Højere løn på vej til svenske lærere

Socialdemokraterne og Miljöpartiet, som siden valget i Sverige den 14. september har arbejdet på at danne regering, er nu enige om en række initiativer på skoleområdet, som har været et af valgkampens hotteste emner. Blandt andet er der udsigt til lønstigninger til lærerne og obligatorisk ungdomsuddannelse.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som beskrevet i fagbladet Folkeskolens Sveriges-tema i sidste uge halter svenske lærere lønmæssigt efter både andre faggrupper i landet og lærere i andre lande.

Miljöpartiet lovede i valgkampen store lønstigninger til lærerne, mens Socialdemokraterne lagde vægt på, at nok skal lærerlønnen være mere attraktiv, men løn forhandles mellem parterne. Kompromisset lyder sådan her: "Der gennemføres en national samling for lærerfaget (samarbejde mellem alle skolens parter om at højne lærerjobbets status, red.). Inden for rammerne for den nationale samling vil regeringen tilføre resurser og føre dialog med parterne for at muliggøre, at lærernes lønninger stiger".

Bondo: Sverige skræmmer

"Skattesænkninger, privatiseringer, bureaukratisering og profitjagt er gået ud over kvaliteten, de faglige resultater og den ligeværdige skole", hedder det i en pressemeddelelse fra de to kommende regeringspartier. Der lægges dog ikke op til noget opgør med private firmaers mulighed for at drive skoler for skattekroner.

Sverige: landet der ødelagde folkeskolen på 20 år

Obligatorisk skolegang fra 6 til 18 år

Partierne lover de svenske lærere flere kolleger, så lærerne får mere tid til deres arbejde, og klassekvotienten kan blive lavere i de yngste klasser. Regeringen vil indføre en læse/skrive/regne-garanti, som blandt andet indbefatter, at lærerne skal identificere og håndtere særlige vanskeligheder allerede i børnehaveklassen. Der skal ansættes flere speciallærere og specialpædagoger i skolen og også flere pædagoger i fritidsordningerne, og alle elever garanteres adgang til et veludstyret skolebibliotek. 

Et andet centralt element i den netop offentliggjorte aftale mellem de to kommende regeringspartier er obligatorisk skolegang fra 6 til 18 år. Den nuværende børnehaveklasse, förskoleklassen, som langt de fleste svenske 6-årige går i, gøres obligatorisk. Og alle svenskere under 18 år skal fremover fortsætte i det, der på svensk hedder gymnasieskolan - en fællesbetegnelse for både almentdannende og erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

"I dag kræves en gymnasieuddannelse for at få et job og for at klare sig i et langt mere komplekst og kundskabsintensivt samfund. Dagens og fremtidens arbejdsliv og samfund kræver gedigne kundskaber af alle", hedder det i aftalen. "Eleverne skal have den støtte, de har brug for, for at nå kundskabsmålene og udvikle sig efter egne forudsætninger. Frafaldet fra gymnasieskolan skal mindskes gennem nationale mål og gennem en fælles strategi mellem stat og kommune".

»De bedste lærere skal have den bedste løn«