Debat

Haves: Faglighed og valgkamp

Ønskes: Saglighed i valgkamp

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Valgkampen er i fuld gang. Som forventet er folkeskolen på dagsordenen, og alle partier ønsker mere faglighed.

DLF prioriterer også det faglige niveau i folkeskolen højt. Vi prioriterer den opgave lige så højt som opgaven med at sikre, at eleverne forlader skolen som selvstændige, kritiske, sociale, kreative mennesker med selvtillid, lyst til at lære, parate til omstilling. Kort sagt at de som livsduelige mennesker er parate til at indgå i et demokratisk samfund og tage ansvar for sig selv og andre.

Men i valgkampen handler det kun om den snævre faglighed. Her har undervisningsministeren været fremme med, at fagligheden ud over nationale test, prøver skal forbedres ved, at lærerne kun underviser i deres linjefag. Hun erkender, at det vil skabe et problem især på de små skoler, hvor man ikke har lærere nok til at dække hele fagrækken. Lærerne skal fremover bare undervise på flere skoler, siger ministeren. Formanden for Børne- og Kulturudvalget i KL er begejstret. For når kommunens social- og sundhedsassistenter kan cykle rundt på hjemmebesøg, ja, så kan lærerne da også cykle rundt til skoler, der har behov for netop deres kompetencer. Mon han også mener, de to grupper kan anvende fælles cykel? Det er vel bare et spørgsmål om kommunal planlægning.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Forslaget er uigennemtænkt.

Det er ikke foreneligt med kravet om teamsamarbejde, tværfaglighed og undervisning i tværgående emner og problemstillinger. Det er direkte i modstrid med KLs eget ønske om større fleksibilitet, fordi for eksempel faget historie jo nødvendigvis ved skemalægningen skal placeres i de lektioner, hvor lærer Jensen kommer cyklende for at undervise i faget.

At forældrene derudover må finde sig i, at de ikke længere har indflydelse på, hvilke lærere der underviser på deres børns skole, er vel også en uundgåelig konsekvens.

Ministerens forslag afslører ikke alene et snævert syn på faglighed i folkeskolen, men også et manglende kendskab til, hvordan tingene fungerer i virkeligheden. Hvis man vil styrke fagligheden, handler det derfor om noget andet. Det handler om en grunduddannelse, der gennem tid til fordybelse sikrer de studerende den nødvendige faglige ballast. Derfor har vi foreslået, at antallet af linjefag sættes ned fra fire til tre. Det handler også om, at alle lærere får den nødvendige efteruddannelse. Derfor har vi peget på, at politikerne på Christiansborg må sikre, at der afsættes resurser hertil, og de må sikre, at midlerne efterfølgende anvendes efter hensigten på kommunalt niveau.

Lærernes faglighed er fundamentet for elevernes faglighed. Den tid, lærerne ifølge forslaget skal bruge på at cykle rundt, vil med større effekt kunne bruges på den faglige efteruddannelse.

Ole Holdgaard er formand for DLFs pædagogiske udvalg