Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Med folkeskolereformen i 2014 indførtes i alt 3.170 faglige mål i folkeskolens fag. Målstyring skyllede ind over skolen i en lind strøm og antog mange forskellige former.

Inden længe herskede der i alle afkroge af skoleverdenen en nagelfast forståelse af, at elevernes udbytte af skolegangen skulle være lig med målbare færdigheder og konkret viden. Kompetencer, viden og færdigheder blev de bærende elementer i de faglige læreplaner, og al undervisning skulle styres stålsat og uden svinkeærinder mod synlig målopfyldelse. 

Der var intet rum for den undervisning, som er dannende, åndsudvidende, fællesskabende, uforudsigelig, fordybende, kreativ, improviserende. Og interessant. Og vedkommende.

Fra kompetence- til formålsstyring

De mange, mange mål er sidenhen blevet vejledende, og det har betydet noget. Men kompentencetænkningen er stadig helt central i de faglige læreplaner, og det må der gøres op med nu.

Forståelsen af skolens opgave og elevernes udbytte af skolegangen skal centreres om skolens og fagenes formål. Det er disse fine tekster, der skal danne udgangspunkt for den konkrete undervisning. Og derfor må de nye læreplaner folde formålsteksterne ud, så lærerne kan lade deres undervisning gennemlyse af dem.

Hvordan fører undervisning f.eks. til ”åndsfrihed”, som er et kernebegreb i skolens formål? Hvordan fremmer danskundervisningen elevernes ”æstetiske, etiske og historiske forståelse”, som det hedder i fagets formål?

Det må læreplanerne tilbyde nogle perspektiver på.

Fra ”Eleven kan” til ”Undervisningen skal”

I alle de gældende læreplaner står mål for elevernes kompetencer helt centralt. De indledes med ”Eleven kan…”

Læreren skal altså hele tiden have blikket rettet mod elevernes kunnen og viden. Mod den læring, der er til at få øje på.

Men læring er også usynlig, langsigtet og uhåndgribelig. Så det har i den grad forsimplet og indsnævret fagene, at de gældende læreplaner i massiv grad har stilet mod ”Eleven kan…” 

Derfor må de nye læreplaner ikke kun skitsere, hvad eleverne skal kunne, men også hvad undervisningen skal. Den skal slå nogle strenge an - nemlig dem, der nævnes i skolens og fagets formål. Også selv om man ikke kan vide, hvordan strengenes svingninger resonerer hos eleverne.

Progression i det faglige indhold

Elevernes faglige progression er naturligvis vigtig. De skal gerne kunne og vide mere i 9. klasse end i 4. Som dansklærer holder jeg f.eks. flere gange om året øje med, hvordan mine elevers læsefærdigheder udvikler sig. Og hvis udviklingen ikke har været tilfredsstillende, ændrer jeg min undervisningspraksis.

Men læreplanerne skal ikke kun pege på, hvordan elevernes progression skal være. De skal også tilbyde vejledning i, hvordan der vælges et stadigt mere komplekst fagligt indhold op igennem skolesystemet. Hvilke kriterier må ligge til grund for valg af litteratur til danskundervisningen i 3. klasse og i 9.? Hvilke aspekter kan man udfolde, når 4. klasse arbejder med lignelser i kristendomskundskab, og hvilke når 8. gør det? Igen må fokus rettes mod, hvad undervisningen og det faglige indhold skal tilbyde.

De nye læreplaner er altså bestemt ikke ligegyldige. De kan sætte det endelige punktum i afviklingen af målstyring. De kan bidrage til, at fagenes kompleksitet og identitet samt skolens mangefacetterede opgave igen foldes ud og understreges.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk