Haldis Erlingsson

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, ansatte på Rolloskolen i Fakse modtog meddelelsen om Haldis Erlingssons bortgang.

Haldis var vores gode ven og den dygtige kollega afholdt blandt såvel kolleger som elever og forældre.

Hendes måde at lytte til både kolleger og elever på gav os alle en varm oplevelse af, at hun virkelig kunne lide os og gerne ville og kunne forstå os.

Den dybe og engagerede pædagogiske forståelse for den enkelte og begejstringen for at give oplysning og oplevelse gjorde hende til en helt enestående lærer og kollega.

Uden for skolen gav hun med sin smukke leg med farver og lys liv til mange lærreder. Det var en helt speciel oplevelse at se de forskellige motiver blive skabt til glæde for Haldis selv, men også for de mennesker, der nu har varige minder om hende.

Haldis kæmpede en stærk kamp mod sin sygdom. Trods hendes livsvilje og overbevisning om at kunne vinde kampen lykkedes det hende desværre ikke.

Vores tanker følger Sanne i denne svære tid.

Karl-Jørgen Ovesen

Rolloskolen, Fakse