Det er noget rod

»Modernisering af prøver, eksamener og karakterer« er ingen modernisering, siger DLFs formand

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er i høj grad brug for at kikke på prøveformer, mener formand for DLF, Anders Bondo Christensen. Men de pejlemærker, der sendes i regeringens nye udspil »Modernisering af prøver, eksamener og karakterer«, er ingen modernisering, påpeger han. »Tværtimod«.

»Vi har brug for hvis vi skal have afsluttende prøver i folkeskolen at de bliver en integreret del af undervisningen, så vi ikke skal spilde yderligere tid på prøvesituationer«, siger DLF-formanden.

»Desuden er det meget betænkeligt, at man endnu en gang sender signaler, som ikke er i overensstemmelse med den paragraf, man selv har vedtaget«, tilføjer han.

»Altså: Hvis man kun vil have skriftlige prøver, kan man jo netop ikke måle i forhold til det, der er hovedopgaven ifølge folkeskolelovens formålsparagraf, nemlig elevernes personlige alsidige udvikling; dannelsesopgaven«.

»Det forhold beskrev vismændene så præcist i deres rapport for nylig: At regeringen sendte nogle politiske signaler, som ikke var i overensstemmelse med den formålsparagraf, de selv havde stemt for. Det er altså noget rod«.

»Derfor synes jeg ikke umiddelbart, det virker som noget særlig godt udspil«, fastslår Anders Bondo, der i øvrigt ville ønske, at der sad nogle lærere, studerende og elever i den karakterkommission, som regeringen just har nedsat. Den be­står af rektorer, skoledirektører og forskere.

jvolsen@dlf.org