Skoleåret er slut, det er sommer, og skolefolket holder pause. Det samme gør jeg holder pause fra foredrag på lærerværelser. Ligesom sidste år og forrige år kan jeg kigge tilbage på et skoleår med en forstemmende følelse af, at der er noget galt med tonen, stemningen og kulturen på vores lærerværelser. Nogle lærere har simpelthen ondt i børnesynet.

Bortset fra enkelte positive ildsjæle som regel dem, der bestiller foredrag så støder jeg hele tiden på hovedrystende voksne, der mener, at børn i dag er »superegoister«. »Når jeg åbner døren til klasseværelset, sidder der 26 egoister og glor på mig«, sagde en lærer. »Det er MIG, MIG, MIG og MIG«, sagde en anden. Jeg forbavses gang på gang over, at udtalelserne ikke møder kritik eller modstand. Tværtimod. Disse holdninger, som jeg også har stødt på til møder med repræsentanter fra Danmarks Lærerforening, er blevet legale meninger ja nærmest klicheer, der samler frustrationer over uro, mobning og manglende disciplin.

Hvad menes der egentlig med ordene om de egoistiske børn? Er det individualiseringen af samfundet, der tænkes på? Jamen individualisering og egoisme er ikke ens størrelser. Individualisering er at dyrke sit eget særpræg og gå egne veje. Det er korrekt, at der er sket en individualisering af samfundet men det er ikke sket »overnight« med dagens børnegeneration. Individualiseringen er en historisk proces og har været undervejs i mindst tre generationer. Folk føler sig ikke længere særligt knyttet til én social klasse, til et fælles geografisk miljø eller til en fælles politisk ideologi eller tro. På den ene side betyder det, at man kun er ansvarlig for sig selv, på den anden side ligger ensomheden lige for. At beskrive den proces som »superegoistisk« er en meget svag analyse, hvis man da overhovedet kan tale om analyse.

Jeg gik selv i skole i 70erne og erindrer ikke en større social bevidsthed. Vi mobbede hinanden og var grusomme mod den svage lærer. Men det er rigtigt, at vi var ikke så urolige. Men disciplinen skyldtes ikke hensyntagen og høj social moral. Vi var bare bange for den stærke lærer, bange for skældud og bange for sanktionerne.

Hvis børn i dag er mere frække og pågående, fordi de ikke er bange for de voksne, vil jeg mene, at der er tale om et positivt fremskridt.

Men det er måske slet ikke den samfundsmæssige individualisering, der menes men egoisme, som betyder egenkærlighed. Er det nu rigtigt, at alle børn sidder og kigger kærligt indad og har nok i sig selv? Jeg mener, der er tale om en forenklet og mavesur generalisering. Virkeligheden er, at især lærere oplever en række modsætninger på nærmeste hold. Det er modsætninger som:

Mange hjem har i dag nyt syn på opdragelsesværdier. Forældre lytter til børnenes meninger og holdninger. Børnene opmuntres til at være kritiske, stille spørgsmål og tro på sig selv. I skolen møder børnene en anden kultur. Der er ikke plads til at få 28 kreative børn på banen med holdninger, kritik og spørgsmål. Tværtimod skal børnene lære at være mere tilbageholdende og stille. Skolens rammer har efter min mening ikke fulgt med udviklingen. Klasseværelset er stadig opbygget som industrialiseringens første massearbejdspladser med værkføreren for enden af lokalet (bag katederet) og akkordarbejderne i rad og række med ryggen til hinanden. Arbejdspladser i dag ser anderledes ud. Der er teamwork og uddeling af ansvar.

Børn skal udstyres med en høj grad af selvtillid for at blive accepteret af de andre børn. Det giver et individuelt pres, og det skaber også uro. Uroen i klasserne kan derfor også opfattes som børnenes kamp for accept af gruppen og ikke nødvendigvis et udtryk for »Jeg er bare god«.

Når lærermiljøet har et negativt børnesyn, vælger man i virkeligheden et konservativt udgangspunkt i stedet for et progressivt. Man fravælger også rollen som avantgarde i udviklingen af fremtidens skole. Og hvad værre er, det negative børnesyn betyder i praksis, at det urolige, råbende barn eller det stille, selvudslettende barn ikke får den nødvendige solidaritet og opmuntring, for: »De tænker jo kun på sig selv«.

Helle Rabøl Hansen er jurist i Børns Vilkår