Som en af de såkaldte 93'ere, altså en af dem, der er blevet snydt, så det driver, har jeg fulgt debatten om vores pension med noget blandede følelser, har ofte ikke vidst, om jeg skulle le eller græde. Det er dog påfaldende, at indlæggene altovervejende kommer fra 93'erne selv. Bortset fra i referatet 'Grænser for hjælpsomhed' i Folkeskolen nummer 24 kan jeg ikke finde svar på de spørgsmål, der løbende er blevet stillet. Heller ikke på 'Hvor stor er forskellen egentlig?'. Det er det, jeg vil prøve at besvare ud fra beregningsvejledningen i nummer 25.

Jeg er nu 58 år og ville, hvis jeg var tjenestemand, kunne gå på pension om to år og få udbetalt cirka kroner 9.700 brutto per måned (sent uddannet, pensionsalder 'kun' 20 år, hvorfor klar over, at jeg ikke kan opnå noget, der ligner fuld tjenestemandspension).

Ifølge opgørelse fra Lærernes Pension (LP) vil jeg, når jeg er 60 år, kunne få udbetalt kroner 2.448 per måned samt et engangsbeløb på kroner 58.758. Det skal lige nævnes, at jeg efter otte års ansættelse stod som nummer to på listen til at blive tjenestemand, det ville være sket ved skolestart 93, da man var begyndt at ansætte lærere igen.

Angående 'pensionsmillionerne, som 3.000 har søgt' (nummer 41) opfatter jeg dem snarere som en fornærmelse ligesom tonen i brevet fra DLF/LP og fremgangsmåden unødigt besværlig. Det er ikke os, der prøver at snyde.

Til slut kan jeg berolige Stampe med, at jeg absolut ingen forventninger har til, at der bliver gjort noget for at forbedre min pension. Der tales om en langsigtet strategi i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Hvor mange kommer der af dem i løbet af de næste to år?

Men det ville da glæde mig, hvis Anders Bondo vil gå imod tendensen til, at man mister interessen for især de mere besværlige ting, når først taburetten er erobret. Men det er ikke 'til sin tid', det er faktisk nu.

'93-gruppen har været usynlig' (nummer 24). Forkert - vi er det stadig. DLF kender os ikke hverken centralt eller lokalt.

Nøller Jensen

Herlev