Folkeskolens leder:

Team-problemer

Underrubrik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Jeg vil gerne læse om konkrete projekt- og læringsforløb fra ganske almindelige folkeskoler, om elevernes faglige viden før og efter samt timelærernes evalueringer og overvejelser', skrev Kai Bayer, Grindsted, i et debatindlæg i forrige uge, hvor han advarer mod teamsamarbejde, som har 'et overfladisk indhold og kun fokuserer på øjeblikket'.

I sidste uge fulgte Vagn Madsen op med en melding om, at 'teamopfindelsens største fortjeneste' skulle være 'sensitivitetspræget selvsuggestion, der ikke har så lidt med hjernevask at gøre'. Det har han fået ud af at læse en reportage i Folkeskolennummer 38.

Selv om Madsens kreative sprogguirlander som sædvanlig støjer højere end bandeord fra en prædikestol, så peger han på mulige problemer. Og Kai Bayer har fat i noget væsentligt, når han skriver om, at lærernes såkaldte 'tavse viden', som udvikles gennem mange års praktisk erfaring, risikerer at gå tabt i et teamsamarbejde.

Det kan måske være hyggeligt med teamsamarbejde som et snakke- og kaffeforum. Men hvis det eneste, der kommer ud af det, er kalenderkoordinering og lidt fælles nedrakning af ikke tilstedeværende, så bør ordet arbejde ikke indgå i titlen. Teamsamarbejde bør og kan være et kollegialt fællesskab, hvor man planlægger, taler om og ser på hinandens undervisning og elevernes læring. På den måde kan teamet blive et produktivt fællesskab. Men det forudsætter, at deltagerne anerkender, at læring ikke kun gælder elever. Teamet må anerkende og arbejde med teammedlemmernes egen læring. Og det er svært. Det er en vedvarende og vanskelig proces, som er lige så kompliceret som de læreprocesser, elever gennemgår i løbet af deres skoletid.

Det forudsætter også - og her er det, at både Bayer og Madsen peger på noget fundamentalt - at teamet har en samarbejdsform og en omgangsform og tone, som respekterer den enkeltes personlighed og den enkeltes erfaringer. I det gode team forsøger man sammen at sætte ord på det, som er nemmere gjort end sagt. Og det er svært.

Fordi meget af lærernes praktiske fornuft er tavs og båret af erfaringer. Det er svært, fordi det kan være vanskeligt for den enkelte følelsesmæssigt at skelne mellem person og sag. Og fordi skolens tradition er, at læreren er alene både med sine udfordringer og med sine problemer.

Når teamet fungerer rigtigt, giver det plads både til individuel forskellighed og til holdpræstationer. I den dobbelthed ligger den mulige styrke. I det gode team kan man også få støtte til at komme videre fra det, der ikke lykkes.

Kai Bayer vil læse om praksis. Der ligger mulighederne. Det gør det muligt også at diskutere problemerne.

Vagn Madsen har læst. Om en praksis, hvor en lærer fortæller om, hvordan hans team gør erfaringer med en undervisning, hvor eleverne først arbejder med noget, som lærerne så bagefter kan 'hægte det faglige op på'.

Kai Bayer ønsker den kollegiale diskussion. Madsen ved, at 'sund fornuft er gift for teamoverbevisningen', så han får noget helt andet ud af det læste. Nemlig det, han mente i forvejen. Og det modsatte af det, der står. Han gør den kollegiale diskussion vanskelig.

-th