Undervisningsmaterialer på nettet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dr. Best var den 28. august 1943 returneret fra Berlin, hvor han havde stået til skideballe hos der Führer. Baggrunden i almindelighed var den, at den tyske hær på alle fronter var så klemt, at det stod klart for enhver, er der var tale om et afgørende vendepunkt i krigen, i særdeleshed var dr. Best kaldt til Hitler på grund af den stadig mere effektive sabotage i Danmark.

Sabotagen voksede, og modstandsbevægelsen fik kontakt til England. Udviklingen var katastrofal set fra samarbejdsregeringens og besættelsesmagtens synsvinkel: 16 sabotagehandlinger i januar, det dobbelte i februar og det firedobbelte i marts. Derefter en stabilisering på 50-80 aktioner over forsommeren, hvorefter det tog til med 93 aktioner i juli og 220 i august og det med bedre britisk materiel og dermed større sprængkraft.

I juli var der opstået en række arbejdskonflikter i Odense og en række provinsbyer, der udviklede sig til ukontrollerede strejker, og da alle forsøg på at stabilisere situationen havde vist sig forgæves, stillede dr. Best efter hjemkomsten den 28. august fra ovennævnte besøg i Berlin den danske regering over for et ultimatum: Mødeforbud for mere end fem personer, strejkeforbud, forsamlingsforbud, udgangsforbud, pressecensur med tysk kontrol, oprettelse af særdomstole og indførelse af dødsstraf for sabotage.

Det officielle danske svar dikteret af Vilhelm Buhl blev afsluttet således: »en Iværksættelse af de fra tysk Side krævede Foranstaltninger vilde tilintetgøre Regeringens Muligheder for at holde Befolkningen i Ro, hvorfor Regeringen må afvise at medvirke til disse Foranstaltningers gennemførelse«.

Samarbejdsregeringen gik af og blev afløst af departementschefstyret.

Den 29. august om morgenen angreb værnemagten de danske militærforlægninger og flådestationerne rundt om i landet. Det kom til ildkamp visse steder, og danske soldater mistede livet.

Det blev afslutningen på samarbejdspolitikken, og det er der grund til at prise sig lykkelig for her 60 år efter, idet Danmark fra at være regnet for en af Tysklands allierede efterhånden blev anset for at kæmpe sammen med Sovjet, England og USA mod Det tyske Rige.

På den baggrund er der grund til at markere 60-års-dagen for disse betydningsfulde hændelser, og det vil da også ske. Der er nedsat en komité be­stående af en række enkeltpersoner, repræsentanter fra Hjemmeværnet, Forsvarsministeriet, Justitsministeriet, og under ledelse af Frihedskampens Veteraner har de forberedt markeringen af dagen.

For eleverne i 9. og 10. klasse er der fremstillet undervisningsmaterialer. Disse materialer er tilgængelige på www.29august1943.dk

Anders Fogh Rasmussen byder gæsterne velkommen, fortæller lidt om den nationale og globale situation dengang i 1943, hvilken betydning hændelserne fik for Danmarks fremtidige politiske tilhørsforhold, og behændigt drager han sammenligninger mellem datidens og nutidens politiske beslutninger. Det er et oplæg, som er velegnet til diskussion, og som kan tjene til at udføre kildekritiske aktiviteter. Det er også en fin anledning til en mere generel snak med eleverne om informationer, og hvordan man forholder sig kritisk til sådanne.

Siden indeholder autentiske klip fra besættelsen, fire øjenvidneskildringer tidligere statsminister Anker Jørgensen er en af dem. Så er der ti spørgsmål vedrørende 29. august 1943, på hvilke man kan svare ja eller nej. Det bliver måske et karakteristikum for fremtidens e-learning og en opfyldelse af kravet om flere elevprøver.

Fra websiden kan man downloade en skolepakke, som består af en skoleavis med en indledende artikel af den nuværende statsminister og en af historikeren Bo Lidegaard samt forsider og overskrifter fra udenlandske aviser, et lærerhæfte, en plakat og en række filmklip.

Hvis eleverne vil i dialog med eksperter, kan de maile til folkogforsvar@fr.fr.dk

En interessant linksamling til afdelingerne i en af Danmarks største arbejdspladser, forsvaret. Og forsvaret har folk, der forstår at designe hjemmesider. Gå selv ind og se efter på:

www.fko.dk Forsvarskommandoen

www.hok.dk Hærens Operative Kommando

www.sok.dk Søværnets Operative Kommando

www.flv.dk Flyvertaktisk Kommando

www.ftv.dk Forsvarets TV og Mediecenter, hvorfra der hver dag udsendes nyheder fra forsvarets egen nyhedstjeneste.