Dem, der på hurtige kurser får viden om evidens og synlig læring, får pludselig ”pengesedler”, som de kan indløse. Mens den erfaring, som lærerne i en årrække har oparbejdet via deres praksiserfaringer, er en valuta, der ikke længere kan indløses, fortæller Jørn Bjerre.

Forsker: Evidens og koncepter tager pædagogikkens plads

Evidensforskningen presser sig ind i det rum mellem teori og praksis, som tidligere har tilhørt pædagogikken. Det betyder, at konsulenters refleksioner får mere værdi end lærernes erfaringer, mener ph.d og lektor Jørn Bjerre, der blandt andet har forsket i Synlig Læring i praksis.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Evidensforskningen bliver brugt forkert i folkeskolen, hvis den kommer til at stå som et alternativ til praktikernes "tavse viden", eller når den bliver oversat til koncepter, som praktikere skal følge. Det er at gøre vold på såvel evidensforskning, som praksis, fortæller Jørn Bjerre, der er ph.d. og lektor i pædagogisk sociologi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).

Det giver ikke mening at være for eller imod evidens, siger han, men peger på, at det er problematisk, når man forsøger at gøre evidensbaseret forskning til konkret undervisningsvirkelighed.

"Når vi siger, at vi skal have evidens for noget, så mener vi ganske vist, at vi har at gøre med en særlig robust form for viden, som er mere generel, end andre typer af viden. Men dette er tænkt indenfor en specifik forskningskontekst. Sociologisk sker der noget, når man bruger denne viden i praksis. Man kan ikke flytte viden fra en forskningskontekst, og direkte ud i en konkret praksis og så forvente et bestemt udfald", siger Jørn Bjerre og peger på, at det grundlæggende handler om forskellen mellem teori og praksis:

"Forskning og praktik er to forskellige størrelser, og der skal en oversættelse til mellem forskning og praksis. I gamle dage fandt denne oversættelse sted i pædagogikken. Og det er netop her, at man via konsulenthuse forsøger at sætte evidensforskningen ind. Realiteten bliver så, at det er konsulenterne snarere end lærernes egne pædagogiske refleksioner, der kommer til at stå for oversættelsen", siger han.

Skolerne drukner i projekter

Den sociologiske virkelighed

Jørn Bjerre peger på, at forskningens rolle bliver misforstået, når man vil omsætte den direkte til praksis: Forskningen kan opsummere erfaringer, systematisere erkendelser, opstille og teste hypoteser, og i nogle tilfælde forudse fremtidige udfald indenfor givne sandsynligheder, men den kan ikke sige noget om, hvad der bør gøres i en konkret virkelighed tirsdag formiddag klokken 10 i 3.b.

"Du udvikler en del af dig selv i praksis og en anden i teorien. Det kan være, at du er sindssyg klog på pædagogik og ved alt om teorien uden at kunne få det til at fungere i en dansktime i indskolingen.  Og ligeledes kan en, der ikke ved noget om teoretisk pædagogik, måske få det til at fungere i hverdagen. Og det er dette, som det sociologiske blik har øje for, men som er underbelyst i evidensdebatten: at der er forskel på de sociologiske virkeligheder, hvor forskningens skal implementeres", siger Jørn Bjerre og trækker evnen til være sjov ind som eksempel:

"Et er, at forskningen kan dokumentere, at det er mere sandsynligt, at eleverne hører efter, når de bliver undervist af en lærer, der har humor, noget andet er at være sjov, uden at være vandet. Den enkelte lærer, der skal bruge denne viden, kan ikke opnå den ønskede effekt ved at lære et vist antal vitser udenad, men må udvikle sin egen forståelse af humor, for at få det til at virke", siger Jørn Bjerre.

Ikke kun for sjov: Forstå dine elever gennem deres humor

Synlig Læring

Sammen med Niels Møller har Jørn Bjerre skrevet kapitlet: "Koncepternes vagtparade: oversættelsen af synlig læring til praksis", der er en del af bogen "Hattie på dansk -evidenstænkningen i et kritisk og konstruktivt lys", som tidligere i år udkom på Hans Reitzels forlag.

Anmelder: Træk Hattie-bog tilbage

I kapitlet har de undersøgt, hvordan den New Zealandske skoleforsker John Hatties forskning bliver overført til en konkret dansk skolevirkelighed. Jørn Bjerre understreger, at han ikke mener, det giver mening at være for eller imod John Hattie eller evidens for den sags skyld - "det passer ikke ind i en videnskabelig tankegang at være for eller imod evidens".

"Jeg synes John Hattie har lavet et fantastisk spændende arbejde, men spørgsmålet er, hvad der sker, når denne forskning omsættes til den sociale verden", siger Jørn Bjerre og peger på, at der er mange forståelige tanker i det, de laver i den pågældende kommune, som bliver undersøgt i kapitlet."

