerne, på cyklisterne, når regnelæreren keder dem.

- Her har du et lukket gårdmiljø, som kun har til formål at kaste lys ind. Du kan slet ikke komme derud. Det er for stillestående og for klosteragtigt.

- Og så havde man regnet med, at eleverne blev her efter skoletid og lavede lektier. Men det er der altså ingen, der gør. Jeg har heller ikke lyst til at sætte mig ned og snakke her. Det indbyder det ikke til.

En skole skal være en del af samfundet. I stedet for at læreren står og underviser i historie om Sydamerika, så bør han vide, at Dennis' farfar er sømand og har boet i Sydamerika. Så kommer han over på skolen og hjælper med at fortælle. For han kan fortælle om paradokserne. Læreren kan kun fortælle om tallene.

- Man bruger ikke de værdier, der ligger ude i kvarteret. Og forældrene kommer kun, når der er problemer, og når de bliver indkaldt. Det er bygningerne, der siger: Hold dig væk Clausen - din bonderøv.

- Vi skal ind på et begreb, der hedder miljøudvikling. Derhjemme ville du sige, nu har jeg fået tre børn, så jeg laver en tilbygning til dem og smækker nogle senge op. Det er banalt, så føler de sig velkomne. I en skole som den her skal man se svaghederne i øjnene og måske rive det halve af skolen ned. Og man skal være parat til at poste mange penge i det æstetiske.

- Det, der er karakteristisk ved sådan en gård her, det er fraværet af levende mennesker. Der er ingen, der går derud, fordi den er iscenesat, så man ikke føler sig velkommen. Skolen er fyldt med flugtruter.

Nu har de så lavet de her landskaber, som jo ikke har en skid at gøre med Kastrup eller noget, siger Clausen om nogle billeder på gangene, som børn har malet sammen med en kunstner.

- Det kan da godt være, at det på en eller anden måde skal symbolisere Øresund, men farvemæssigt er det primitivt. Det er de farver, din barnepige har bildt dig ind. Det har sikkert været meget skægt, og forældrene er kommet over og har sagt, at det er flot. Men vi lever i en generation, hvor vi må fortælle børnene, hvad der foregår.

- Når mine børn kom hjem med et askebæger, der lignede en afskåren klumpfod, så sagde jeg, det var pænt. Jeg skulle have sagt, det så ud ad helvede til. Man kunne sige, at de kunne gå videre og lave det flottere.

6.a har vikar. De er ved at høre historien om den trebenede ko på Amager Fælled, Clausen sætter sig ned på bagerste række.

- Tror du, du kan blive professor ved at sidde og tegne kyllinger, siger han til sidemanden.

- Må vi få din autograf, spørger et par fans på gangen

- Nej, I kan få en røvfuld i stedet.

Clausen fortsætter talestrømmen:

- Man skulle begynde at opfatte de praktiske roller pædagogisk. I stedet for at ansætte skolebetjente, som traditionen tro er håndværkere eller maskinmestre, så skulle man ansætte pædagoger og gøre bygningen til en del af skolearbejdet. Og hvis nogle af drengene i de store klasser keder sig, så kan det godt være, at de har ret. At de faktisk trænger til at røre sig lidt. Det kunne de så gøre sammen med den funktion at passe skolen.

- Og lad forældre komme ned med deres både og gamle biler. Asfaltér - så børnene kan løbe på rulleskøjter.

Anmelderturen slutter i kolonihavekvarteret, for der er inspiration at hente, siger Clausen.

- Se, dét er fantasi, når folk selv bestemmer. Så har du gestus, så er der glæde og nydelse. Her er du fri for planlæggere og arkitekter. Her er også det, man i gamle dage kaldte virkelyst, du kan se menneskelige hænder overalt, der har syntes, det er sjovt. Oppe på skolen er der et rengøringshold, som kun tænker på at blive færdig og komme hjem. Der er ikke fingeraftryk nok.

- Det der med undervisning og børn, det er stærkt opreklameret. Det er det menneskelige, der interesserer mig. Undervisning varer hele livet. Erhvervslivet tror, at folkeskolen er til for dem - det er helt forkert. Den er til for os, for familierne, for folk.

Der er ikke én unge, der har lyst til at være her efter skoletid. Når vi andre laver en forestilling, så skal det være sådan, at folk klapper og vil have et ekstranummer. Sådan skal skolen også være

En skole skal vende ansigtet udad, og børnene skal kunne fordrive tiden med at kigge ud på gaden, på mågerne, på cyklisterne, når regnelæreren keder dem

Erhvervslivet tror, at folkeskolen er til for dem; det er helt forkert. Den er til for os, for familierne, for folk