Fra Experimentarium til Paris

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nu har landets 5.-7.-klasser chancen for at vinde en klasserejse til Byernes By. Vejen til Paris går over Experimentarium i København, som i samarbejde med den anerkendte danske musikgruppe Safri Duo står bag konkurrencen »Gi lyd«.

Konkurrencen går ud på, at eleverne senest i februar 2004 skal aflevere et såkaldt hands-on-eksperiment med lyd, der opfordrer til at bruge både hænder og sanser. De bedste forslag vil blive udstillet på Experimentarium.

Hands-on er en speciel formidlingsform, som er baseret på publikums aktive deltagelse, egne forsøg og opdagelser. I forbindelse med »Gi lyd« tilbyder Experimentarium gratis inspirationskursus til lærerne seks forskellige steder i Danmark. Datoerne for disse samt flere oplysninger om tilmelding, begrebet hands-on, inspirationsmateriale og selve konkurrencen findes på www.experimentarium.dk