Indlæggene i Folkeskolen nummer 15 vedrørende de kommende arbejdstidsforhandlinger var af en særlig krasbørstig natur.

Nogen er godt sure på hovedstyrelsen.

Og hvorfor nu det?

Vel ikke, fordi vi i god tid har sendt en debatfolder ud, hvor vi gør rede for hovedstyrelsens bud på principperne i en kommende arbejdstidsaftale?

Bo Nielsen anklager os for at styre debatten i en bestemt retning. Det er beklageligt, for hensigten har været at lægge op til en debat. Vi har skitseret to yderpunkter, og vi lytter til de svar, vi får ind.

Jens Aasted tror, vi har overset, at læreren altid har haft et ansvar for undervisningen. Det har vi ikke.

Finn Sørensen skælder ud over, at vi går efter en model, der er dårligere end den, vi havde før 93. Selvfølgelig gør vi ikke det!

Helen Sørensen tror, vi vil sælge aftaleretten. Heller ikke det er målet.

Men vi foreslår flere centrale sikringer og mindre bureaukrati, og så står det højt på vores dagsorden at få generobret lærernes image.

Hvis det skal lykkes, er en medlemsdebat, hvor vi diskuterer mål og midler, nødvendig, også selvom debatoplægget ikke ligner det, vi plejer at diske op med. Vi tror nemlig på, at vi er nødt til at gå nye veje.

Efter sommerferien når vi til kravopstillingen, som medlemmerne også inddrages i. Til oktober vedtager kongressen kravene. Når forhandlingerne med KL er færdige i november, skal hovedstyrelsen tage stilling til resultatet og hvis vi mener, det er godt nok, sender vi det til urafstemning. Er det ikke godt nok og den mulighed er da nærliggende så bliver en urafstemning slet ikke aktuel.

Vi er i debatfasen skulle vi ikke tillade os selv at være konstruktive i stedet for at tillægge hinanden dårlige motiver.