Hjælp Lars og Lone med at rydde miner i Albanien

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Landets 8.-10.-klasser har nu mulighed for at hjælpe Lars Brygmann, Lars H.U.G., Lars Løkke Rasmussen, Lone Dybkjær, Lone Hertz og mange andre kendte danskere med navnene Lars eller Lone.

Lars og Lone er frontfigurer i Folkekirkens Nødhjælps kampagne, der skal gøre Albanien fri for landminer inden udgangen af 2005.

I den forbindelse har organisationen udskrevet en skrivekonkurrence. For at deltage skal eleverne skrive en artikel på maksimalt to normalsider med udgangspunkt i spørgsmålet: Hvorfor skal man som dansker hjælpe den albanske befolkning med at fjerne miner?

Lars og Lone vil bruge vinderteksten som et led i deres arbejde for et minefrit Albanien. Desuden præmierer vi den bedste tekst med en rejse for fire personer til Albanien samt T-shirts med påtrykt mine-logo til hele klassen.

Send teksten til Folkekirkens Nødhjælp senest fredag den 20. februar på adressen: Mine Action, Folkekirkens Nødhjælp, Nørregade 13, 1165 København K.

Læs mere om konkurrencen på hjemmesiden www.mineaction.dk, hvor der desuden findes relevante undervisningsmaterialer og artikler, som kan være med til at give en forståelse af landminernes omfattende indgriben i de berørte menneskers hverdag. Spørgsmål om konkurrencen rettes til Folkekirkens Nødhjælp på telefon 3315 2800.