Dengang

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

For 50 år siden

Skolehaver gennem 50 år

I 1903 stiftedes foreningen »Skolehaven« ved et møde i København med det formål at vække interesse for skolehavesagen i by og på land. Samme år anlagdes den første skolehave i Melby ved Kalundborg, og året efter fik København sin første skolehave ved Kløvermarksvej på Amager.

Fra denne spæde begyndelse er bevægelsen vokset støt gennem de forløbne 50 år, således at København i dag har 31 skolehaver med et samlet areal på 19 ha, og skolehavernes antal på landet og i provinsbyerne stiger jævnt fra år til år og er nu oppe på cirka 200.

Foreningens formål er at arbejde for skolehavesagen i by og på land. Den tilbyder vejledning ved anlæggelse af nye skolehaver og besvarer alle forespørgsler angående skolehavesagen. Foreningens film- og lysbilledserie om skolehavearbejdet udlånes gratis til propaganda for og oplysning om arbejdet i skolehaverne.

Foreningen yder, så vidt de bevilgede midler rækker, tilskud til anlæggelse af nye skolehaver og til støtte for bestående. Små skolehaver, for hvilke en portion havefrø til cirka 25 kroner har økonomisk betydning, kan årligt få en sådan portion gratis fra foreningen.

Folkeskolen nummer 23

Juni 1953

For 25 år siden

Bedre vilkår for småbørn

Børnekommissionen har efter et samarbejde med Ligestillingsrådet afleveret en betænkning og en udtalelse til socialministeren med forslag til forbedring af barselsorlov. Kommissionens formand, Lone Dybkjær, redegør for forslagene om forbedringer og nytænkning. For det første foreslås, at alle erhvervsarbejdende og uddannelsessøgende kvinder sikres 13 ugers restitutionsorlov efter fødslen, og derefter at tiden før fødslen ikke kobles sammen med tiden efter fødslen.

Som en konsekvens af at det bliver stadig mere almindeligt, at begge forældre deltager i uddannelse eller erhvervsliv, foreslår Børnekommissionen videre:

at faderen får mulighed for en kortere orlovsperiode umiddelbart efter fødslen

at moderen får mulighed for omsorgsorlov i tiden efter restitutionsperioden

at faderen også får mulighed for en tidlig omsorgsorlov

at forældre får mulighed for, i tiden op til barnet er fyldt ni år, at være hjemme, når barnet er sygt, og at fritages for arbejde i sådanne perioder, hvor barnet har særligt behov for deres støtte.

Folkeskolen nummer 25/26

Juni 1978