Debat

Mens vi venter...

Der er en kandidat til DLF’s hovedstyrelse, som ønsker en stærk fagforening, som ønsker resultater for medlemmerne, som ønsker at komme tilbage til den tid, hvor der i alle led var konsensus om medarbejdernes ret til indflydelse. En kandidat, som i mine øjne er det, Danmarks Lærerforening har brug for. Hans navn er Anders Liltorp, kredsformand i Rødovre.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens vi venter…

Om ikke så længe skal du og jeg sætte vores kryds ved DLF’s hovedstyrelsesvalg. Det håber jeg i al fald, at du gør, for der er brug for din stemme. Brug for at du er med til at sætte dagsordenen for den hovedstyrelse, der de kommende år har masser af udfordringer. Udfordringer på medlemmernes vegne, på fagforeningens vegne og på folkeskolens vegne.

Den kommende hovedstyrelse skal have ambitioner for en bedre folkeskole, hvor medlemmerne naturligt ser sig selv som en del af Danmarks Lærerforening.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er mit klare budskab, at et stærkt DLF ikke skabes i hovedstyrelsen, men skabes af stærke tillidsfolk på skolerne og stærke kredsstyrelser rundt om i landet. Kun på den måde kan vi sikre en stærk hovedstyrelse.

DLF skal væk fra en fælles fagfaglig kamp til i langt højere grad at støtte og understøtte lokale udfordringer. Vi må erkende, at følgevirkningerne af folkeskolereformen og arbejdstidsloven for kommunerne er håbløst forskellige, og det skal DLF handle på. Den faglige kamp for fagforeningens overlevelse skal ske i tæt samarbejde med de fagforeninger, der ligesom DLF har oplevet, at deres indflydelse har været faldende eller slet og ret uden betydning.

Mens vi venter, skal vi vedholdende tro på, at DLF kan og vil gøre en forskel for os alle. Men uden din indsats sker der ikke noget, hverken lokalt eller nationalt.

Den perverterede målstyring, hvor målstyringen er et mål i sig selv, skal vi fortsat kritisere og stille spørgsmål til. Lige så skal vi fortsat kritisere den rigide og utidssvarende arbejdstidslov, der ikke på nogen måde sikrer kvalitet i den daglige undervisning for hverken elever eller lærere. Det er og bliver et langt sejt træk, og skal det lykkes at ændre noget som helst, må vi først og fremmest sikre os, at vi har den brede befolkning med. Det kan vi efter min bedste overbevisning kun få, hvis vi afpolitiserer dagsordenen ”mere for mindre”.

Før vi kan det, må vi kigge indad og spørge os selv – altså DLF’s medlemmer – om vi kan få mere for mindre. Kan vi, med det ikke-pristalsregulerede kontingent vi betaler, kræve, at vi får mere DLF, når selvsamme DLF taler om at slanke hovedorganisationen?

Der er en kandidat til DLF’s hovedstyrelse, som ønsker en stærk fagforening, som ønsker resultater for medlemmerne, som ønsker at komme tilbage til den tid, hvor der i alle led var konsensus om medarbejdernes ret til indflydelse. En kandidat, som i mine øjne er det, Danmarks Lærerforening har brug for.

Hans navn er Anders Liltorp, kredsformand i Rødovre. Anders Liltorp kender jeg som en meget målrettet, pragmatisk, resultatorienteret og vedholdende arbejdsmand for de medlemmer, han dagligt repræsenterer. Ham vil jeg gerne have til at repræsentere mig, når den nye hovedstyrelse samles.

Anders er en god ven, men en af den slags gode venner, som kræver rigtigt meget af sig selv i forholdet til andre. Og lige så naturligt, det er for ham at kræve meget af sig selv, lige så naturligt kræver han det samme af de mennesker, han dagligt repræsenterer og omgiver sig med.

Anders arbejder for at sikre DLF fortsat indflydelse som fagforening

Anders arbejder for et langt stærkere fællesskab, når OK18 går i gang

Anders kæmper for et DLF, der i langt højere grad påvirker det politiske system

Anders kæmper for din og min status som den fagprofessionelle

Anders kæmper for hele tiden at skabe resultater, der gavner medlemmerne

Anders tror på, at det stadig er muligt via professionsidealet at sikre sig aftaler, der giver lærerne det nødvendige professionelle råderum.

Anders Liltorp er – som du og jeg – DLF, og den fagforening ønsker jeg, at han i de kommende år repræsenterer i hovedstyrelsen.

De bedste hilsner og god valgkamp til alle opstillede

Christian Nikolajsen

Herstedøster Skole, Albertslund (rettet af redaktionen 27. oktober 2015)