De midaldrende lærere i front som IT-brugere

Mere end hver tredje anvender Internettet regelmæssigt

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ni procent af Folkeskolens 207.000 læsere har opkobling til Internettet, og godt otte procent bruger nettet arbejdsmæssigt en gang om ugen. Knap hver tiende overvejer at anskaffe eller udskifte opkoblingen til nettet inden for det næste år.

Det viser en stikprøveundersøgelse fra Index Danmark/Gallup fra første halvår 1997 om Folkeskolens læseres forbrug af Internet og edb.

Det er de 40-49-årige, som tegner sig som det største antal netbrugere. I denne gruppe siger 36 procent, at de personligt anvender Internet regelmæssigt, og ikke mindre end 40 procent siger, at de går på nettet privat mindst en gang om ugen.

Af de 30-39-årige er der færre regelmæssige brugere. Og af gruppen over 50 år bruger 18 procent Internettet på arbejde mindst en gang om ugen.

Af den yngre årgang læsere på 20-29 år er det kun 14 procent, der bruger nettet regelmæssigt. Her svarer 36 procent dog, at de går på Internettet privat mellem en gang hvert halve år og fem gange per måned. Tallet afslører, at brugen af Internettet på landets seminarier tilsyneladende halter efter udviklingen i folkeskolen.

Stor interesse

Også når det gælder interesse for teknologi, er lærerne rykket lidt foran gennemsnittet af resten af befolkningen. I befolkningen som helhed siger godt en fjerdedel, at de er meget eller ret interesserede i ny teknologi, mens tallet for Folkekolens læsere ligger på hver tredje.

42 procent bruger regelmæssigt en computer mod knap 29 procent i resten af befolkningen. Også her tegner de 40-49-årige sig for den største andel.

Lærerne er også ved at komme over deres skræk for informationsteknologien, afslører tabellerne fra Index Danmark. Godt nok svarer knap 17 procent ja til, at teknik og datamaskiner virker skræmmende.

Men 48,6 procent mener, at teknologien giver lærerne mange fordele. Også her er det de 40-49-årige, som er mest positive.baagø