Hjemmebesøg skaber tryghed

Af Hanne B. Jørgensen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Forrige sommer begyndte lærerne på Voldparkens Skole at tage hjem for at besøge børnenes forældre. Det blev begyndelsen til en meget positiv oplevelse for både lærere, forældre og børn.

Foreløbig er det forbeholdt indskolingen, hvor der er to hjemmebesøg hvert år i børnehaveklassen, 1. og 2. klasse - foruden de normale forældremøder. Skolen fik bevilget midler fra Københavns Kommune og har også selv lagt noget til for at få det til at lykkes. Forældrene kan vælge i stedet at komme til samtaler på skolen. 'Som lærer er det en ubeskrivelig oplevelse at møde den gæstfrihed og interesse fra forældre og børn. De er glade for, at vi tager os tid til at komme hjem til dem. Vi har lavet en midtvejsevaluering. Det er svært at måle tryghed, viden og kendskab. Men vi kan se, at det ofte er en anden dagsorden, vi får på bordet, når vi er hjemme hos forældrene. På skolen taler vi mest om det faglige. Når vi kommer hjem, er det de sociale kompetencer, der kommer på banen. Det er meget givtigt for os som lærere', siger Unna Jønck.

Ideen er at skabe tryghed over for skolen. Det er helt frivilligt, om forældrene ønsker hjemmebesøg. Og i hver klasse er der en-to stykker, som siger nej. De bliver ikke bedt om en forklaring. 'Det giver en tryghed i samarbejdet med forældrene. Vi har færre af den type misforståelser, der handler om forskellig kultur, lejrskoler og den slags problemer, med tosprogedes forældre. De stoler på os. Men også de etsprogede børn og deres forældre giver udtryk for, at de kommer til at kende os bedre og har lettere ved at snakke med os'.

Bagtanken har også været at få flere forældre til at involvere sig i skolens liv. Og klasselærerne i indskolingen melder, at de synes, at der kommer flere forældre til forældremøderne. 'Det er jo også en voldsomt øget tid. Der er sat 40 minutter af til hjemmebesøg, hvor det normale på skolen jo er 20 minutter per forældrepar. Men vi har indstillet, at vi fortsætter på en permanent basis til næste år, når forsøgsperioden er slut. Så skærer vi ned til et hjemmebesøg om året - plus de almindelige samtaler - i indskolingen. Et hjemmebesøg på mellemtrinnet og et i udskolingen, eventuelt sammen med skolevejlederen', fortæller Unna Jønck.