“Når man siger ting højt, er der pludselig nogle, som lytter”, siger idrætslærer Marie Adserballe om, hvordan det gik til, at hun nu bruger de fleste af sine weekender på at blive gode venner med en otte meter lang robåd, der er så følsom over for bevægelser, at hun kan mærke det gynge, hvis en af hendes to medroere vender sig i søvne.
Det er nemlig ikke en helt almindelig robåd. Den er bygget til langfart på oceanerne og har allerede taget de 5.000 kilometer over Atlanterhavet en gang. Marie Adserballe, som til daglig er idrætslærer på Øster Farimagsgades Skole i København, planlægger at føre den igennem samme tur til vinter. Derfor bruger hun nu en stor del af sin fritid dels på at træne sin fysik, dels på at lære alt det, der skal til for at gøre turen mulig.
“Det startede egentlig med, at nogle fyre i mit træningscenter fortalte om, at de havde deltaget i Talisker Whisky Atlantic Challenge, som det hedder. Det gjorde mig nysgerrig, og så talte jeg med nogen om, at det kunne jeg da egentlig også godt tænke mig at prøve”, fortæller hun. “Så kom tilbuddet, og efter at have overvejet det nogle dage nåede jeg frem til, at ‘denne her mulighed får jeg kun en gang. Jeg er nødt til at tage den’”.
40 til 50 dage på åbent hav
Sammen med træningskammeraterne Anne- Marie Feilberg og Camilla Tvernø har Marie Adserballe dannet holdet Rowmodels, hyret en mentaltræner og er ved at skaffe sponsorer for at blive klar til udfordringen. Planen er, at de i starten af december stævner ud fra øen La Gomera ud for Afrikas vestkyst og 40 til 50 dage senere ankommer til Antigua i det østlige Caribien.
“Jeg har fået to en halv måneders orlov fra mit arbejde. Så er der også tid til, at jeg kan komme mig, efter at det er overstået. Man skal regne med at miste en del muskelmasse undervejs, fordi man ikke har tid til at restituere, og det kan også være, at man ikke kan gå, når man kommer frem, fordi nogle muskler er blevet forkortet, efter at man ikke har brugt dem i tiden på havet. Det kan man modvirke ved at lave nogle øvelser undervejs. Vi må se, hvordan det ender”.
Alligevel er det ikke de fysiske udfordringer, 38-årige Marie Adserballe er mest bekymret for.
“Jeg tror, det er det mentale, der bliver den største udfordring. Jeg kommer til at savne min familie, min søn og min bonussøn, og selv om vi kan ringe hjem på satellittelefonen, så … Ja, det bliver svært. Der er også det, at det jo kan være, at der ikke er så meget at fortælle. For selvfølgelig kan det være dramatisk undervejs, men det bliver også helt sikkert kedeligt meget af tiden. Der er jo ikke noget at se på havet, og det er meget bare det samme og det samme, man laver i ugevis. Det skal man også være indstillet på”.
Elever skal følge deres lærers tur hjemmefra
Hvordan i alverden?
Helt basalt: Hvad gør I med mad og drikke på turen?
“Båden har et afsaltningsanlæg, der laver saltvand om til drikkevand. Det får strøm fra solcellerne på båden. Vi kan også manuelt lave saltvand til drikkevand, hvis det går i stykker. Derudover har vi 40 liter drikkevand med til nødstilfælde. Men hvis vi skal til at bruge det, skal vi sende et mayday ud, for der er kun til et par dage. Vi skal medbringe frysetørret mad, og meget af det, for man skal regne med et kalorieindtag på 4.000 per person per dag. Vores snacks bliver nok især nødder”.
Det, der kommer ind, skal også ud igen …
“Ja, og det foregår på en spand på båden og så ud over siden. Der er ikke plads til privatliv som sådan i båden”.
I regner med at skulle være af sted 40 til 50 dage. Det vil sige, at det også bliver "den tid på måneden" på et tidspunkt …
“Vi er ved at finde ud af, hvordan vi skal håndtere det. Reglerne for deltagelse i løbet er, at man ikke må efterlade noget affald i havet, som ikke er nedbrydeligt. Så vi skal måske bruge menstruationskopper eller nogle særlige bind”.
