Som lærer må man tit i disse tider

selv finde jobbets mange gode sider.

I andre job kan folk skam gå og bilde

sig ind, at tiden den står næsten stille,

mens vi ser tiden gå. På ny forsvinder

et kuld af unger ud. Det bringer minder

og selverkendelsen den højlydt gjalder:

'Nu røg der bare ni år på din alder'.

Det er en lærers tarv, at man kan gå i arv.

Man synes ikke rigtigt, det kan passe,

at dem, der lige gik i første klasse,

er klar til afgang. Jo, de kan skam feste,

mens man mentalt gør klar til, at de næste

små terrorister, englebørn med flere

vor børnehaveklasse invaderer

med skoletasken strittende på ryggen.

At starte på sin skole - det er lykken.

Det er en lærers tarv, at man kan gå i arv.

Forældrene, de følger deres poder

i skole første dag. Og deres ho'der

bli'r genkendt, mens man meget klart erindrer,

da disse mødre, fædre var lidt mindre.

Som genbrugsflasker føler man sig bare,

når lille Brian han står dér - som fa'r...

Nu er han skaldet, maven hænger noget,

og man erkender: Tiden er sgu gået.

Det er en lærers tarv, at man kan gå i arv.

Moralen i erkendelsen må være,

at æres den, der æres bør. En lærer

er evigt ung, og alderen ej tynger.

De unge ældes, mens de os forynger.

Værdien af os 'gamle' den forøges,

da der på seminarium ej søges.

Konstant er vi skam omstillingsparate,

så pyt med, at vi er 'den gamle garde',

som holder stand ved tavle og kateder.

Det er moderne med antikviteter,

som trods lidt slid har stor værdi og priser,

som er skyhøje, hvilket blot beviser,

at vi kan gøre visse konklusioner:

Vi egner os til fler' generationer!

Det er en lærers tarv, at man kan gå i arv.

Fru Fischer