Lærere under dobbeltpres

De skal både være flinke og effektive

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerne har mistet autoritet i forhold til eleverne. Det er en frigørende følge af den antiautoritære dimension i 1968-oprøret.

Gennem de senere år har et nyt krav imidlertid meldt sig på arenaen, nemlig kravet om, at undervisningen skal være effektiv.

Forventningen fra forældre, arbejdsgivere og opinionsdannere er nu, at lærerne skal være effektive på en flink måde. Fint nok, men når lærerne spørger hvordan, får de at vide: Det må I selv finde ud af.

Birthe Louise Bugge og Peter Harder har beskrevet det nye dobbeltpres på læreren i en ny bog 'Skolen på frihjul - om lærerrollen og det forsvundne elevansvar'.

De mener, at løsningen er at lære eleverne arbejdsmoral.

Ikke at de går ind for den sorte indpiskerskole. Tværtimod, de er begge grundtvigianere og medlem af Vartorv Valgmenighed, og deres børn har gået på grundtvigiansk efterskole.

Men eleverne må bibringes en forståelse af, at skolen er et sted, hvor man lærer, ikke et værested, hvor man hygger. Ellers lærer de ikke nok, og så får både de og lærerne problemer.

De to forfattere er begge cand.mag. i engelsk og dansk, og deres erfaringer stammer især fra gymnasieskolen, men deres tanker gælder uddannelsessystemet som helhed og kan have interesse for også folkeskolelærere, ikke mindst dem, der underviser de store elever.

Læreren har mistet magtmidler

'Mange lærere oplever i disse år, at der hviler et tungere og tungere pres på dem', siger Peter Harder.

'Det skyldes blandt andet, at den gamle forestilling om lærerautoritet er faldet væk efter '68. Læreren har så at sige mistet nogle gammeldags magtmidler uden rigtigt at få noget nyt igen'.

'I stedet for har han fået nogle forventninger om, at man som lærer altid skal være flink, venlig og forstående over for eleverne, samtidig med at der i disse år stilles stigende krav til, hvad eleverne skal lære. Læreren er så den, der er fanget i skruestikken'.

Det er ikke kun regeringens og OECD's øgede krav om en højnelse af elevernes fag-faglige færdigheder, der strammer grebet om lærerne.

Visionære erhvervsfolk som Lars Kolind og Niels Christian Nielsen fra Kompetencerådet er også med til at stramme skruen.

De har taget tanker fra den progressive pædagogik til sig, for eksempel læresætningen, at det er den, der arbejder, der lærer, og derfor skal eleverne, og ikke læreren, arbejde i timerne. Foruden fag-faglige kompetencer skal eleverne udvikle kompetencer som kreativitet og selvstændighed.

'Det er også rigtigt, men forestillingen om eleven som en selvstændig vidensarbejder, der selv skaber sin viden, forudsætter, at de rent faktisk magter at være selvstændige vidensarbejdere, og det gør de fleste elever ikke', siger Birthe Louise Bugge.

'Der er nogle få, der er i stand til det, og de skal minsandten have lov til at gå på eksperimenterende skoler a la Mobila Gymnasia i Sverige'.

'Men at indrette et skolesystem ud fra visioner om, at man skal slippe eleverne løs, og at de selv skal skabe deres egen viden - det er at gøre alle en bjørnetjeneste'.

Lærerne bliver rasende

Peter Harder tilføjer: 'Det strider imod den almindelige lærers dagligdag på en måde, der kan gøre dem rasende, at høre alt det om disse sindssygt kompetente, moderne elever, der kan alt det, som den gammeldags fjumrede lærer slet ikke har blik for'.

'Læreren står med nogle elever i en læreproces, han skal prøve på at fremme. Hvordan oplever han det, når han får at vide, at han bare skal slippe eleverne løs? Så tænker han: De er gale. De ved slet ikke, hvad de taler om, også selv om der er nogle gode ideer at arbejde videre med'.

'Men når han står alene som midtpunkt for alle de impulser om, hvordan det hele skal være anderledes og smartere og bedre, så bliver det en pind til ligkisten i stedet for en hjælp'.

Peter Harder og Birthe Louise Bugge har set for mange dygtige kolleger gå under de senere år. Førtidspension, jobskifte, forskellige former for nødløsninger, lærerværelser, der går i pindsvinestilling over for pædagogisk nyudvikling.

'Man kommer op mod en mur, fordi ens handlemuligheder er for små i forhold til de voksende forventninger, der er fra både elever, forældre og samfundet. Nogle gange flyder dråben så over for nogen. De kan ikke tåle mosten længere og står af', siger Peter Harder.

Åh, skal vi ikke se en film

Det var en 2.hf, som Birthe Louise Bugge fik i engelsk tilvalgsfag, der satte bogen i gang.

'To tredjedele af eleverne havde aldrig bøgerne med og var aldrig forberedt. Og der står man så med et pensum, og hver eneste gang er man i den der moderne forhandlingssituation: åh, skal vi ikke se en film. Det kan man jo ikke blive ved med', siger hun.

'Man er nødt til at drive den kollektive læreproces fremad. Det er altså en vanvittig belastning. De tekster er åndssvage, siger de. Hvorfor skal vi nu læse den tekst? Den anden viser sig så også at være åndssvag. Der er gloser bag i bogen, og så synes de, det er så besværligt, at de står bag i bogen, og de bliver trætte i løbet af fem minutter'.

