Vi arbejder under Lov 409 - hvis den skal erstattes, skal det ikke være af ‘Pligt til at samarbejde’! 

Både regering og KL ønsker at slippe af krogen; at få afskaffet den torn i øjet, det er for Danmark at have et fagområde, som magthaverne er nødt til at regulere med lov. Det vil de gerne gøre så billigt som muligt. Endnu bedre gratis. Og allerhelst at lærerne betaler for det. Igen. Endnu engang vil de spise lærerne af med  tillid, høring og gode hensigter. Tilsat pligt til gensidigt samarbejde. 

Men der står faktisk intet i L409 om at man IKKE skal lytte eller samarbejde - så det kan sagtens finde sted i dag. 

Det eneste det ville kræve, var viljen til at lytte til os og samarbejde med os. En arbejdsgiver der skal have ‘armen om på ryggen’ for at indrømme sådanne selvfølgeligheder beder os nu vise dem tillid? 

Og aftalen der foreslås er klar: Arbejdsgiversiden har første-fortolkningsretten, hvilket betyder at uenigheder afgøres af dem. 

Så hvad koster det reelt KL at skrive dialogpligten ind i aftalen? 

Og hvad forhindrer KL’s medlemmer i at lytte til deres medarbejdere, hvis aftalen stemmes ned? L409 forhindrer det ikke!

Vi glemmer ikke, og vi tilgiver ikke. 

Mekanikken i at komme videre fra en konflikt, hvor uret er blevet gjort, er jo at krænkeren indrømmer uretten, og at offeret får sin værdighed tilbage. I disse tilfælde kan man komme videre, hvis offeret er i stand til at tilgive. Men KL og regeringen vil gerne videre uden at påtage sig ansvaret. De vil gerne væk fra deres ugerning, men de vil ikke aflevere de rettigheder de stjal med L409.  I stedet forsøger det at slippe afsted med en aftale uden tal, og håber på vi ikke gennemskuer at L409 blot kommer til os i version 2.0. 

Er det virkelig sådan vi vil komme videre? Skulle man have gennemført reformen med A08, så havde det kostet 3-4 milliarder mere om året. Dem betaler vi gennem fleksibilitet og øget undervisningsbyrde. Stopper det med A20? Nej, det er jo derfor KL ikke vil have tal i aftalen - så udbytningen kan fortsætte!

Det er ikke sure lærere, men mangel på tid og ressourcer, der er problemet!

Af debatten kan man få det indtryk, at det er den ældre garde af lærere, som i deres forbitrelse over lockouten og regeringsindgrebet i 2013 er den direkte årsag til at Folkeskolen er i krise. Den opfattelse understøttes af slogans fra DLFs side som “Ny start” og “Samarbejdssporet”, der indikerer, at problemet er kontrære lærere, der modarbejder og undergraver mulighederne for at Folkeskolen kan udvikle sig. 

Man skal dog ikke have været lærer ret længe, før man på sin egen krop mærker, hvordan det føles, når der ikke er tid til at nå opgaverne, samtidig med at man gerne vil holde fast i sin lærerfaglighed. Sammenligner vi vilkårene fra før 2013 med idag, så underviser vi i gennemsnit ca. 4 lektioner mere om ugen samtidig med at klassestørrelserne er øget og nye opgaver er kommet til. 

Af aftaleteksten fremgår det, at målsætningen er “at skabe størst mulig kvalitet i undervisningen, understøtte et godt arbejdsmiljø og styrke den professionelle kapital.” Det er smukke ord, men ord gør det som bekendt ikke alene!

Aftalen sikrer ikke forberedelsestid!

Aftaletekstens § 8 har overskriften Forberedelse, men der er flere uklarheder i teksten og dermed rig mulighed for forskellige fortolkninger:

I teksten benyttes ordene forberedelse og individuel forberedelse i flæng, hvilket giver ledelsen mulighed for at fastholde, at tiden afsat til teammøder og afdelingsmøder skal tælle på kontoen for forberedelsestid.

”Lærerens forberedelsestid afvikles som sammenhængende og effektiv tid”, hvad betyder det? Er sammenhængende tid en halv time eller to? Hvad betyder effektiv til? At du sætter et skilt på dig selv, at du ikke vil forstyrres den næste time inde i et forberedelseslokale, hvor andre kollegaer kommer og går?

§8, stk 2:  ”Hvis læreren oplever, at den individuelle forberedelsestid reduceres, har læreren mulighed for at bede ledelsen om at placere forberedelsestiden….og kan kun i særlige tilfælde som følge af uforudset, akut opstået behov anvendes til andre formål”

Nu ved vi jo alle sammen godt, at en arbejdsdag på en skole indebærer mange uforudsete og akut opståede behov, så det i sig selv, er jo et argument ledelsen stort set til enhver tid vil kunne benytte sig af. 

Men hvis ledelsen virkelig skal omplacere forberedelsestiden, vil man med stor sandsynlighed være nødt til at ændre på andre aftaler og planer, man allerede har lavet ifht f.eks. kontaktlærertid eller tolærertid. Eller man bliver den ”indirekte” årsag til andre lærere får ekstra opgaver.

