0   156

Skolen presser tosprogedes selvværd

Tosprogede elever får at vide, at de ikke er gode nok. Reformpædagogikken har fået trange kår i skolen

Tosprogede elever kommer fra en kultur, der er underudviklet eller i hvert tilfælde ikke er passende i det danske samfund. De mangler noget for at komme op på et dansk stade. Dette »noget« skal skolerne give dem.

Sådan er holdningen groft og generelt sagt på skolerne, på rådhusene, på Christiansborg og i det danske samfund, påpeger Thomas Gitz-Johansen.

Artiklen fortsætter under banneret

»Resultatet kan blive, at tosprogede børn får en følelse af, at de er mindre værd (...) uden at de nødvendigvis bliver bedre til at skrive og læse og regne«, siger Thomas Gitz-Johansen, der er uddannelsesforsker på Roskilde Universitetscenter. Han har været på feltstudier i folkeskolen og skriver nu på en ph.d.-afhandling om undervisning af tosprogede elever.

Den pædagogiske tradition, der tager udgangspunkt i børns kulturelle mangler, kaldes kompensationspædagogik.

Kompensationspædagogikken blev udviklet i USA i 1950erne og 60erne, men er efterhånden blevet opgivet som undervisningsmetode i hjemlandet på grund af manglende effekt.

Men ikke i Danmark, hvor kompensationspædagogikken er i fremmarch, selvom den har det modsatte udgangspunkt end den reformpædagogik, der har præget lovgivningen og skolerne i årtier.

Reformpædagogik tager udgangspunkt i det, barnet kan. Kompensationspædagogik tager derimod udgangspunkt i det, barnet mangler.

Thomas Gitz-Johansen stiller nu spørgsmålet: Er reformpædagogikken på vej ud af skolen, uden at nogen løfter et øjenbryn?

Pædagogikken, der gik

Regeringen går klart ind for kompensationspædagogik på det tosprogede område: Statstilskuddet til modersmålsundervisning er blevet fjernet, sprogstimulering, fra børnene er tre år, er blevet indført, og undervisning i dansk som andet­sprog i skolen skal opgraderes, konstaterer Thomas Gitz-Johansen.

»Med fjernelsen af statstilskuddet til modersmålsundervisning signalerer regeringen, at den ikke ønsker at støtte og bygge videre på indvandrernes kultur; den står efter regeringens mening bare i vejen for børnenes indføring i dansk kultur«, siger han.

Han efterlyser en faglig debat om den glidning fra reformpædagogik til kompensationspædagogik, som han ser tydelige tegn på.

»Undervisningsministeren kan selvfølgelig stå inde for det her program, men jeg har ikke set så mange overvejelser fra pædagogisk hold vedrørende den glidning væk fra en dansk reformpædagogisk tradition, der rækker helt tilbage til 1930erne, og som har som mål at tage udgangspunkt i det enkelte barns erfaringer og baggrund«.

»I den kompensatoriske tænkning gør man netop det modsatte. Man tager udgangspunkt i nogle fælles standarder og måler så, om barnet lever op til de fælles standarder. Det er altså barnets mangler, man tager udgangspunkt i«.

Den kompensatoriske pædagogik blev praktiseret på nordamerikanske skoler under det såkaldte Project Headstart, der blev søsat i 1960erne. Det var det største uddannelsesprojekt i USA nogen sinde.

Programmet var en del af indsatsområdet »The war on poverty«, og målet var at give fattige børn bedre muligheder for at klare sig i uddannelsessystemet. Projektet blev imidlertid nedlagt i begyndelsen af 1970erne. Evalueringerne var ikke gode. Nu er det forskningen fra W. P. Thomas og V. P. Collier, der er på dagsordenen i USA.

De to forskere har på grundlag af et omfattende empirisk materiale fundet ud af, at det er mere effektivt at undervise tosprogede elever i skolefagene på deres modersmål i de første år. Samtidig skal de undervises i deres modersmål og i andetsproget.

