Strid om psykologuddannelse

DPU ønsker at nedlægge cand.pæd.psych.-uddannelsen, men møder modstand mod ny uddannelse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis planerne holder, bliver den nuværende cand.pæd.psych.-uddannelse erstattet af en kandidatuddannelse med en masteroverbygning.

Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, havde ønsket helt at stoppe med at uddanne skolepsykologer. Efter pres fra flere sider har man i stedet valgt at spille ud med en ny toårig kandidatuddannelse, der suppleret med to års relevant erhvervserfaring skal give adgang til en et-årig masteroverbygning, der skal kunne føre til autorisation som psykolog.

'Det er ikke den model, som vi har lagt op til, men et kompromis, som jeg fornemmer kan finde opbakning hos de parter, der skal høres', siger professor Niels Egelund, der leder institut for pædagogisk psykologi på DPU.

Ifølge Niels Egelund er der flere grunde til at droppe cand.pæd.psych.-uddannelsen: EU arbejder på at harmonisere uddannelserne, Undervisningsministeriet ønsker, at DPU's kandidatuddannelser skal være toårige overbygninger på professionsbacheloruddannelsen, og loven om DPU siger, at universitetet ikke kan udbyde en uddannelse, der fører til autorisation som psykolog. Dertil kommer, at DPU ikke får penge af staten for studiets sidste 0,4 år.

Ingen ideel løsning

Disse argumenter er hidtil prellet af på tilhængerne af en lærerbaseret psykologuddannelse, og de er heller ikke videre begejstrede for det nye udspil.

'Den foreslåede uddannelse er ingen ideel løsning', siger næstformand i Danmarks Lærerforening, Stig Andersen. 'Vi foretrækker et sammenhængende uddannelsesforløb, som man kender det i dag. Det afgørende er, at man bevarer kvaliteten i uddannelsen. At man har en psykologuddannelse, som hænger sammen med en praktisk baggrund som lærer, og som kan opnå den helt nødvendige autorisation'.

'DPU's nye tiltag kan måske lyde spændende, hvis det bliver et reelt alternativ til cand.pæd.psych.-uddannelsen. Det er vigtigt at bevare en psykologuddannelse, der bygger oven på læreruddannelsen. De sidste 23 af de 25 psykologer, vi har ansat hos os, kommer direkte fra universitetet. Vi havde ønsket os mange flere med en baggrund i folkeskolen, men det har ikke været muligt. Så der er stort behov', siger chefpsykolog i Københavns Kommune, Bjørn Glæsel.

Kommunaldirektør i Vallensbæk Kommune, Knud Sterregaard, der er Kommunernes Landsforenings repræsentant i Psykolognævnet, der autoriserer psykologer, tror, det bliver svært at skabe arbejdsgiverinteresse for den kandidatuddannelse, der er en del af det nye DPU-udspil.

'Jeg ved ikke, hvor man har fra, at kommunerne skulle have behov for den type næsten-psykologer til at arbejde bredt. I kommunerne har vi brug for rigtige psykologer, både i skole- og socialsektor, og meget gerne med den lærerbaggrund, der i praksis har vist sig at være et gedigent fundament for arbejdet i den kommunale organisation', siger han.

Det er i sidste instans Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der skal godkende den nye uddannelse, men den kan nå at blive ændret meget, før det sker.

Jan Kaare er freelancejournalist