Endelig vil en del lærere måske bøje nakken for ikke at komme i ”bad standing” hos ledelsen hvis ens vilkår afgøres af lokale skøn og fortolkninger. Det er en klar knægtelse af ytringsfriheden.

Der er intet bindende i opgaveoversigterne i aftalen mht at definere hvad forberedelse er og hvor meget tid, der skal afsættes til forberedelse. §7 stk 2: ”På opgaveoversigten anføres …..estimeret tid til individuel forberedelse… den estimerede tid er vejledende…. det er ikke hensigten, at opgaveoversigten skal føre til utilsigtet timetælleri.” Det er KL’sk for at “det gælder til vi får brug for at det ikke gør”.

Forhandlingsresultatet bør ikke kaldes en arbejdstidsaftale!

Når vi som lærere skal vurdere værdien af denne aftale, er det ikke tilstrækkeligt at se på hvad den indeholder i forhold til LOV 409. Det er vigtigt at se på hvad en arbejdstidsaftale historisk set er og bør være.

En arbejdstidsaftale indebærer en begrænsning af ledelsesretten. Den udgør et værn mod uhæmmet brug af vores arbejdskraft. Den skal være med til at sikre, at vi kan holde til et helt arbejdsliv uden at blive syge eller nedslidte af at gå på arbejde. 

Med lockouten og regeringsindgrebet i 2013 fratog regering og KL lærernes aftalte rettigheder og gav med LOV 409 på det nærmeste lederne ubegrænset ledelsesret. 

Men den altafgørende forskel på LOV409, OK15 og denne aftale er, at lærerne ved et ja til denne aftale aktivt fraskriver sig retten til en arbejdstidsaftale med centralt fastsatte og landsdækkende regler og normer (sådan en god klassisk en med begrænsning af den fulde ledelsesret og sikring af rettigheder til arbejdstagerne) og accepterer en ”ny måde at tænke arbejdstidsaftale på”, som det så fint formuleres, hvor vi kun er sikret retten til at blive hørt.

 I offentligheden vil det igen blive lærerne, der får piskene for ikke at lykkes med den umulige opgave at få enderne i folkeskolen til at nå sammen, nu når L409 ikke længere står i vejen. De kortere skoledage, hvis de bliver en realitet, er naturligvis godt for børnene, men for lærerne vil det ikke gøre arbejdsmængden mindre, med mindre ressourcerne bindes til færre undervisningslektioner og en fast forberedelsesfaktor. Men det har man jo lige præcis fraskrevet sig muligheden for i det forhandlingsresultat, der foreligger.

Omvendt vil et loft på undervisningstiden på 23 lektioner om ugen, ½ times forberedelse pr. undervisningslektion og tid på alle opgaver øjeblikkeligt føre til kortere skoledage fordi kommunerne ikke har råd til at ansætte flere lærere. Og for en god ordens skyld ikke undvære aldersreduktionen i fuldt gennemslag, med fuld løn, for det var dét de stjal med L409 i 2013.

TR´s fremtidige rolle 

TR skal med den nye aftale bruge kræfter på at indgå i yderligere formaliseret forpligtende samarbejde med skoleledelsen og forvaltning. På store skoler, kan man forestille sig at det næsten bliver et fuldtidsjob i sig selv for TR at følge med i og blive hørt om og delagtiggjort i prioriteringer.

TR kan forvente at få den ufede tjans at blive kastebold mellem utilfredse lærere og en økonomisk trængt ledelse. 

Der er også det aspekt at hvis TR får en form for ledelsesrolle, står medlemmerne pludselig i den situation, at den person der kender til ens hemmeligheder, nu også er den der skal forvalte de menneskelige ressourcer på skolen.

Det er ikke usandsynlig at der blandt personalet vil være ellers egnede TR-kandidater, som vil fravælge at opstille pga den nye rolle og at ingen ønsker at overtage rollen. 

TR vil med den nye rolle også trække ressourcer ud af driften og de opgaver skal nu dækkes af det eksisterende lærerkollegie. Således kan den øgede dialog, som ikke forpligter kommunerne til andet end at lytte, kan føre til at der bliver ekstra undervisning til de lærere, som ‘bare’ underviser.

Mange spekulerer i at lærerne af denne vej kan få magt og indflydelse på beslutningerne og at lærerne af den vej kan få bedre vilkår. Det er dog vigtigt at bemærke sig at KL og regering der har gjort hvad der stod i deres magt for at sikre lærerne dårligere og dårligere vilkår er glade for aftalen og lederforeningen bekræfter at aftalen ikke flytter en tøddel på ledelsesretten.

Der er gode perspektiver i et NEJ-flertal!

Måske kan der med tiden etableres et politisk flertal for at gennemføre kortere skoledage. Hvis vi stemmer ja til denne aftalen, har vi fuldstændigt afskrevet os muligheden for at kræve, at besparelserne ved at forkorte skoledagen omsættes i bedre arbejdsvilkår/mere forberedelsestid til lærerne. I stedet vil besparelsen sikkert mange steder blot indgå i det kommunale sparekatalog og så er vi lige vidt!

