Anmeldelse

Midgård

Gode letlæsningsbøger om nordisk mytologi

Som regel er drenge mest hooked på nordisk mytologi, men her har pigerne en heltinde, som de vil kunne se op til.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

”Midgård” består af fire lette bøger med en fortsat handling, der løber over de fire årstider inden for et år. Hovedpersonerne er Siri og Bjørn. Pigen Siri er den person, som læseren mest oplever handlingen igennem. Lix 8 og lettal 17 fortæller, at bøgerne er nemt tilgængelige for de fleste læsere fra omkring 2. klasse. Desuden sørger talrige illustrationer for, at læserne kan få et nogenlunde realistisk indtryk af levevilkårene for over 1.000 år siden. Indbindingen er solid, så bøgerne holder længe.

Fakta:

Titel: Midgård

Forfatter: Lise J. Qvistgaard

Illustrator: Keld Pedersen

Pris: 99

Sider: 44

Serie: Midgård

Forlag: Elysion

Siri og Bjørn stikker af fra Toke, som de er trælle hos, efter at de blev taget til fange af hans folk og har arbejdet længe under hårde omstændigheder. De to børn foretager en lang vandring for at komme hjem til den gård, som Siris forældre havde, og som blev taget af Tokes folk. Børnene udsættes for en række prøvelser og møder på deres vej flere af guderne. Især Siri er klog og tapper og klarer udfordringerne sammen med Bjørn.

Tro og overtro fra endnu tidligere tider går hånd i hånd, og overtro findes i flere passager. Om vinteren tager Siri og Bjørn sig af en dreng, der er løbet en lang vej efter hjælp til sin dødssyge far. Frosten er hård, og børnene er nødt til at gå ud at hente brænde for ikke at fryse ihjel. Uden for hytten står et væsen, som er på størrelse med en mand, men Siri stivner, da hun ikke kan se hans ånde. En jætte af frost.

De jævnlige gys, de to kløgtige børn, tro/overtro og historisk stof er ingredienser, som vil interessere eleverne. Som regel er drenge mest hooked på denne genre, men det, at helten står lidt i skyggen af heltinden, er et stort plus for pigernes fascination. Pippi Langstrømpe, Ronja Røverdatter og så Siri giver pigerne nogle seje forbilleder. Disse bøger er absolut et godt bud på klassens fælles læsning eller på elevernes egen.