Anmeldelse

Matematiske kompetencer i anvendelse

Kom fra intention til handling

Bogen er ikke fyldt med tom snak, men indeholder brugbar viden om, hvordan vi får skabt overensstemmelse mellem intentionen i faghæftet og undervisningens praksis.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Med lov skal land bygges", står der i Jyske Lov fra 1241. Lovene for folkeskolen og de afledte fagmål og læreplaner er en hel del nyere. Det er tankevækkende, så længe det tager, fra et folketingsflertal bliver enige om en ny skolelov, til intentionerne i loven bliver hverdag i undervisningen.

Fakta:

Titel: Matematiske kompetencer i anvendelse

Forfatter: Klaus Fink, Torben Blankholm, Mikael Skånstrøm

Pris: 383,75

Sider: 224

Forlag: Matematik

Matematiske kompetencer blev med KOM-rapporten fra 2002, "Kompetencer og matematiklæring", grundstenen for udvikling af matematikundervisningen i Danmark. Siden har kompetencetænkningen spredt sig til fagmålene for alle de naturvidenskabelige fag i grundskolen. Dermed sagt, at kompetencetænkningen er kommet for at blive. Udfordringen er derfor, hvad der skal til, før de matematiske kompetencer kommer til at afspejle sig i måden at tænke matematikundervisning på for det store flertal af lærerne.

Lad ikke "Matematiske kompetencer i anvendelse" blive endnu en mursten til at samle støv i reolen om matematikfaget i grundskolen. Trods sit massive ydre er bogen i bund og grund en værkstedshåndbog for matematiklærere i hele grundskolen til, hvordan vi kan omsætte intentionen i faghæftet til undervisningens praksis.

"Matematiske kompetencer i anvendelse" er et rigtig godt bud på et overskueligt overblik, der letter processen fra intention til handling. Som forlaget skriver, indeholder "Matematiske kompetencer i anvendelse" masser af konkrete og praksisnære oplæg til undersøgende aktiviteter i matematikundervisningen fra børnehaveklassen til og med 10. klasse.

"Matematiske kompetencer i anvendelse" er tænkt som en opslagsbog for såvel matematiklærere i grundskolen som lærerstuderende med flere. Brug den sådan. Bogens oplæg til aktiviteter er for de fleste enkle og lige til at overføre til den praktiske undervisning. Der er hele bogen igennem oplæg til aktiviteter til både indskoling, mellemtrin og udskoling.

Bogens forfattere har alle rod i folkeskolen og har i generationer været tæt på smeltediglen, hvor læseplaner, undervisningsvejledninger og prøver udtænkes.

Jeg håber inderligt, at bogen kan være med til, at ordene fra Jyske Lov bliver til virkelighed: At intentionen i fagets formål, kompetencemål og læseplan formidles som en undersøgende, kompetenceorienteret undervisning, der giver dybe læringsoplevelser og udvikler vores elever til at blive kritiske hele mennesker.