0   246

Skolen sløser med naturfag

Danske lærere accepterer, at eleverne nedprioriterer matematik, mener lærer med rødder i Bosnien

Skolebørn i det tidligere Jugoslavien havde fuldstændig styr på det grundlæggende i matematik, fysik og kemi. Det er væsentligt anderledes med eleverne i den danske folkeskole. Det fortæller Vesna Kisic Grgic, der flygtede fra krigen i Bosnien og i dag er lærer i Svendborg.

'Jeg havde nemt ved at omsætte det, jeg havde lært i matematik, til fysik, og så er matematikken et redskab, man bruger hele tiden. Det satte mig i stand til at løse en masse opgaver, også i folkeskolen. Det er mit problem her. Hver gang vi når til et punkt i fysikundervisningen, der tager udgangspunkt i matematikken, går der koks i det. Så mister eleverne koncentrationen. De kan ikke se meningen og sammenhængen. Det skal være sjovt, det skal være spændende, og matematik er 'kedeligt' og 'svært'', fortæller hun.

Artiklen fortsætter under banneret

Vesna Kisic Grgic opfører grinende en lille parodi på en 8.-klasse-elev, som pruster og stønner under naturfagenes åg. Selv er hun opvokset i en kultur, som ser på de naturfaglige fag med stor respekt og ikke stiller spørgsmål ved deres nytteværdi. Derfor overrasker det hende, at det i Danmark virker alment accepteret, at man nedprioriterer faget. 'Jeg har en 7. klasse, som jeg selv mener er rigtig dygtig. De har nemt ved det, og alligevel siger de, at de hader matematik. Det gør de, fordi det er helt legalt at mene sådan om matematik. I Jugoslavien kunne vi godt lide matematik. Holdningen til, at matematik er kedeligt og meget svært, kendte vi simpelthen ikke, selvom vi terpede. Det er så til gengæld styrken i den danske folkeskole. Her handler det ikke kun om færdigheder, men også om forståelse', siger Vesna Grgic. Hun mener ikke, at folkeskolen skal kopiere det jugoslaviske skolesystem og dens pædagogik. Dertil holder hun alt for meget af folkeskolelovens paragraffer og værdier om, at eleverne ikke blot skal opbygge færdigheder, men også en forståelse for det, de laver.

Oldnordisk fysiklokale

Vesna Grgic mener, at fysiklokalernes stand er et godt eksempel på, hvor lavt naturfagene prioriteres i Danmark. På Vestre Skole i Svendborg underviser hun i et fysiklokale, som er så slidt og gammeldags, at det ville være dumpet med et brag i 1970'ernes Jugoslavien, da Vesna selv gik i skole. Det gør det ikke nemmere at motivere elever, der i forvejen er skeptiske. 'Heldigvis er vi i gang med en større renovering, så rammerne for undervisningen nu bliver optimale', siger hun. Vesna Grgic understreger, at hun har det godt på sin arbejdsplads, og at hun taler ud fra et spinkelt erfaringsgrundlag, fordi hun kun har undervist i tre skoleår på en enkelt skole. Men hun lægger et stort engagement for dagen, og med det følger ønsker og krav til både sig selv og omgivelserne. 'I arbejdet uden for klasselokalet fylder det sociale aspekter meget. Alt det, der foregår ud over klassetimerne, vil jeg stort set karakterisere som socialt arbejde. Jeg savner samarbejde omkring fagligheden, omkring undervisningen og den faglige udvikling. Det har vi aldrig tid til, fordi der altid er et problem, der skal løses. Vi når aldrig så langt, at vi tager fat i fagligheden. Jeg ved ikke, om jeg forventer for meget, men jeg troede, at det gjorde man selvfølgelig i en dansk folkeskole', siger hun. Hun savner erfaringsudveksling mellem lærere omkring undervisningen og det faglige, især inden for fagene fysik og kemi. Et sted, hvor man kan dele sine succesoplevelser og inspirere hinanden.