'Ved at snakke med kolleger og familie gik det op for mig, at man også er i en helt umulig situation. Eleverne får ikke karakterer, og to tredjedele af dem, jeg havde i den klasse, var mere eller mindre dumpet i 1.hf, men de rykkede sig selv op'.

Så grelt er det ikke med alle klasser, men eksemplet skærper blikket for den almindelige hverdag i skolen, hvor læreren står alene og bærer den tunge ende af arbejdet.

'En overset bivirkning af den meget store elevvenlighed, som vi har haft siden '68, er, at lærerne har overtaget mere og mere af ansvaret fra eleverne', siger Peter Harder.

'Hvor man i gamle dage kunne sige, at når lille Viggo ikke havde læst, så havde han svigtet sit ansvar, fy fy, skamme skamme. Det kan man ikke sige længere, nu er det lærerens fejl'.

Eleverne opfattes som ofre

'Og selv om eleverne ikke har sovet om natten og ikke har bøgerne med, så er de på en vis måde ofre for et samfundssystem, der har sat dem i en umulig situation, og så må lærerne på samfundets vegne overtage ansvaret for, at disse stakkels ofre kommer på ret køl igen'.

'Det vil sige, at hver gang elevernes muligheder for at lære bliver ringere, så kommer det over i lærerens dynge'.

Det er den mekanik, Peter Harder og Birthe Louise Bugge vil have fat i. Det er ikke udtryk for en fornuftig måde at lave et uddannelsessystem på at lade læreren stå med det hele, mens eleverne kan være ligeglade, mener de. 'Lærerne kan simpelt hen ikke holde til det'.

Et andet eksempel fra hverdagen i skolen kan illustrere mekanikken. Birthe Louise Bugge skulle læse 'Snedronningen' med en klasse, men halvdelen af eleverne havde ikke fået læst teksten. De havde haft mange hjemmeopgaver, de skulle aflevere, undskyldte de sig.

'Der står så læreren og skal fastholde et fundamentalt engagement og bruge energi på ikke at blive sur, som er den første menneskelige reaktion, der melder sig', fortæller Birthe Louise Bugge.

'De havde selv gerne villet 'Snedronningen', og de havde bedt om at få nogle arbejdsark, som jeg så også havde lavet, og så møder de op og har ikke lavet det, og så ser de glade på en og siger: Jamen, Niels læser så godt, kan vi ikke få ham til at læse det op, så kan vi snakke om det bagefter'.

Det er dér, man bliver træt?

'Ja, man spørger sig selv, hvad meningen er', siger Birthe Louise Bugge.

Peter Harder tilføjer: 'Hvad kan jeg gøre for de elever?, spørger man sig selv. Når de nu ikke læser, og jeg hopper på tungen og har forberedt den proces omhyggeligt, og jeg havde eleverne med, og så kommer det alligevel ikke til at køre. Hvad skal jeg egentlig stille op med mit liv på de præmisser?'

Team er svaret

De to forfattere har imidlertid et bud på, hvordan lærerne kan komme ud af den professionelle meningsløshed. De kan oprette et forpligtende samarbejde omkring deres klasse.

Samarbejdet skal ikke så meget handle om metode og indholdet i fagene, men om spillereglerne i klassen. Om arbejdsmoral. Om klassen som arbejdsfællesskab.

'Det skal være et forbindende team, der koncentrerer sig om præcis dette at etablere klassen som et arbejdsfællesskab med de forskellige normer og regler, som lærerne og eleverne kan blive enige om, og som lærerne sørger for konsekvent at overholde, også selv om de bliver udsat for pres', siger Birthe Louise Bugge.

Peter Harder tilføjer: 'Når eleverne prøver at presse igennem, at deres dagsorden må have forrang, er lærerne nødt til at stå sammen og sige: Selvfølgelig skal I være her, men I skal være her på en måde, hvor I også lærer noget'.

'Vores erfaring er, at hvis man står sammen om det, så er de fleste elever jo ikke dummere, end at de udmærket ved, at de kan lære noget i skolen. De vil bare se, om den går'.

Birthe Louise Bugge: 'Det er så forfærdeligt trættende, hvis man skal begynde hver undervisningstime med at forhandle sig til rette - hvorfor må vi ikke have kakao med i klassen, det er min fødselsdag i dag, må jeg godt dele kage ud? Alt det, der ville være sjovt, hvis det bare ikke var hver gang'.

Ens regler er til glæde for alle parter, har Birthe Louise Bugge erfaret.

'Jeg var med i et team, hvor præmissen var, at eleverne skulle give lektierne en skalle, og hvis de ikke gjorde det, så fik de ikke hjælp', siger hun.

'For eksempel matematik - eleverne fik kun hjælp, hvis de kunne sige, hvor de var gået i stå. Hvis de mødte op og sagde: Ih, det der matematik, det er bare ikke mig - så fik de ikke hjælp'.

'Det skabte et stort furore på lærerværelset: Det er da alt for skrapt. Hvad sagde eleverne? Blev de ikke forskrækkede? Det sjove var, at det gjorde de faktisk ikke. De fik faktisk nogle ret gode arbejdsmetoder ud af det'.

På frihjul

'Skolen på frihjul - om lærerrollen og det forsvundne elevansvar' er netop udkommet på Gyldendal Uddannelse. Den er skrevet af gymnasielærer gennem 20 år, Birthe Louise Bugge, og Peter Harder, der er tidligere gymnasielærer og nu professor i engelsk sprog ved Københavns Universitet.

Og selv om eleverne ikke har sovet om natten og ikke har bøgerne med, så er de på en vis måde ofre for et samfundssystem, der har sat dem i en umulig situation