Tag et øjeblik et par af skolereformens slogans for pålydende; fra undervisningsmål til læringsmål, fra indholdsstyring til målstyring. Så rejser der sig en lang stribe påtrængende spørgsmål, selv om mange konsulenter og instruktører i disse måneder nødvendigvis må lade som om, der ikke gør.

Men altså; gå væk fra indholdsstyringen. Gå efter kompetencemålstyringen. Indhold er reelt blevet et slags fy-ord i det didaktiske arbejde, og den indholdsstatus gælder i alle fag – i hvert fald indtil et vist niveau, som ser ud til at være meget tæt på den daglige praksis, altså den enkelte lærers praksis.

Hvilket indhold er så vigtigt? Hvilket indhold skal jeg vælge i undervisningen? Er der faktisk indhold, der reelt er vigtigere end andet? Næ, det kan der vel ikke være? Mit kriterium for valg af indhold er kompetencemålene og kun kompetencemålene og udmøntningen i videns- og færdighedsmål (bortset fra de pudsige og skæve undtagelser med kanonpunkter i historie og forfattere i dansk, i øvrigt komplet selvmodsigende i Antorinis udgave af målstyringsparadigmet).

Det korte af det lange må være, at jeg finder noget eksempel-indhold, som kan bakke op om undervisningens målhierarki. Ikke ’tilfældigt’ indhold. Jo, altså tilfældigt på den måde, at der ikke længere er noget indhold, der har værdi i sig selv, ikke noget indhold, der har legitimitet i sig selv. Indholdet skal kunne tjene kompetencemålet – som ét blandt mange mulige eksempler.

Derfor bliver det lidt interessant at se, hvordan forfattere og forlag takler den situation, at de vel skal fremstille eksempelsamlinger; kompetencegrundbog 1, kompetencegrundbog 2…?