Det er værd at tænke over, at det at oplære børn i at læse og regne og lære deres omverden at kende udspringer af en kirkelig bestræbelse for at udbrede Guds ord og gøre borgerne til gode kristne.

Ingen kan bestride, at det fortsat i dag er skolens opgave at optræne børn i færdigheder, sprog og tænkning, der gør dem til lydige og indforståede medspillere i vores samfunds fælles forestillingsverden og omgangsformer. Nogle vil hævde, at idealet er »kritiske«, ikke »lydige«, men det »kritiske« er jo simpelthen en særlig form for lydighed i det moderne samfund.

Men vore forestillinger om skolen og dens forhold til religion er blevet stærkt komplicerede.

Vi hænger på en forfatning, der giver en særlig religionsform en markant fortrinsstilling i samfundet, men vi har utrolig svært ved at acceptere denne kendsgerning. Påvirket af især amerikanske idealer stræber vi efter en adskillelse mellem stat og politik. Derfor ønsker mange religionen neutraliseret i skolen. Imidlertid bliver resultatet meget let et fravær af fundament og selverkendelse. Der findes ikke nogen neutral måde at forstå eller lære verden at kende på. Forståelsen af omverdenen bygger altid på værdier og holdninger på engagement. Dis-se holdninger og værdier kommer ikke ud af den blå luft, men udvikles ud fra den vejledning og indlæring, som børn og unge møder i skolen. Spørgsmålet er, hvor og hvordan samtalen om og udviklingen af disse holdninger og værdier skal finde sted. I den samfundsmodel, som vor forfatning stadig bygger på, hører hele den væsentlige, fælles samtale om værdier og holdninger i særlig grad hjemme i kirken.

Her har vi et omfattende sæt af institutioner og rutiner, der alene har til formål at træne os i at forstå, udveksle og være sammen om de værdier og holdninger, som vore forfædre i generationer har udviklet. De benyttes ikke i samme grad som tidligere, men intet andet sted i samfundet er så mange mennesker med tilsvarende regelmæssighed inddraget i et bevidst, kollektivt og åbent samarbejde om de helt fundamentale holdninger og værdier. I debatten om religion og skole er mange bekymrede for, hvilke konsekvenser en religiøst bevidst folkeskole vil have for børn fra hjem med andre religioner eller afvigende former for kristendom. Jeg tror, en langt mere omfattende og bevidst inddragelse af det kristne kulturgrundlag vil styrke dialogen med disse børn. At leve i et kristent dansk samfund med en anden religiøs baggrund er en udfordring, som skal mødes med seriøs dialog. En skole, der ikke vil være sin egen religiøse baggrund bevidst, savner afgørende forudsætninger for at samtale med mennesker med anden religiøs baggrund. Hvad så med de ikke-religiøse? Udtrykket dækker over meget forskellige holdninger til religion og værdier. Der er energiske ateister, som med dybt engagement afviser religiøse verdensfortolkninger, men de bliver stadig mere sjældne. Så er der utrolig mange usikre og søgende, der har brug for en samtale, der kan hjælpe dem til indsigt. Selvfølgelig skal skolen have plads til areligiøse elever og lærere. Men skolen må også besinde sig på, at forrige århundredes anti-religiøse socialisme er død, og at dens normative fornægtelse af vort kulturgrundlag ikke længere er meningsfuld.

Erik Meier Carlsen er politisk redaktør ved B.T.