Endelig: 13 procent flere vil være lærere

6.632 har denne gang søgt ind på læreruddannelsen, og 2.771 har uddannelsen som 1. prioritet. Det er en stigning på 13 procent siden sidste år. Formanden for professionshøjskolernes rektorforsamling mener, det er reformen af uddannelsen, der begynder at virke. De lærerstuderendes formand er dog ikke helt så overbevist.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læreruddannelsen er ikke tilbage i sine velmagtsdage, men det går den rigtige vej i år. I marts var der en stigning på ni procent i 1. prioritetsansøgnerne via kvote to, og nu hvor kvote 1.-tallene også er kommet, kan læreruddannelserne glæde sig over, at der i alt er 13 procent flere, der har læreruddannelsen som 1. prioritet.  Ansøgertallet er ellers faldet kraftigt siden 2011, hvor 3.867 søgte uddannelsen. 

Lille stigning i antallet af marts-ansøgere til læreruddannelsen 

Stigningen glæder formanden for professionshøjskolernes rektorforsamling Erik Knudsen.

"Formålet med reformen af læreruddannelsen er blandt andet at løfte de lærerstuderendes professionelle faglighed, så de fremover er godt rustet til at realisere folkeskolereformen og dermed er med til at skabe en god folkeskole. Vi kan her to år efter se, at reformen af læreruddannelsen virker. De studerende, som optages er mere motiverede og har højere fagligt udgangspunkt. I sammenhæng med at lysten til at søge ind på uddannelsen stiger, betyder det, at uddannelsen er inde i en god udvikling, som lover godt for fremtiden" siger han.

Erik Knudsen mener, at læreruddannelsen er et godt eksempel på professionshøjskolernes stærke bånd til praksis i form af samarbejder mellem skolerne og uddannelsen og den tætte kontakt og partnerskab med kommuner.

Martin Kaas vil være lærer for at skabe den gode skole 

Stadig plads til forbedringer

Formand for Lærerstuderendes Landskreds Christian Dalby er også meget glad for stigningen i ansøgertallet, men han ser det dog ikke som Erik Knudsen som et klart tegn på, at reformen virker.

"Der er stadig god plads til forbedringer i den nye læreruddannelse. For eksempel i praktikken, som jo er blevet skåret. Den skulle gerne helt på plads igen med en god kobling mellem teori og praksis. Jeg kan jo ikke vide, hvorfor folk søger ind. Men jeg kan kun glæde mig over, at der er en stigning og glæde mig til at møde de nye lærerstuderende efter sommerferien".

Se ansøgertallene fra de enkelte læreruddannelser