Læreruddannelserne rammes igen af besparelser

Den nye finanslov betyder yderligere besparelser for professionshøjskolerne. I alt mister uddannelserne 144 millioner kroner. Rektorerne er heller ikke tilfredse med, at uddannelserne i hovedstaden skal betale til professionshøjskolerne i provinsen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det er en tretrinsraket. Først kom besparelserne i forbindelse med genopretningspakken og sidste års finanslov. Det kostede os 44 millioner. Nu kommer de med en ny dispensationsbegrænsning som betyder 50 millioner mindre. Og oveni kommer en yderligere grønthøster på 50 millioner, der skal udmøntes i 2011. I alt mister professionshøjskolerne 144 millioner kroner", forklarer formanden for professionshøjskolernes rektorforsamling Laust Joen Jakobsen.

Han kan godt forstå, at der skal spares, men han kan ikke forstå, hvorfor professionshøjskolerne skal holde for hver gang.

Hvordan besparelserne kommer til at påvirke de studerende, kan han endnu ikke sige.

"Vi prøver selvfølgelig, ligesom vi har gjort hver gang, at fastholde niveauet for de studerende. Men om det kan lade sig gøre denne gang, det ved jeg simpelthen ikke. Det kommer til at koste en masse arbejdspladser det her - både i ledelse, administration og uddannelse. Det bliver en skrap omgang".

Hovedstaden skal betale til provinsen

I den nye finanslov ligger en omfordeling af tilskuddet til professionshøjskolerne. Institutionstilskuddet skal i højere grad gives ud fra uddannelsens areal end for studieaktiviteten.

"Det betyder reelt at Metropol og UCC skal betale til de øvrige uddannelser. Det er noget politisk makværk og det er ikke noget professionshøjskolerne har bedt om eller vil støtte", siger Laust Joen Jakobsen.

Han har, som han selv siger, to kasketter på, da han både er formand for rektorforsamlingen og rektor på UCC, som skal finde 4.1 millioner kroner sammen med Metropol. Men heller ikke som rektorformand kan han se ideen i omfordelingen.

"Det er symbolpolitik for, hvad er mest udkant. Det er rigtigt, at de uddannelser, som ligger i centrum - Frederiksberg og Zahle - har mange studerende. Men det at ligge i hovedstadsområdet hjælper jo ikke noget. Og hvorfor skal Bornholm - som jo hører under UCC - være med til at betale til læreruddannelsen i Århus, som jo hører under landet største professionshøjskole Via".

Rettet kl 14