Lærer, pas (på) dig selv

der er grænser for, hvad man skal kunne tåle

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Danmarks Lærerforening vil vi til hver en tid deltage i debatten om, hvordan skolen kan sikre lærings- og udviklingsmuligheder for alle børn, men i debatten om folkeskolens rummelighed fokuseres oftest kun på elevens tarv. Det arbejde, der udføres for at rumme alle børn i folkeskolen, og det pres, læreren udsættes for, er ofte overset. Mange lærere oplever et personligt nederlag, hvis opgaven synes uoverkommelig, og konfrontationer med elever kan være yderst traumatiserende, især hvis man står alene med dem.

I foreningen får vi sager ind, hvor lærere har været udsat for vold eller trusler om vold. Det er ofte grænseoverskridende for læreren at anmelde en sådan sag som arbejdsskade og i endnu højere grad at anmelde hændelsen til politiet. Ofte prioriteres hensynet til barnet og samarbejdet med forældrene højere end lærerens sundhed. På nogle skoler bagatelliseres episoder, der for læreren kan være ødelæggende for det fortsatte arbejde i skolen.

I DLF modtog vi for nylig med tilfredshed og glæde afgørelsen på en sag, foreningen havde rejst over for Voldsoffernævnet.

Sagen drejede sig om en lærer, der i en voldsom situation var blevet sparket over benene og i hovedet, da hun forsøgte at holde en ni-årig dreng tilbage. Voldsoffernævnet afviste, at der var tale om en forsætlig voldshandling, der kunne berettige læreren til en erstatning fra Voldsoffernævnet.

Byretten gav nævnet ret i, at der ikke var tale om en forsætlig handling fra elevens side. Foreningen ankede sagen til Landsretten, som i en meget klar dom afgjorde den til fordel for vores medlem. I dommen står: »Under hensyn til voldshandlingens karakter og varighed finder landsretten, at eleven må anses for at have handlet forsætligt, da han sparkede læreren«.

Det er en afgørelse af stor betydning, som viser, at en elev kan drages til ansvar for sine handlinger selv i en relativt lav alder.

Foreningen rådgiver til altid at politianmelde sager om vold eller trusler om vold, men det er utroligt vigtigt, at det ikke bliver den udsatte lærer, der kommer til at stå med afgørelsen om, hvorvidt sagen skal bringes videre. Hver eneste skole bør have en voldspolitik, der klart beskriver, hvad der gøres i sådanne situationer, og hvem der gør hvad.

Erfaringen med volds- og trusselssager er, at det ikke blot giver psykisk oprejsning at få anerkendt en skade, men at det også er langt lettere at bearbejde voldsomme episoder og vende tilbage til arbejdet, når kolleger og ledelse har taget hånd om sagen, mens det omvendt er sådan, at de psykiske følger kan blive større, hvis hændelsen ikke bliver taget alvorligt.

Der er al mulig grund til at sige »lærer, pas (på) dig selv«, men også »pas (på) læreren«.

Astrid Schjødt Pedersen er formand for DLFs organisationsudvalg