Penge til velfærdsgoder skal komme ét bestemt sted fra. Nemlig fra borgernes lommer. Borgerne har således også krav på at vide, hvad pengene bliver brugt til, når relativt store summer af indkomsten afleveres til stat og kommune. Men det er ikke altid lige let at gennemskue det politiske spil, der følger, når først pengene er røget i den store fælles kasse, og goderne skal fordeles.

KL spillede i sidste uge ud med en velfærdsplan, der først og fremmest lægger vægt på at skulle finansiere de områder, der hører ind under de kommunale opgaver som daginstitutioner, skoler og ældrepleje. For at sikre fremtidige midler til områderne skal statens udgifter især til børnecheck og folkepension beskæres og pengene i stedet understøtte de kommunale kerneområder.

KL har ret, når organisationen påpeger, at der i velfærdssamfundet skal være offentlige midler til skole, daginstitutioner og ældreområdet. Fra lærerens synsvinkel er det selvfølgelig kun godt, at der kommer flere penge til folkeskolen, men lærere får også børn og bliver ældre og vil have deres del af den øvrige velfærdskage.

Så staten har også ret, når den påstår, at KL begår kassetænkning og dyrker disciplinen abekastning.

Det, der er behov for, er et ordentligt grundlag at bedømme ud fra, så borgerne får fremlagt de reelle grunde til, at der er brug for at mindske udgifterne på bestemte områder og ikke andre. I den sammenhæng tæller en organisations særinteresser ikke. Det er langt mere nødvendigt at få et samlet overblik over, hvad indtægter og udgifter rækker til på både kort og lang sigt.

Når formand Ejgil Rasmussen, KL, i tv også argumenterer for, at vi får den langsigtede politiske diskussion af, hvilke områder det offentlige skal finansiere i det velfærdssamfund, vi ønsker, er det derfor en langt mere frugtbar og nødvendig diskussion. En diskussion, der også er i overensstemmelse med blandt andet DLF's ønsker. Formand Anders Bondo Christensen siger i det seneste nummer af FTF's blad 'Fællesrådet': 'Jeg har jo peget på finansieringen af den offentlige sektor, hvor jeg synes, alle går uden om den varme grød, og det eneste, man byder på, er, hvordan man sparer. I stedet bør man se på, hvordan vi løser den økonomiske klemme, den offentlige sektor er i, mere langsigtet'.

Det er borgernes penge, det handler om, og politiske løfter, der skal indfries. Hvis løfterne er for svævende, er det nødvendigt med et samlet, samfundsmæssigt ærligt udspil og ikke udspil, der forsøger at flytte rundt med aben. Det er vigtigt, at der skaffes midler til den offentlige sektor her og nu, men det gøres ikke kun ved kortsigtet kassetænkning og politiske drillerier. Den store, langsigtede diskussion af, hvilket velfærdssamfund og hvilket demokrati vi ønsker, er en bydende nødvendighed. Redaktionen