Vi bladrer tilbage i kalenderen til den 2. februar 1997, klokken 16.00. Her træder to unge fyre op på Cafe-teatrets scene. Det er deres første gang. Første gang, de skal fortælle historier. De har det dårligt, og deres kropssprog er ligesådan. Stift. De har øvet sig på et par historier, de gerne vil fortælle til de 60-70 voksne mennesker, der sidder ved bordene foran scenen. Den dag kommer Fortællekompagniet til verden.

Nåh ja, det var faktisk ikke første gang, de to fortællere fortalte historier. I 1993 arbejdede de begge på samme fritidshjem. Den ene var medhjælper og den anden vikar. En dag sagde den ene pludselig: 'Der var engang, jeg stod på en isflage, jeg var vågnet derude. Jeg vidste ikke, hvordan jeg var kommet derud, men bålet, jeg tændte for ikke at fryse til is, det frøs til is. Det blev blåt, flammerne stod bare lige op i luften, og det blev iskoldt.

Så kom der en hval op af vandet, og der sad en mand i åndehullet. Hvalen smed ham af, og det viste sig så at være Søren, men hvordan han kom op på hvalen, det må han selv fortælle'.

Børnene skreg: 'Det er løgn', og så kiggede de på Søren. Han sad og fik lidt trækninger i ansigtet. Han kunne ikke lige huske, han havde siddet på en hval. Så havde han et valg. Enten svarede han: 'Ja, sådan var det, og nu skal I høre, hvordan jeg kom op på hvalen' eller 'Nej, det er jo løgn, vi har gået på hf sammen, og vi skal have frugt nu'.

Men der sad 30 børn med kæmpe øjne og kiggede på ham. Så valgte han at sige: 'Ja, jeg havde et skib og hoppede af og landede på hvalen'.

En hel verden

Det var samtidig et ja til Fortællekompagniet, og på den måde fortsatte fantasien med at blomstre. Hele tiden satte de hinanden op i nogle umulige situationer, og historierne udviklede sig, og de to fortællere udfordrede hinanden. Når de gik i stå, spurgte de ungerne om, hvad der så skete. Og så fik historien en ny drejning og et nyt liv. Sådan fortsatte de i tre måneder og fik skabt et rum for fortællingen. Kasper Sørensen og Søren Bramsted hedder de to fortællere. Kasper fortæller deres historie alene, for Sørens barn er sygt, så han må blive hjemme. 'Fortællingen er et grundvilkår. Fortællingen er det, der binder mennesker sammen. Fortællingen er det, der tager et univers, alle fragmenterne, oplevelserne, og gør det til en hel verden. Fortællingen er det, der gør, at vi kan holde ud at leve', siger Kasper uden tøven i stemmen. 1998 var året, hvor der for alvor kom gang i fortællingerne på skolerne. Siden har de været rundt på skoler i hele landet og fortalt historier til folk i alle aldre. Sjove historier og mærkelige historier, gyserhistorier og sågar metrohistorier. Til små klasser, store klasser, store skoler med 400-600 børn, og de har holdt workshopper for lærerne, så de kan lære at fortælle nogle historier.

Kan-alting-ske

Fortællekompagniet fortæller også mere alvorlige historier. De tog til Greve for at fortælle historier om mobning i 0. til 5. klasse. Det var et samarbejde med SSP (skole, socialforvaltning, politi). De skabte en historie om en dreng, der har det meget svært. De passer på med detaljer og siger ikke, hvordan han ser ud, hans navn, eller hvordan han går klædt. Kun nok til at historien hænger sammen.

'Det, mennesker gør, når der mangler noget, så sætter de det sammen selv. De laver billedet selv. Det skal være deres eget billede', siger Kasper.

Drengens mor er urimelig, grov og uretfærdig. I skolen er det meget slemt. Han bliver drillet, og lærerne ser det ikke. Det hele går ud over ham.

En dag finder han nogle penge, men Arne, den onde, store dreng, tager dem fra ham og slår ham. Han holder i ham, så han kommer for sent hjem. Og her får han så en skideballe af sin mor.

Da han skal sove den aften, finder han en ske i hovedpuden. Det er en magisk ske, der rejser rundt til børn, der har problemer. 'Kan-alting-ske' kan løse alle problemer. Formlen til at bruge skeen er: 'Nu kan alting ske'. Når han holder skeen og siger det, sker der noget, som redder ham ud af situationen. Nu går det endelig godt, men næste morgen er skeen væk, så er han alene igen. Han tager i skole, og der venter de på ham som sædvanlig. Han må løse sine problemer uden skeen, uden magi, ved at tale med andre.

Så er historien slut, men Kasper og Søren kan ikke lide løse ender. Hvor blev skeen af?, spørger de eleverne.

'Måske er den hos nogen, der har problemer', siger en elev.

'Hvad kan det være for nogle problemer?', spørger Kasper og Søren så. 'På den måde tager de et skridt ind i et andet univers. De laver en forskydning og tænker ikke på sig selv. Det gør ondt at åbne sig. Det kan man ikke bare få børn til - heller ikke voksne. Så historien er med til at åbne', fortæller Kasper.

'Man er i et univers, hvor de kan tale om løsningen af problemer. Det er lige meget, om det er pigen med bøjle eller den tykke dreng. Eleverne skaber en ny historie, og det er dem, det handler om', siger Kasper.

Små historier er også gode

Seminarierne får også besøg. 'Vi giver dem hele værktøjskassen i hånden. Vi siger, I skal lære, hvad historier kan, men I skal også lære at fortælle dem', siger Kasper. De skal kunne bruge det, når de er færdige.

'Nogle siger, jeg har ingen historier. Der sker ikke noget i mit liv. De tror, historier skal være store. Men historier kan også være meget små. Faktisk er de mindst lige så gode'. Kasper har formuleret en regel om fortællingen.

'Reglen er den, at hvis alle tænker på noget andet end det, du fortæller om, så skal du fortælle om det, som alle folk tænker på. Du skal ikke tvinge dem ind i historien, men i stedet for ramme deres tanker. Så bliver det skægt, og så har du folk igen'. 'Historier tager det ukendte og skaber det om til det kendte', fortæller Kasper. Han bruger djævlen som eksempel. Ham kan vi se for os, og gennem en historie kan billedet ændre sig. 'Vi lærer ham at kende, og det, vi kender, er vi ikke bange for på samme måde som det, vi ikke kender'.

'Det er der, fordomme opstår. Fordomme opstår i uvidenhed om andre kulturer for eksempel. Lige så snart vi kender en anden kultur, så er vi heller ikke bange for den længere. Lige så snart du forstår den islamiske verden, så holder du op med at være bange for den', mener Kasper. Historiefortællingen er ikke kun et spørgsmål om ord. Øjenkontakten er også vigtig. Og det er vi dårlige til i Danmark, mener Kasper.

'Men man skal kigge hinanden i øjnene. Det er først, når vi har øjenkontakt, at vi kan skabe et billede sammen. Det er her, lige her, hvor øjnene mødes, historierne lever'.

Kasper og Søren fortæller ofte historierne sammen. På den måde opstår der en dynamik, og de kan stadig udfordre hinanden. Og så sørger de for en ting, når de fortæller.

'Vi sparer på detaljerne, for ellers bliver det mit billede, og det skal du jo ikke have. Du skal bare have et klart billede. Du bruger dine billeder på at farvelægge historien', siger Kasper.

mhh