»Det, der er galt med den kompensatoriske pædagogik, er, at den stykker læringen op i enkelte dele, og så sætter man instrumentelt ind på et eller flere specifikke punkter for eksempel dansk uden at have elevernes hverdagsliv eller samlede identitet med i læreprocessen«, siger Thomas Gitz-Johansen.

Hvad regeringen vil

Men det er dét, regeringen vil.

»Regeringen siger, nå, vi har nogle målinger, der siger, at minoriteterne præsterer for lidt; 18 procent af eleverne lærer ikke at læse godt nok i skolen. Vi har nogle internationale standarder, som vi vil leve op til, derfor må vi styrke fagligheden ved at sætte ind og se, hvad der virker, hvad der ikke virker. Hele skolen er berørt af denne input-output-tænkning. Hvad er det for håndtag, vi skal ind og skrue på, siger regeringen? Nå, så må vi skrue lidt op for det danske sprog; vi skal have lært dem noget mere dansk fra en tidligere alder«.

Er der noget galt i, at de lærer at tale dansk?

»Nej, det er der selvfølgelig ikke. Men det er et problem i sig selv, at den pædagogiske tænkning tager det her skred. Det er en ny situation, folkeskolen står i, som vi må diskutere. Er det et skred, vi har lyst til at følge? At pædagogikken reduceres til et spørgsmål om nogle centrale mål og nogle teknokratiske løsninger«.

»Men selvfølgelig skal alle da tale dansk i det danske samfund. Det er der ikke nogen, der er uenige i. Men ministeren siger, at hun har fundet ud af, at modersmålet ikke gavner integrationen. Gad vide, hvor regeringen ved det fra. Stort set al den for­skning, der er kommet ud fra Danmarks Lærerhøjskole og Danmarks Pædagogiske Universitet, peger på, at den mest effektive måde at lære andetsproget altså dansk på, det er først at få en solid forankring i modersmålet. Og den nye forskning fra Thomas og Collier viser det samme«.

Derfor ville det optimale være, at tosprogede elever blev undervist på deres modersmål og i deres modersmål, mener Thomas Gitz-Johansen. »Det er så et spørgsmål, om folkeskolen har resurser til den slags«.

»Men vi må i hvert fald som minimum finde på en måde, hvor vi pædagogisk kan tænke og agere, så tosprogedes sprog og baggrund får en legitim rolle i skolen. Mange lærere eksperimenterer med det for sig selv rundt omkring på skolerne, men uden at der nødvendigvis er en systematisk faglig diskussion om, hvordan man kan gøre det og hvorfor«.

I USA og England har man på nogle skoler mere systematisk arbejdet på at trække minoritetselevernes baggrund ind i undervisningen, fortæller Thomas Gitz-Johansen. Frem for at gøre deres kulturelle baggrund til et problem.

»De erfaringer kunne vi måske lære af. Ifølge dansk pædagogisk tradition er det jo god læring at tage udgangspunkt i elevens baggrund«.

Regeringen vil nok sige: nej, tvært­imod, den lave score i Pisa-testen er beviset på, at reformpædagogikken har været en katastrofe for landet.

»En del af skolens svar på det kæmpe store angreb, som blev startet af den første store internationale læseundersøgelse i 1994, må være, at det da er noget af en indskrænkning af folkeskolens rolle at mene, at det, man skal lære i folkeskolen, bare er at læse og regne. Det er at fjerne dannelsesbegrebet fra skolen«.

Ny bog

Uddannelsesforsker ved Roskilde Universitetscenter Thomas Gitz-Johansen har skrevet et bidrag til en ny antologi, der udkommer i slutningen af september, »Interkulturel pædagogik flere sprog: problem eller ressource?«

»Vi har i alt for mange år været optaget af, at nu måtte vi endelig ikke fornærme indvandreres egen kultur. Vi har været overtolerante, grænsende til det tossegode. Nu bliver skeen taget i en anden hånd«.Statsminister Anders Fogh Rasmussen ved Venstres sommertræf 9. august.»Vi er i gang med at indføre en helt ny tankegang i uddannelsessystemet. Det er slut med den flippede rundkredspædagogik«.Statsminister Anders Fogh Rasmussen ved Venstres sommertræf 9. august.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet