Solceller forsyner skolen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tingbjerg Skole i Brønshøj har de sidste par år udviklet sig til lidt af en pionér inden for vedvarende energi. Forrige år byggede skolens elever en lille vindmølle, og sidste efterår blev der opført et solcelleanlæg.

For Tingbjerg Skole drejer det sig om at give eleverne kendskab til mulighederne for at producere forureningsfri elektricitet. Solcelleanlægget, der producerer strøm nok til en gennemsnitlig københavnsk lejlighed, styres af en computer, og gennem den kan skolens lærere og elever følge driften.

Initiativet kommer fra Tingbjerg Skole og Københavns Belysningsvæsen, mens Energistyrelsen og Københavns Kommunes Byøkologiske Fond har finansieret projektet.

Ingeniør Thomas Jensen fra Københavns Belysningsvæsen siger, at solceller endnu er dyrere end almindelig elektricitetsproduktion. Men i løbet af ti år vil det ændre sig, hvis der ellers kommer gang i en større produktion af solcelleanlæg. Her håber Thomas Jensen, at skolerne eventuelt i samarbejde med Energistyrelsen kan gå forrest.