"De befinder sig i den virkelighed, folkeskolereformen har skabt. De står og skal komme med svar på en række forhold: Hvordan vil de arbejde med inklusion, socioøkonomisk baggrund og alle de dikterede spørgsmål. Det er klart, at det er attraktivt for kommunen, hvis de ved hjælp af en metode som synlig læring kan sætte kryds ud for en hel række af de opgaver, som de er blevet pålagt", siger Jørn Bjerre.

Konsulenterne klipper og klistrer

Men det han og Niels Møller interesserede sig for i artiklen var, hvordan Synlig Læring så blev ført ud i praksis?

"Det, der startede som evidens, da John Hattie arbejdede med det, bliver oversat til kurser og arbejdsgange. Og vi kan se, at der bliver brug en helt anden form for viden. Konsulenterne bruger alt muligt andet end evidens - de klipper og klistrer og henter modeller ind. Der bliver brugt en gammel organisationspsykolog, der var hot for 20 år siden - uden at man kan sige, at der er tale om evidensforskning. Det bliver de forhåndenværende søms princip", siger Jørn Bjerre. Og for ham er det en sociologisk pointe:

"Sådan er den sociale virkelighed, vi fusker og prøver nogle ting af, vi trækker en gammel organisationsforsker ind. Vi holder med andre ord op med at tænke videnskabeligt, og begynder at tænke praktisk pædagogisk - det gør Synlig lærings-konsulenterne også. Den sociologiske virkelighed omkring evidens er altså noget ganske andet end den selvforståelse, der ligger i meget retorik omkring evidensforskningen. Begrebet evidens har en form for renhed over sig, som bliver langt mere mudret, når vi går til praksis, hvor tingene skal omsættes", siger Jørn Bjerre. Han vil gerne bringe debatten om John Hattie og evidensforskningen et sted hen, hvor der er andre mulige positioner end for og imod.

"John Hatties forskning kan bruges til at få en videnskabelig hypotese for, hvilken retning man skal gå - for eksempel at sætte fokus på systematik i undervisningen. Næste skridt er: hvordan bliver det til noget, der virker i en konkret sammenhæng. I denne fase er man nødt til at gøre brug af faglige skøn, intuition og dømmekraft. Og det er Hattie selv opmærksom på: At evidens skal oversættes", siger Jørn Bjerre.

Masterclass med Hattie: Politikere lytter ikke til lærere

Mister "symbolsk kapital"

For at få placeret, hvad evidens kan bruges til, skal man også gøre sig klart, hvad der er praktikerens del af arbejdet:

"Et er som lærer og som skole at blive klogere på forskningen, noget andet er at udvikle sine evner til at fungere i praksis. Hvad det sidste angår, er det alt andet end synligt. Vi taler her snarere om tavs viden, altså den færdighedsdimension, man udvikler ved at praktisere et fag", siger Jørn Bjerre.

Hvis ikke praktikernes tavse viden får plads, når evidensbaseringen implementeres, så kan lærere, der ellers er dygtige til at undervise, miste status og opleve, at de ikke længere bliver anerkendt for det, de kan.

"Det som implementeringen af evidensbaseret viden gør helt formelt, er, at den sætter en ny ramme for, hvad der har symbolsk kapital i det pædagogiske felt? Den sætter nogle rammer for, hvad det er for egenskaber, jeg kan indløse i den sociale sammenhæng, for derigennem at få status, magt og prestige. Brugt forkert, kan evidensbaseringen betyde, at man skærer den symbolske kapital væk, som lærerne i en årrække har oparbejdet via deres praksiserfaringer", siger Jørn Bjerre og laver en sammenligning:

"Det er ligesom, hvis man står med nogle pengesedler, der pludselig ikke længere kan indløses, og du kan ikke købe noget for dem i butikkerne. Det er det, der sker, når man ændrer spillet, som man har gjort med evidensbaseringen. Dem, der på hurtige kurser får viden om evidens og synlig læring, får pludselig "pengesedler", som de kan indløse. Mens den erfaring andre har med sig kan tage sig ud som en valuta, der ikke længere kan indløses. Mange kender mekanismen: Du ved måske en masse om noget, som andre ikke har lyst til at høre om, så kan du ikke bruge det til noget. Det samme gælder den erfarne lærer, hvis ikke man er opmærksom på, at denne viden også skal kunne indløses i det faglig rum", siger han.

Jørn Bjerres overvejelser om evidens i nutidens skole bliver også uddybet i et kapitel "Om brugen af evidensbaseret viden i arbejdet med undervisning", der snart kan findes i bogen: "Empiriske undersøgelser og metodiske greb i de pædagogiske professionsuddannelser", som er redigeret af Thomas Engsig, og er under udgivelse på Hans Reitzels Forlag.