Når naboklassen har vikar, runger det i mit hoved, og jeg er nødt til at sove en time hver dag, når jeg kommer hjem, fordi jeg har brugt så meget energi og koncentration på at høre. Selvfølgelig er der også gener ved at være på en åbenplan-skole, når man har høreproblemer, men jeg trives utroligt godt her, og jeg tror, at dét, at jeg er gammel i gårde og kender alle, langt opvejer at skulle begynde forfra på en ny skole.

Lone Kvist-Jensen er hørehæmmet og lærer på Højboskolen i Hørning. Det seneste par år har hun brugt høreapparat. Hun fik det første apparat i 1988, men det hjalp slet ikke, så det droppede hun efter få måneder. Problemet med et høreapparat er, at det forstærker alle lyde lige meget, så resultatet meget hurtigt ender i ren støj. Men det nye apparat fungerer meget bedre.

Som lærer er det ekstra belastende at være hørehæmmet, fordi så stor en del af jobbet handler om kommunikation - at tale og lytte. Dertil kommer problemerne med arbejdsuro i klassen, dårlig akustik, baggrundsstøj, råb og hvisken, og de yngste elevers ofte spæde stemmer.

Går glip af meget

- Det har været en voldsom erkendelsesproces, at jeg ikke kan tage lyden ind, selv om jeg ønsker det. Tidligere syntes jeg også, at det var flovt ikke at kunne høre godt, men i dag er jeg kommet mig over pinligheden, siger Lone Kvist-Jensen.

- Erkendelsesprocessen bliver også utrolig lang, fordi man skal gøre op med myten, om at tunghøre er langsomt opfattende eller ligefrem dumme. Det er da rigtigt, at når lydene ikke kommer nemt til én, så reagerer man langsommere. Det er helt i orden at have briller, synes alle. Høreapparat derimod er noget andet.

Det har taget tid for Lone Kvist-Jensen ikke automatisk at smile med, når andre griner. For at vise, at hun forstod pointen, selv om det ikke var tilfældet.

Lone Kvist-Jensen ved ikke, hvornår hendes høreproblemer begyndte. Hun fandt først ud af, hvor galt det stod til i 1988, da hun var hos ørelægen med sin yngste datter, og benyttede så lejligheden til selv at blive testet. Både ørelægen og hun blev meget overrasket over, at det stod så slemt til.

- Jeg går glip af meget. Især børnenes små sidebemærkninger, facetterne i det hele. Jeg går glip af både det gode og det dårlige, der sker på bagerste række i klassen. Jeg har også svært ved at forstå musiktekster, satire, hvor folk forvrænger stemmen, og engelsk. Af samme grund kan jeg ikke undervise i sprog, siger Lone Kvist-Jensen.

Hun kan ikke som andre skelne børnestemmer og alene på stemmen høre, hvem det er. Hun kan til nød høre forskel på drenge- og pigestemmer, men hun skal se den person, der taler, for at vide hvem det er.

- Hvis jeg hører to elever midt i en konflikt, kan jeg først beslutte mig for, hvordan jeg vil gribe ind, når jeg har set , hvem de er.

Ro i klassen

Lone Kvist-Jensens kollega og team-partner har kendt til hendes problem lige så længe, som hun selv har været opmærksom på det, og de har blandt andet aftalt, at børnene i deres klasse altid sidder i hestesko eller i tre rækker. Tidligere sad børnene i grupper, men det var for svært at høre, hvad der blev sagt i grupperne.

- Min kollega og jeg er heldigvis helt enige om, at der skal være ro i klassen, og at eleverne skal lære at tale én ad gangen.

- I min 5. klasse var der en dag en af eleverne, der opdagede, at jeg havde høreapparat. Så talte vi om det. Flere elever fortalte om deres bedstemor eller andre, som de kendte problemet fra, men ellers har jeg ikke taget det op som et emne blandt børn og forældre. Min kollega og jeg er enige om, at jeg underviser forsvarligt, så jeg vil ikke gøre det til et specielt problem.

- Jeg kan da godt frygte, hvad der sker, når jeg skal have en ny klasse, og hvilke reaktioner der kan komme fra forældrene, siger Tove Kvist-Jensen.

Forbudt at kalde

Problemerne betød, at hun for tre år siden holdt op med at undervise i hjemkundskab. Der var for meget støj i det store skolekøkken med skramlende gryder. Faget er blevet erstattet af håndarbejde.

- Jeg gør en del ud af at fortælle eleverne, at jeg har min faste plads til håndarbejde. Eleverne skal komme til mig, og de skal se på mig, når de taler. Det er også forbudt at kalde på mig, de må række fingeren i vejret. Jeg plejer at sige, at jeg til gengæld er god til at se.

- Jeg har aldrig rejst mig op på et møde og meddelt mine kolleger, hvordan det står til, men jeg har fortalt om mine høreproblemer, når det er faldet naturligt, og skolelederen fik besked lige så snart jeg selv blev klar over problemet.

- Man skal have en vis portion selvværd for at bede om, at der bliver taget hensyn til én, siger hun.

Bruger al energi på at høre

Først da Lone Kvist-Jensen selv havde erkendt sit problem, kunne hun forstå, at det var den dårlige hørelse, der var skyld i, at hun var så træt efter en arbejdsdag og havde spændinger i skuldre og nakke.

- Før jeg fik høreapparat, sad jeg foroverbøjet og brugte al min energi på at høre, hvad folk sagde.

- Tidligere fik jeg ikke så meget ud af store møder. Jeg troede, at det var, fordi jeg var så træt, men nu sidder jeg altid ved siden af min kollega, så hun kan gentage, hvis der er noget, jeg ikke hører.

Da Lone Kvist-Jensen fik høreapparat for anden gang i 1993, brugte hun sin vinterferie på at vænne sig til apparaterne og den anderledes lyd, mens hun var alene hjemme. Det krævede tid og ro.

Ingen lange arbejdsdage

I hjemmet er der aldrig en radio, der bare står og kører. Der er installeret teleslynge i stuen, og det er en stor hjælp, hvis hun skal høre radio eller tv. Men musik kan hun ikke nyde, der er for meget, der går tabt.

- Jeg frygter ikke, hvis jeg må holde op før tiden som lærer, for jeg har mange andre interesser. Men jeg er meget glad for at være lærer.

- Jeg tror også, at der på skolen vil være stor vilje til at finde et arbejde, jeg kan klare - også på længere sigt, men desværre er det ikke alle hørehæmmede lærere, der er så heldige som jeg at have en god leder og nogle gode kolleger, og jeg synes, at man som lærer med høreproblemer kunne få nogle timers nedsættelse i arbejdstiden.

Det er især sidst på dagen og sidst på ugen, der er sværest. Derfor betyder det meget, at man har fordelt timerne, så man ikke har lange dage.

- Det er også katastrofalt, at man ikke kan få invaliditetsydelse selv ved total døvhed, mener Lone Kvist-Jensen.-