Der er noget, der ikke virker. Der er noget, der er galt. Der er noget, der ikke er, som det skal være. Det er det indtryk, som man ikke kan ryste af sig, når man følger både folkeskoledebatten og debatten om sociale forhold for børn. Debatten er selvfølgelig alenlangt fra virkeligheden - det ved vist de fleste (men desværre ikke alle). Men der er alligevel noget, der kalder på vores overvejelser.

Problemet kan synes enkelt: Der er børn, som får for lidt ud af deres skolegang, og der er lærere, der er frustrerede over børn, som de oplever forstyrrer undervisningen.

De enkle løsninger står nærmest i kø for ikke at blive til noget. De seneste skud på stammen af løsningsforslag er dels at anbringe børnene på særlige hold eller særlige skoler, dels at det er forældrenes skyld (igen). Det er en mærkelig kroget stamme af løsningsforslag. Det er, som om ingen gør sig den ulejlighed at skære vildskud af og sikre en ordentlig vækst af løsninger for børnene i skolen. Det er også, som om man i årets forskellige årstider kun kan se enkelte skud på stammen - som om de andre var usynlige eller visnet bort. Men så skyder de pludselig igen, og man kan høre forslag, som man havde håbet afklippet og smidt på komposten, fremført som nye igen.

Blandt alle disse forslag mener jeg, at pointer er centrale: Folkeskolens børn har ikke brug for ny lovgivning, men for samarbejde mellem ansvarlige voksne. Og skolen som sådan har ikke brug for at være politisk kampplads, men for politisk samarbejde.

I forhold til det sidste er jeg pessimist, i forhold til det første kræves håb. Pessimisme er selvfølgelig ikke nogen særlig god politisk drivkraft, men det er svært at se det fremadrettede i, at Venstres undervisningsminister bryder folkeskoleforliget på spørgsmålet om modersmålsundervisning. Hvad er det perspektivrige i det? Hvor længe havde man planlagt, at det skulle bryde sammen? Det bliver meget interessant at se, hvilken vinkel undervisningsministeren lægger i forhandlingerne - for at skabe den nødvendige tillid til, at der kan indgås aftale med én, der netop har brudt en aftale.

Folkeskolens børn er vigtigere - også langt vigtigere end nu og her politiske trakasserier. For de børn, der går i skolen nu og her, hverken kan eller skal vente på, at der skabes nye politiske enigheder. Deres problemer løses ikke på Christiansborg. Jeg vurderer, at problemerne løses i et stadig mere forpligtende samarbejde mellem forældre, skole, fritid og særlige bidragydere. (Det lyder næsten som begrundelsen for EU - men det er det faktisk også: Det, man ikke kan løse selv, må man gå sammen med andre om at løse). Jeg kender en del lærere, som trækker vejret meget dybt og tungt, når talen falder på 'skolens/normalsystemets rummelighed' - for dem er ordene allerede blevet floskler, der betyder mere umuligt arbejde, som de ikke oplever sig kvalificeret til: Fordi de er lærere og ikke socialpædagoger. Og jeg tror, at de har fat i en central pointe: Forudsætningen for, at normalsystemet bliver mere rummeligt, er, at de forskellige fagfolk med stor respekt for egen faglighed arbejder tæt og forpligtende sammen. Også med forældrene. Forældre skal selvfølgelig også tage deres ansvar - netop som forældre. Der er to forudsætninger for, at det kan lykkes: Den ene er, at vi sætter det enkelte barn i centrum, den anden er, at vi som voksne bliver ved med at lære. Det kræver efteruddannelse, det kræver samtale, og det kræver respekt. Hvis man ikke magter alt for et barn selv, må man gøre det, man kan - og lade andre gøre deres i tæt samarbejde. Det handler om børn.

Margrethe Vestager er forhenværende undervisningsminister