Fem lærere blev sendt hjem

Københavns skoleforvaltning forflytter fem lærere. En konsulentrapport har udpeget dem som mobbere. Skolen er i chok

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Stolene står ikke i rundkreds i lærerværelset på Klostervængets Skole i København, den dag direktøren for skoleforvaltningen kommer.

De er stillet på række, og samtlige skolens 65 lærere sidder stift og kikker op på skoledirektøren, mens han fortæller om, hvad der står i rapporten fra konsulentfirmaet Muusmann.

»Det er konsulenternes vurdering, at en gruppe af de nuværende lærere på skolen vil udgøre en barriere for, at kulturen og organisationen kan udvikles i den ønskede retning, og at de positive kræfter kan komme til udfoldelse. Det drejer sig efter konsulenternes vurdering om i alt ni lærere«, konkluderer rapporten.

Der er ingen debat bagefter. Skolelederen prikker fem af medarbejderne ud. De skal følge med hen på kontoret, hvor de får at vide, at de ikke skal komme på arbejde næste dag.

De får et brev i hånden, hvor der står, at forvaltningen har besluttet at flytte dem til andre skoler.

Begrundelsen for flytningen er enslydende: De fem mobber deres kolleger, og de er ikke villige til at samarbejde, står der i brevet.

Lærerværelset er lammet

Tilbage på lærerværelset sidder kollegerne som lammede. Hvem er de sidste fire? Hvad med dem?

Lærerne føler sig forulempet af konsulentfirmaet, der er hyret til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø på skolen.

At det skulle ende med forflyttelser, havde ingen ventet. Lærerne troede, de var midt i en proces. Konsulenterne lagde således ud med at interviewe ti lærere og to skoleledere. Derefter afholdt de en pædagogisk weekend. De sagde, at lærerne bare skulle tale frit og åbent, de var sikret anonymitet det hele byggede på tillid, sagde konsulenterne.

»Vi er fuldstændig målløse. Folk føler, at en etisk grænse er overskredet. Vi troede, vi kunne snakke åbent om problemerne, og havde set frem til en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø. Det var jo det, der var formålet. Men efter den pædagogiske weekend stoppede det bare, og så kom den her drastiske beslutning pludselig«, siger Arly Christiansen, der er med i en pressegruppe, som lærerne har nedsat. Han har været tre år på skolen.

»Nu tænker nogle af lærerne: Er jeg en af de fire? Bliver jeg også snart forflyttet? Eller bliver jeg den tiende, hvis jeg siger min mening fremover?«, tilføjer Arly Christiansen.

Selv mener Muusmann ikke, at konsulenterne har handlet uetisk, men henviser i øvrigt til opdraggiveren, Københavns Kommune, for yderligere kommentar.

»Hvis der havde været hold i anklagerne, så er forflytningen det eneste rigtige, men det er aldrig blevet konkretiseret, hvordan og hvornår jeg har mobbet«, siger Lars Sørensen, der er en af de fem og desuden formand for fagligt udvalg i Københavns Lærerforening.

Københavns Lærerforening (KLF) skriver i en pressemeddelelse, at forflytningen af de fem lærere er »udtryk for en uanstændig personalepolitik. Uden varsel og uden præcise, individuelle anklager bruger Udannelses- og Ungdomsforvaltningen rå magt i troen på, at dét løser samarbejdsproblemer«.

Skoledirektør Peter Rasmussen fortryder ikke den måde, han har håndteret sagen på.

»Jeg kommer ind, når klokken er ti minutter over 12, og så skal der handles hurtigt. Så skal vi ikke sidde i rundkreds mere«, siger han.

Fredag overrakte københavnske lærere støtteerklæringer fra 3.600 kolleger og kredsformænd fra hele landet til Københavns borgmester for uddannelse, Per Bregengaard.

Jvolsen@dlf.org

Forskellige kulturer

»På den ene yderpol er der en gruppe (gruppe 1) af lærere med en lang erfaring på Klostervængets Skole, der blandt andet som følge af tætte indbyrdes personlige relationer og en mangeårig markant fagpolitisk profil over for skiftende ledelser på skolen har været toneangivende i lærerkollegiet i en del år.

På den anden yderpol er der et antal lærere (gruppe 4), som blandt andet beretter om decideret mobning fra den førnævnte gruppe. Denne gruppe har i forskellige situationer manifesteret sig i en åben opposition til den første gruppe, og de har i forlængelse heraf oplevet mistænkeliggørelse, snak i krogene om deres person, udelukkelse fra det kollegiale fællesskab samt anden form for mob­ning. Denne gruppe støtter en ledelsesmæssig hård kurs over for de traditioner og den kultur, som blandt andet den første gruppe er eksponent for«.

Fra Muusmanns rapport »En velfungerende skole udviklingsprojekt på Klostervængets Skole i København«