Struer Kommune tager med VIP-aftale med forlag et stort skridt mod at skrotte kladdehæfter og opgaveark

Digital skole: Struer skrotter kladdehæfter og opgaveark

Først fik alle elever og lærere i kommunen udleveret en skolecomputer, og nu har skolelederne i Struer Kommune besluttet at omlægge det meste af undervisningen til at være digital. Kommunen har indgået en treårig aftale med forlaget Alinea, og får dermed adgang til alle forlagets digitale undervisningsmidler. Målet er at afskaffe kladdehæfter og opgaveark samt at øge undervisningsdifferentieringen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle elever og lærere i Struer Kommune fik sidste år udleveret en iPad (0.-2. klasse) eller en bærbar pc (3.-10. klasse), og nu satser kommunen med en særaftale med forlaget Alinea på at tage et skridt yderlige i retning af at gøre undervisningen digital. 

"Vi har i forvejen været rigtig glade for, at eleverne har hver deres computer, de kan bruge i undervisningen. Nu giver vi også indholdssiden et stort løft. Lærerne i Struer Kommune vil få adgang til et væsentlig større udbud af undervisningsmaterialer, end det skolerne økonomisk kan præstere i dag. For stort set den samme pris bliver både omfanget og mangfoldigheden i fagenes indhold mangedoblet", fortæller leder af Parkskolen i Struer, Jesper Møller, i en pressemeddelelse. 

Skolerne vil i løbet af det kommende års tid kunne omlægge væsentlige dele af undervisningen. I første omgang vil eleverne blive undervist med både bøger og de nye digitale undervisningsmidler. 

"De digitale løsninger giver mulighed for at skræddersy undervisningen endnu bedre til den enkelte elev og de enkelte klasser, og det bliver et kæmpestort plus for både børn og skoler", siger Jesper Møller.

VIP-aftale med forlag

Struer Kommune har indgået en treårig VIP-aftale med Forlaget Alinea. Med den får skolerne adgang til alle forlagets digitale undervisningsmidler inklusiv alle de materialer, forlaget løbende udvikler.  

Beslutningen om at indkøbe digitale devices blev taget af politikerne i Struer Kommune, mens det er skolelederne, der har besluttet at satse på de digitale læremidler.

Jesper Møller kan dog ikke forestille sig en undervisning totalt uden analoge midler.

"Vi beholder naturligvis grundbøgerne, og jeg kan heller ikke forestille mig, at man inden for de næste ti år skifter de skønlitterere værker ud med digitale. Der er også et klassisk dannelsesaspekt ved at stifte bekendtskab med de store værker i bogform", siger han.

Alineas materialer bliver for eksempel suppleret med træningsportaler i matematik på den enkelte skole. 

"Vi går fra at have adgang til 200 opgaver i matematik til over 2 millioner. I tysk går vi fra at have ét undervisningssystem til lærerne til at have fire. Undervisningsdifferentieringen vil få et stort løft", siger Jesper Møller.

Skolelederen er ikke nervøs for, at én-til-én-strategien og øget fokus på digital undervisning vil skabe en situation, hvor eleverne ikke arbejder på andre måder eller kun arbejder hver for sig.

"Det er jo moderne undervisningsmidler, så der er indlagt bevægelse og alle mulige andre ting. Opgaven kan godt være stillet på computeren, uden at den kan løses på computeren. F.eks. kan den jo ikke måle omkredsen af skolen", har han udtalt til tvmidtvest.dk.

Lærere glade for udviklingen

Også lærer på Parkskolen og fællestillidsrepræsentant for lærerne i Struer Kommune, Helle Døj, er glad for udviklingen.

"Vi synes faktisk at det giver en utrolig frihed at hver elev har egen pc. Kommunen har ikke for mange penge, men har alligevel besluttet at indkøbe pc'er og nu læringsportaler, og det synes jeg er godt", siger hun til folkeskolen.dk, og understreger, at skolerne er frie til selv at tilkøbe andre løsninger end Alineas.

Med i aftalen med Alinea er en pædagogisk udviklingsdag på hver skole i kommunen, hvor en repræsentant fra forlaget kommer ud og giver hver lærer en introduktion til systemet.

Helle Døj mener, at det vil klæde lærerne godt på til den nye hverdag - såfremt systemer og internet virker den dag, så lærerne kan gå direkte ud og overføre tingene i egen praksis, understreger hun.

"Ældre lærere skal måske løbe lidt stærkere for at lære det, men vi får mange unge lærere ind i skolen, der allerede er godt klædt på. Derfor er det også vigtigt, at vi også lærer af hinanden", siger hun.