'Jeg er helt klar over, at en del af opdragelsen også er vores opgave, men der bør også være politisk vilje til, at lærerne får rum og tid til faglige diskussioner. På teammøderne er dagsordenen ofte fyldt med 'her og nu'-problematikker, som egentlig hører til i hjemmet. Det fylder for meget. Vi når for sjældent ind til det, lærerjobbet også handler om, nemlig at undervise i sit fag, være god til det, udvikle det og blive bedre og bedre til det. I matematik er vi et par lærere, der samarbejder om det rent faglige. Vi snakker om, hvad hun gør, eller hvad jeg gør, og det er bare så godt. Det giver arbejdsglæde. Men det er heldigvis et af skolens indsatsområder næste år. Så kommer der fokus på de faglige udvalg', siger hun.

Ambitioner med mulig slagside

Den generelle modvilje mod naturfagene er en udfordring, som Vesna Grgic forsøger at tage op i klasselokalet. Hun stiller store krav til eleverne og lægger et højt fagligt niveau. Derfor bøjer hun ikke af for elevernes krav om hyppige pauser. Tværtimod - for hende er den bedste måde at imødegå elevernes uvilje på at lade dem arbejde hårdt. 'Jeg er klar over, at jeg risikerer at tabe en del børn på den måde, jeg underviser på. Undervisningsdifferentieringen er vigtig, men jeg tror, jeg er ved at finde en balance i undervisningen. Det skal ikke være for hårdt for eleverne, men jeg synes, at ved lidt hårdt arbejde kan holdningen ændres, så modviljen mod matematikken forsvinder', siger hun. Eleverne synes generelt, at de har det hårdt i Vesna Grgics timer, men hun mærker ingen problemer i deres engagement. 'Det handler om at få eleverne til at give det en chance. Som lærer skal jeg hele tiden støtte dem og vise, at jeg virkelig tror på, at de kan lære det. Næsten alle kan lære det', mener hun. Hvis Vesna Grgic skal lykkes med sin ambitiøse undervisning, er det efter hendes mening afgørende, at hun og eleverne har opbygget et fælles sprog. 'Det er nemt at komme til at lave noget fornuftigt, når eleverne som udgangspunkt ved, hvad de skal lave og med hvilket mål'. Det bedste eksempel på det henter hun i hendes 8. klasse, hvor hun har matematik. 'I år har jeg taget det helt bogstaveligt, at de skal være medbestemmende. De skal vide, hvad de bliver undervist i. I den første time snakkede vi forventninger, deres og mine, til skoleåret. Det skabte en afklaring, og vi fik frem, hvorfor nogle var urolige i timerne, og andre ikke hørte efter. Så spurgte nogle af dem: 'Hvad er det, vi skal lære i år? Hvad betyder alt det i årsplanen?'. Der tog vi så en tim-e mere, hvor vi snakkede om det. Nogle af dem faldt i søvn, men de fleste var meget opmærksomme. De sidder tilbage med en følelse af, at jeg tager dem alvorligt, og at jeg vil det bedste for dem', siger Vesna Grgic. Hun tillægger det meget stor betydning, at matematik for hendes 8. klasse ikke længere er et uendeligt højt bjerg, de skal bestige, men et kendt og afgrænset antal emner og opgaver, de skal nå. Når de har nået det, har de løst deres opgave som 8. klasse. 'Vi har fulgt op på det et par gange siden. Det bliver visualiseret for dem, hvor vi skal hen, og hvad vi skal nå. Nu er vi nået så langt, at de selv sørger for, at der er ro. Og man kan virkelig mærke den energi i klassen, hvor der sker en læring. De har logiske spørgsmål, og hvis de ikke forstår min forklaring, så prøver de andre at forklare det på en anden måde. Når jeg spørger, om vi kan gå videre, så bliver de ved med at spørge, til alle har forstået det', siger Vesna Grgic begejstret. Netop her føler hun selv, at hun er nået mange skridt videre end undervisningen i hendes oprindelige kultur. 'Den slags spørgsmål kunne vi aldrig have stillet i Jugoslavien. Det var uhørt, at eleverne prægede undervisningen på den måde, selv om de kunne lide matematik. Lærerne vidste, præcis hvad de skulle lave hvornår, men lærte os aldrig, hvordan vi skulle bruge det i den virkelige verden. Men matematik - det kunne vi', siger Vesna Kisic Grgic.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet