Forskningssam­arbejde er godt

Definering af begrebet forskningstilknytning er vigtig for alle

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Uddannelse er godt, uddannelse er godt«. Sådan har det uddannelsespolitiske mantra lydt i mange år.

»Ja, men forskningsbaseret undervisning er bedre«, har det i tilsvarende mange år lydt fra universiteterne.

Den noget monotone vekselsang har ofte givet mig associationer til min barndoms fiskehandlere på torvet i mine bedsteforældres by, hvor fiskehandler ét altid startede med sit »Sild er godt«, og fiskehandler to prompte svarede igen med »Ja, men makrel er bedre«.

På vore dages uddannelsesmarked blander der sig nu en ny stemme, som forsøger at påkalde sig opmærksomhed med et »Forskningstilknyttet undervisning er også praktisk«. Men endnu er det hverken lykkedes for politikere eller rektorer for de nye CVU-centre for de mellemlange videregående uddannelser, hvor seminarierne nu bor, at markedsføre eller definere begrebet »tilknyttet« særlig godt.

Det prøvede CVU-rektorkollegiet så i sidste uge at råde bod på ved at indkalde til en konference om det, og det forsøg var på sin vis ganske vellykket.

Undervisningsministeriets repræsentant indledte med at redegøre for den politiske ramme.

Rektorernes formand slog et slag for ligeværdigheden mellem teoretisk undervisning, forskning og professionspraksis og foreslog begrebet »forskningstilknyttet« udskiftet med »forskningssamarbejde«. Det vandt gehør.

Det samme gjorde forslaget fra formanden for Rådet for de Mellemlange Videregående Uddannelser om at sætte ordet »anvendt« foran forskning.

Og universitetsrepræsentantens præcisering af, at udgangspunktet skulle tages i en demokratisk dansk dannelsestradition, og at fokus skulle holdes på, hvordan man skaber forandring ved de impliceredes egen aktive deltagelse, og hans understregning af betydningen af på den måde at udvikle undervisernes kompetencer faldt bestemt også i god jord.

En repræsentant for de offentlige arbejdsgivere spillede ind med at understrege forskningens nødvendige bidrag til arbejdet med at metodeudvikle, kvalitetssikre, synliggøre og vidensdele.

En repræsentant for de private arbejdsgivere håbede på, at universitetstilknytningen ville give et større vidensindhold i uddannelserne og give de studerende stærkere kompetencekort på hånden og en mere metodisk og kritisk tilgang til deres kommende praksis.

Underviserrepræsentanten slog fast, at forskningsresultater ikke havde synderlig effekt via teoretisk »nedsivning« fra Olympen, men netop gennem symmetrisk deltagelse.

Jeg er enig i alle de her fremhævede pointer, men undrer mig så meget mere over, at der hverken var inviteret repræsentanter for de studerende eller deres kommende fagforeninger med på podiet til for eksempel at understrege deres ikke-kommercielle interesser i forskningssamarbejdet og betydningen af at bevare et højt gymnasialt studieforberedende indgangsniveau for alle studerende!

Jørgen Stampe er formand for DLFs pædagogiske udvalg