Det er nok et dumt spørgsmål, men vil det ikke tiltrække hajer at smide menstruationsblod i havet?
“Nej, ikke når det er så lidt”.
Hvordan får I sovet?
“Det bliver sådan, at vi om natten skiftes til at sove forskudt af hinanden. Så ror man to timer alene, mens de to andre sover, og så bytter man. Så man får fire timers sammenhængende hvile i en af de to ‘kahytter’ i hver sin ende af båden”.
Hvordan klarer I en storm?
“Hvis det bliver stormvejr, skal vi kaste vores drivanker (en enhed, der slæbes efter en båd i vanskelige vejrsituationer, redaktionen), gå ind i ‘kahytterne’, spænde os fast og lukke lugerne. Og så holde dem lukket uanset hvad. Båden er synkefri, så længe der ikke kommer vand ind i de to ‘kahytter’”
Endnu har Marie Adserballe ikke fortalt sine elever, at de må undvære hende hele vinteren, fordi hun skal ud at ro. Men planen er, at de skal følge hendes tur, så tæt de kan, og inddrage den i deres undervisning. Ud over idræt underviser Marie Adserballe også i historie og dansk, hvor hun også er læsevejleder.
“Der er en GPS-tracker på båden, så de kan følge med i, hvor jeg er, og hvor hurtigt vi bevæger os. Det vil de så bruge for eksempel i matematikundervisningen til at beregne vores gennemsnitsfart, eller de kan undersøge vejrforholdene der, hvor vi er på et givent tidspunkt. Jeg har aftalt en masse måder, hvorpå mine kolleger kan inddrage min tur i undervisningen, mens jeg er af sted”.
Fællesskabet er hendes drivkraft
Personligt håber Marie Adserballe, at der kommer et helt særligt fællesskab med holdkammeraterne ud af bedriften.
“Det er faktisk nok det vigtigste for mig: Udsigten til at være en del af et hold under så ekstreme omstændigheder”, siger hun. “Og når det er overstået, vil vi altid have et særligt bånd, vi ikke kan få med andre”.
Af samme grund har Rowmodels-holdet allerede på forhånd opgivet alle tanker om topplaceringer og hastighedsrekorder.
“Vi kommer ikke til at vinde noget som helst”, griner Marie Adserballe. “Det er slet ikke det, det handler om for os. Vi skal være det bedste team, og vi skal gennemføre på en måde, så vi også kan holde ud at være sammen med hinanden, efter at vi ankommer til Antigua. Det er bestemt ikke alle hold, der kan det”.
Ambitionen om fællesskab har også inspireret holdet til at vælge den velgørenhedsorganisation, som det forhåbentlige overskud fra sponsorater skal komme til gode. De har valgt GirlTalk, som arbejder for at forebygge mistrivsel blandt piger og unge kvinder.
“Jeg ser desværre så mange af mine elever kæmpe med dårlig trivsel, og alene derfor var det oplagt, at GirlTalk skulle være vores charity”, siger Marie Adserballe. “Men det var også, fordi mine holdkammerater og jeg kom til at tale om, hvem vi er forbilleder for, vores børn og mine elever, for eksempel, og Anna Bjerre, som er grundlægger af og direktør i GirlTalk, er et af vores forbilleder”.
Samtidig har Marie Adserballe oplevet, hvordan hendes private passion for at udfordre sig selv fysisk har inspireret hendes elever. Da hun sidste år trænede til at gå en mammutmarch (100 kilometer på 24 timer, redaktionen), fulgte hendes elever engageret med og kom selv og fortalte, at nu havde de gået så og så langt.
“Jeg håber, at min tur over Atlanten vil gøre noget lignende. Ikke at de selv skal til at dyrke ekstremsport, men at de kan se, at det kan være sjovt og udfordrende at have en aktiv livsstil. Og måske også at det er okay at hive nogle måneder ud af kalenderen for at forfølge en drøm, uanset hvad den måtte være. At man ikke altid behøver at gå den lige vej gennem livet”
