Over sommeren arrangerede kunstmuseet Rooseum i Malmø en udstilling af nyere tendenser i nordisk kunst. Med på udstillingen var to værker, som ikke i udgangspunktet vakte den store opmærksomhed. Nemlig en videofilm, hvor en voksen sutter på en barnearm, og en collage bestående af erotisk ladede citater fra renæssancen, blandt andet af en mand, som holder på en drengs køn. Men i dagene op til lukningen blev de to værker genstand for en hidsig debat i lokalpressen. Værkerne var i byens eje, og byrådsmedlemmer krævede, at de blev taget ned og givet tilbage til deres ophavsmænd. En lokal borger meldte kommunen for at være i besiddelse af børnepornografi. Det lugtede af politisk censur, men inden det kom så langt, tog andre helt bogstaveligt sagen i egen hånd. Værkerne udsattes for hærværk, formentlig af personer med tilknytning til højreorienterede og nynazistiske kredse.

Så vidt er det (endnu) ikke kommet i Danmark, men er det nu rigtigt? Tænk på det ramaskrig, der opstod, da en polsk kunstner for nogle år siden med lånte Lego-klodser opførte en koncentrationslejr som samlesæt og dermed udfordrede den barnlige uskyld. For det er vel det, det dybest set handler om, nemlig et angreb på barndommen som uskyldens paradis, uanset om børn er direkte til stede i værket, eller om de skildres med eller uden tøj på.

Men denne usikkerhed på den barnlige uskyld er faktisk ikke en så ny problematik, som man måske skulle tro.

Omkring Første Verdenskrig begyndte kunstnere at få problemer, hvis de malede direkte efter en nøgen barnemodel. I Danmark ramte kritikken fynbomaleren Jens Birkholm, som ofte havde benyttet sig af tre drenge fra nabogården. Dem malede han i en række forskellige kropsstillinger, siddende, liggende eller stående. De lignede næsten til forveksling de mange fotografier af nøgne drenge, man kunne finde i datidens gymnastikhåndbøger. I udlandet gik det ud over en gruppe tyske kunstnere tilhørende den ekspressionistiske kunstnersammenslutning Die Brücke. De havde taget to piger på 12 og 14 år med på malerferie. Pigerne blev malet nøgne af kunstnerne, som var begejstrede for deres ungdommelige friskhed og uskyldighed, men det lokale politi tænkte anderledes og mødte op og konfiskerede staffeli og malergrej. En retssag kom det aldrig til, men budskabet synes alligevel at have spredt sig. Efter 1920 ses nøgne børn stort set aldrig i malerkunsten. De forvises, på nær enkelte selvbiografiske eller eksotiske undtagelser, til skulpturen (oftest kun som hoveder) eller til det private fotografi.

Det 20. århundrede har således haft det svært med den nøgne barnekrop. Den interesse, som det 19. århundrede havde udvist for barnets natur og udvikling, og som resulterede i impressionismens mange børneskildringer som eksempelvis hos Krøyer kunne ikke undgå også at komme i berøring med barnets seksualitet. Freuds analyser satte ord på det, de fleste allerede viste, nemlig at børn er seksuelle væsener i egen ret. Det var en opfattelse, som senere generationer af undervisere i seksuallære har bygget videre på. Det var imidlertid en synliggørelse med en række indbyggede, ikke intenderede konsekvenser. For i et århundrede, hvor børn ikke kunne gøres barnlige og uskyldige nok, hvilket i sig selv har bidraget til deres øgede tiltrækning, da blev den barnlige seksualitet en stadig vanskeligere ting at omgås, skildre eller bare at tale om. Det har sat sit præg på kunsten og det præger til stadighed vores voksne diskussioner om børn. Når vi eksempelvis diskuterer deres brug af de nye medier eller hvor grænserne går mellem at være barn, ung og voksen.

Udstillingen »Naturens børn« om det nøgne barn i fortrinsvis dansk malerkunst fra slutningen af 1700-tallet og frem til i dag kan indtil 1. februar 2004 ses på adressen www.detvirtuellekunstmuseum.dk klik ind under særudstillinger.

Ning de Coninck-Smith er lektor, dr.phil. på Institut for pædagogisk sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitet