Egentlig faldt jeg bare for "Isbjørn" på grund af den flotte forside, og fordi jeg kender et par unge brødre, som jeg gerne ville sende en gave. De tager deres tørn med Siriuspatruljen i Nordøstgrønland, og ved deres afrejse gav jeg dem en hjemmelavet ”isbjørneskræmsel”, som de tog med sig. Så hvad var mere nærliggende end en bog med sådan en flot isbjørn på forsiden.

Men så faldt jeg også for bogens indhold. Jeg har ikke tidligere læst denne type bøger, hvor der kommer det ene afsnit efter det andet, uden at der er sammenhæng afsnittene imellem. Det gør, at jeg kommer til at tænke på den danskundervisning, jeg selv engang havde i folkeskolen, hvor min lærer gerne satte fokus på en lang række dannelsestemaer. Han ville elske "Isbjørn", som vrimler med små indslag, der sætter gang i læserens tanker.

Men for mig i min situation nu betyder bogens opbygning med afsnit, der kan læses hver for sig, at jeg sagtens kan lægge bogen på hylden for en periode. Nemlig for en periode, hvor verden banker så meget på, at jeg i forbindelse med ”almindelig” boglæsning kan blive nødt til at lægge den bog på hylden, som jeg allerede er langt inde i. Det kan være lidt af en indre kamp at indse nødvendigheden af at lægge sådan en bog på hylden for en stund. For dels rykker bogen i sig selv i mig, dels siger min erfaring mig, at historien og de følelser, der kommer i spil, risikerer at forsvinde, så det kan føles tomt og intetsigende at vende tilbage.

Sådan er det ikke med Jørgen Nanckes bog. Her kan jeg snuppe et afsnit i ny og næ og føle mig beriget af de tanker, der sættes i gang, og mister ikke noget ved at lade bogen ligge for en periode.

Bare et enkelt eksempel: ”En hyldest til regnen”, som er på knap to sider. Først er der lidt omkring det at holde fødselsdag, sol og regn, som elegant fører over i tanker omkring det at gøre status i sit liv. Hmmm – gøre status? Gør jeg det? Burde jeg gøre det noget mere? Ja, sådan sætter Jørgen Nanckes tekster gang i mine tanker.

Så serverer forfatteren flere billeder af at sanse regnen. De billeder, han tegner af sine egne barndomsoplevelser med regn, grin og tante Dagnys franskbrød i en varm og altid åben stue, går lige i hjertet og sætter gang i mine egne barndomsoplevelser af samme skuffe.

Oven i sådanne beskrivelser af barndomsoplevelser kommer lommefilosoffen på banen med tanker om forskellen på barndommens oplevelse af regn og den oplevelse, vi typisk har i dag som voksne, når det regner. Det bliver alt sammen til en blanding af forfatterens og mine egne spørgsmål: Har regnen ændret sig? Er jeg blevet ufølsom over for de sansninger, der fulgte med barndommens regn? Var det bare enkelte episoder med sommerregn, jeg husker så tydeligt? Hvorfor ringede vi efter hjælp, da en veninde og jeg på cykeltur blev fanget i regnen en sommerdag for et par år siden?

Og sådan kan spørgsmålene vende tilbage et par gange i løbet af dagen, efter at jeg har læst et afsnit i "Isbjørn". Derfor kalder jeg bogen for min lille andagtsbog, ikke som noget religiøst, men mere inspireret af det tysk, hvor ”Andacht” kommer af ”Andenken”, som betyder noget i retning af ”at tænke på”.