Arbejdspladsen til vurdering

Publiceret

Alle arbejdspladser skal udarbejde en arbejdspladsvurdering (APV). Det gælder også for alle folkeskoler. En arbejdspladsvurdering er en systematisk gennemgang af hele skolen - samtlige lokaler - hvor man undersøger alle tænkelige arbejdsmiljøforhold, ser på risici og planlægger forebyggelse.

Det er et EF-direktiv fra 1989, der forpligter arbejdsgiveren til at udarbejde arbejdspladsvurderingen. EF-direktivet er implementeret i dansk lovgivning fra januar 1993. (Det er et EF-direktiv, fordi det er vedtaget på baggrund af EF-pakken. Var det vedtaget efter Maastricht-aftalen, ville det være et EU-direktiv).

Sikkerhedsudvalget har det overordnede ansvar for at sætte arbejdspladsvurderingerne i gang og for bagefter at udarbejde handlingsplaner på baggrund af de indsamlede oplysninger. Det er sikkerhedsgruppen - skolelederen og sikkerhedsrepræsentanten - der samler oplysningerne fra de enkelte medarbejdere. Alle deltager således i arbejdspladsvurderingen.

Der er metodefrihed, men arbejdspladsvurderingen skal leve op til de krav, som Arbejdstilsynet har fremlagt i At-anvisningen (Nr. 4.00.1) fra august 1994. I vurderingen skal blandt andet indgå ni bestemte forebyggelsesprincipper.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.