Lang vej til gennembrud

IT-baserede undervisningsmidler og e-learning har svært ved at finde fodfæste i den danske folkeskole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Undervisningsmidler baseret på informationsteknologi får ikke det store gennembrud i skolen, selvom der i de kommende år bliver brugt mange millioner kroner på at udvikle og producere elektroniske undervisningsmidler og på at opgradere skolers netopkobling og læreres viden om IT-pædagogik.

'Der skal en total omvæltning til. Den måde, skolerne driver skole på, skal ændres radikalt. Som det er nu, er udviklingen i høj grad formet af de traditionelle undervisningsmaterialer', siger Christian Wang.

Han har som tidligere lærer i folkeskolen og som medstifter af Mikro Værkstedet og Skolemedi@ samt som afdelingsleder i DR Undervisning gennem mange år på tæt hold fulgt med i udviklingen inden for elektroniske undervisningsmidler og e-learning.

På den baggrund konstaterer han, at der er lang vej igen, før folkeskolen for alvor tager de nye undervisningsmidler i brug. IT er slået igennem i folkeskolen, hvor der efterhånden er masser af computere og netforbindelser, og hvor 20.000- 25.000 lærere har taget det pædagogiske IT-kørekort, men. . .

'Når 90 procent af skolernes ressourcer til undervisningsmidler bruges på skolebøger og kun ti procent på ikke trykte materialer, er der noget, der tyder på, at digitale læremidler ikke er slået igennem. Det er desuden min erfaring, at man ikke bruger elektroniske undervisningsmidler ret meget, selv når de er til rådighed. Man vælger dem ubevidst fra, fordi de fleste lærere gør, som de plejer. De tilrettelægger undervisningen ud fra de lineære undervisningsmidler, der er til rådighed. Først og fremmest skolebøger. Dermed ikke sagt at de følger en lærebog fra a til z, men teksternes lineære opbygning og forløb styrer læseplanen'.

Slip kræfterne løs

Der er ikke forsket ret meget i, hvordan undervisningsmidler påvirker undervisningen, men det er Christian Wangs påstand, at påvirkningen er massiv.

'Uanset om man vil det eller ej, kommer de materialer, som lærerne bruger, til at styre, hvad eleverne lærer. På de fleste arbejdspladser er man for længst gået bort fra den form for styring. I stedet satser man på selvtilrettelagte processer ud fra en erkendelse af, at hvis medarbejdernes ressourcer for alvor skal mobiliseres, så skal man slippe kræfterne løs'.

Ifølge 'Pædagogisk psykologisk ordbog' er indlæring tilegnelse af færdigheder eller kundskaber i tilknytning til skolens systematiske, formelle undervisning, mens læring er tilegnelse ved eget valg af arbejde.

'Indlæring er en dårlig måde at lære på, fordi det først og fremmest er eleverne selv, der ved, hvad de har brug for at vide. Den viden bliver der ikke trukket på, når det er forlagene, der i kraft af deres udgivelser bestemmer, hvordan undervisningen foregår. Til gengæld stiller digitale undervisningsmidler et hav af ressourcer til rådighed for eleverne, når de får mulighed for selv at bestemme, hvordan de vil gå frem'.

Christian Wang har i de senere år beskæftiget sig med skole-tv i regi af Danmarks Radio. Her har han fået bekræftet, at heller ikke producenterne har fundet de vises sten, når det gælder digitale undervisningsmidler.

'På trods af at meget materiale bliver lagt ud på nettet, og at skole-tv på den måde har brudt med den lineære fremstillingsform, bliver det ikke brugt så meget, som man kunne håbe. Derfor er der behov for en tænkepause i stedet for at fortsætte med at hælde gammel vin på nye flasker. Både når det gælder de traditionelle undervisningsmaterialer, og når det gælder de nye digitale, er det afsenderkvaliteten, der er i centrum, og ikke modtagerkvaliteten. Det skal ændres'.

I slutningen af maj skal Christian Wang holde foredrag om fremtidens digitale undervisningsmidler på en konference, som Foreningen for Fleksibel Uddannelse i Danmark, Fluid, holder. Ved den lejlighed vil han blandt andet sætte fokus på, hvordan eleverne i fremtiden vil være medproducenter af undervisningsmidler.

'Man lærer ved at producere. Derfor er det en enorm styrke, at digitale undervisningsmidler giver eleverne mulighed for selv at opbygge de læringsforløb, de gennemgår, og selv sammenstykke de informationer, de individuelt ønsker, fra en række forskellige undervisningsmidler. Men det stiller samtidig nye krav til både producenter af undervisningsmidler og lærere. De skal medtænke, at eleverne skal have adgang til at foretage en individuel planlægning og til selvevaluering. Uden de elementer forsvinder overblikket over læringsprocessen'.-Jan Kaare er freelancejournalist