Stemmer et flertal nej, får vi klart og tydeligt vist befolkning, KL og Christiansborg, at vi ikke kan nøjes med en forhandlet hensigtserklæring. Men at vi VIL have en egentlig arbejdstidsaftale med centralt fastsatte normer, så vi SIKRES ordentlige rammer om og fuldt fokus på kerneopgaven - god undervisning, elevtrivsel og tid til forberedelse med alt, hvad det rummer af teamtid og individuel tid.

Vi fortæller også ledelsen af vores fagforening DLF, at et flertal af os er uenige i "samarbejdssporet" og ønsker en anden mere kontant linje over for KL og Christiansborg. 

Og nej, en socialdemokratisk regering kan ikke politisk holde til at lockoute lærerne en gang mere!

Stemmer vi forhandlingsresultatet ned, får vi mulighed for at indsamle medlemmernes krav til en ny arbejdstidsaftale fra skoler og lærerkredse og lægge en ny kurs for DLF på den kommende kongres i september, som forberedelse til OK 21.

Vi får vist alle de demoraliserede medlemmer i DLF og dem, som desværre allerede har meldt sig ud, at vi vil have en fagforening, der gør det, som i arbejderbevægelsens historie har virket. Nemlig at bruge fællesskabet og den kollektive styrke til at forhandle rettigheder, normer og værn hjem, der sikrer alle de samme rettigheder.

Og vi får vist den øvrige fagbevægelse, at vi er klar over, at vi selv må gå forrest for at få ordnede forhold. At vi ikke kan forvente, at andre forbund tager kampen for os. Tør vi det, skal vi nok få sympati og opbakning fra de andre offentlige faggrupper - og få deres respekt! - såmænd også fra vores elever og deres forældre! 

Hvem er initiativtagerne bag FB-siden: ”OK 21 - Lærere stem nej til uklare aftaler”?

Vi er en håndfuld menige lærere, der ikke kendte hinanden i forvejen, men begyndte at skrive sammen efter udmeldingen fra DLFs kongres i februar 2020, hvor det stod klart, at der var vedtaget et forhandlingsmandat, der betød, at vores forhandlere ikke ville stille ressource- bindende krav til en ny arbejdstidsaftale. Vi har hidtil ikke ønsket at lægge vores navne ud af hensyn til risikoen for repressalier fra vores arbejdsplads (i disse tider hvor man helst skal have “Ja-hatten” på). Samtidig har vi haft den klare holdning, at det var indholdet af vores kritik, der var interessant og ikke hvem vi er. 

Vi er overvældede af den opmærksomhed vores kampagne fik, for vi troede, og følte os ret alene med projektet i starten. I skrivende stund er der 900 der synes godt om vores side, og siden følges af lidt over 1000 facebookbrugere. Der kommer nye til hver dag, og en del af de sociale mediers struktur er, at det er svært at løbe i gang, og at netværk breder sig. Af samme årsag finder vi også den forhastede afstemningsperiode utilstrækkelig, idet vi fornemmer at tilslutningen ville fortsætte, hvis der var længere tid til at diskutere aftalen. Det er en ærgerlig oplevelse af medlemsdemokrati i DLF, at det virker som om hastværket er motiveret af ønsket om et bestemt resultat, som nemmere sniges igennem, hvis det går hurtigt. Kan man argumentere for det modsatte? Ville en længere diskussionsperiode overbevise flere til at stemme JA? Det ville en ordentlig aftale jo gøre…

Ved vejs ende?

Dette er et slutdokument. Vi søsatte Stem-NEJ-kampagnen for at starte debatten før aftalen blev en realitet. Aftalen blev præcis så ringe som frygtet, men processen blev mere kluntet og udemokratisk end vi havde fantasi til at forestille os. Det bekræfter os bare i, at der er urent trav, og at det var nødvendigt at kaste sig ind i kampen. Nu ER vi i afstemningsperioden, og snart er der en afklaring. Vi vil fortsætte til målstregen med indlæg, kommentarer og opslag, men vi må afvente resultatet, førend vi kan afgøre hvor det her tager os hen bagefter. Vi håber at mange af jer vil med ombord på rejsen… Lad os SAMMEN stemme NEJ til uklare aftaler.

Inden KL eller andre arbejdsgivere ånder lettet op kan vi godt afsløre, at vi, uanset udfaldet af afstemningen, fremover også vil være at finde på barrikaderne sammen med vores kolleger i kampen for gode vilkår for lærerne i folkeskolen!

Kort sagt kæmper vi videre, også i front hvor det er nødvendigt,  men vi kender endnu ikke formen for det videre arbejde!

Konni Nørlem, lærer, Norddjurs Kommune

Karna Larsen, lærer, Solrød Strand

Mikael Much-Brandt, lærer, Silkeborg

Karsten Bräuner, lærer, Ålborg

Thomas Andersson, lærer, Horsens

https://www.facebook.com/OK21-L%C3%A6rere-stem-NEJ-til-uklare-aftaler-103252221261173