Lærermangel
6   607

Kampen om lærermangel-dagsordenen

Kommunerne har fået svært ved at skaffe uddannede folkeskolelærere. Det bekymrer både KL’s Michael Ziegler og lærerformand Anders Bondo. Men årsagen er de lodret uenige om. Groft sagt mener Bondo, at der er masser af lærere, men at de rejser fra dårlige vilkår i folkeskolen, mens Ziegler afviser lærerflugt, men mener, der bliver uddannet alt for få lærere.

"Der er blevet sagt meget, og fakta er jo, at afgangen kun er steget marginalt i forhold til et historisk niveau. Den helt store synder er jo optaget på læreruddannelsen", sagde KL's overenskomstforhandler, borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler forleden til folkeskolen.dk, og efterfølgende blev kurver over lærerafgang smækket på twitters virtuelle debatbord. Der er enighed om kurven over antallet af lærere, der forlader folkeskolen nedenfor - spørgsmålet er, om det er 2007 med godt 5000 lærere, der forlod folkeskolen eller 2012's godt 4000, der er det "normale", og om de knap 5500, der rejste sidste år derfor er udtryk for en marginal stigning eller en alarmerende situation.

Artiklen fortsætter under banneret

Det virker som om det er meget vigtigt for dig, Michael Ziegler, at slå fast, at lærerne ikke flygter fra folkeskolen efter lov 409 og folkeskolereformen, selvom du jo - ligesom Lærerforeningen - må høre fra og læse om lærere, der er frustrerede over vilkårene?

"Det er vigtigt for mig, at vi taler om de reelle udfordringer, og jeg konstaterer bare, at der er nogle, der forsøger at tegne et billede, der er helt skævt. Danmarks Lærerforening prøver at sige, at hvis vi kigger på det år, hvor afgangen var helt i bund og så på nu, så er der sket en vældig stor stigning, og hvis man så finder den alderskategori, hvor man kan gøre stigningen mest dramatisk, så kan man jo bruge det til at fremme sin dagsorden", siger Michael Ziegler og fremhæver, at afgangen fra lærerfaget er mindre end fra andre kommunale faggrupper. "Jeg synes ikke, vi skal tale om, at der er en flugt, når der nu ikke er det, for det vil bare bidrage til at tale folkeskolen ned under gulvbrædderne".

Bondo: Ziegler nægter at forholde sig til problemet

Og det er lige præcis dér, kampen står. Skal man "tale folkeskolen op", eller skal man tale om, hvorfor der er dalende søgning til læreruddannelsen og flere, der søger væk fra folkeskolen?

"Michael Ziegler og KL nægter at forholde sig til problemet - og så får vi ikke løst det!", siger Anders Bondo Christensen.

"Der er masser af lærere derude, men de ønsker ikke at være i folkeskolen. 13 procent af lærerstillingerne i folkeskolen er nedlagt de seneste seks år, og alligevel siger kommunerne i KL's egen undersøgelse, at de har svært ved at få lærere. Og der er jo en entydig sammenhæng i mellem, at lærerne søger væk fra folkeskolen, og at der ikke er ansøgere nok til læreruddannelsen. Lærerne søger væk, fordi vilkårene er sådan, at de ikke kan lykkes med deres opgave - og de unge søger ikke ind på læreruddannelsen, fordi de hører, at lærerne har nogle vilkår, så de ikke kan lykkes med opgaven. KL har ansvaret for folkeskolen, og derfor synes jeg, at vi sammen med KL og ministeriet skulle undersøge, hvorfor lærerne forlader folkeskolen, så vi kan gøre noget ved det", siger Anders Bondo og tilføjer, at selvom man virkelig skulle lykkes med at gøre læreruddannelsen så attraktiv, at søgningen steg, så går der mindst fire år, før de nyuddannede kommer ud og afhjælper lærermanglen.

I den undersøgelse blandt skoleforvaltningerne, som Michael Ziegler og hans KL-bestyrelseskollega Anna Mee Allerslev præsenterede for Folketingets børne- og undervisningsudvalg forleden, angiver 49 kommuners forvaltningschefer stigende lærerafgang som en af årsagerne til, at det er blevet svært at skaffe lærere.

"Det er afgang i betydningen personaleomsætning - den enkelte skolechef i Høje-Taastrup Kommune sidder jo ikke og holder øje med, om læreren forlader faget eller bare søger væk fra Høje-Taastrup for at søge job i Albertslund", fremhæver Michael Ziegler.

Men når så mange kommuner oplever stigende lærerafgang, hvad tror du så, det skyldes, at de har svært ved at holde på dem?

"Jeg tror ikke, de har svært ved at 'holde på dem' som sådan. Men jeg tror faktisk også, det er rigtigt, at oven på folkeskolereform og nye arbejdstidsregler, er der sket en trafik, hvor lærere i stigende omfang har skiftet job inden for folkeskolen. Det er jo meget naturligt med tilstedeværelse at nogle for at få logistikken til at hænge sammen, vælger at arbejde tættere på deres hjem. Men det skaber ikke i sig selv en rekrutteringsudfordring".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